Retsforbeholdet var et af de fire forbehold, som blev forhandlet på plads med EU på et EU-topmøde i den skotske by Edinburgh i december 1992, efter at danskerne havde stemt nej til Maastrichttraktaten ved folkeafstemningen den 2. juni 1992. Maastrichttraktaten og de fire forbehold blev efterfølgende godkendt af danskerne ved folkeafstemningen den 18. maj 1993. De fire forbehold er skrevet ind i en særlig protokol til traktaten.

Retsforbeholdet omhandler de opgaver, der i EU’s medlemslande ofte varetages af politiet og af de retlige myndigheder. Det handler bl.a. om samarbejdet på udlændingeområdet, samarbejdet vedrørende grænsekontrollen, det politi- og strafferetlige samarbejde og det civilretlige samarbejde - området bliver i EU-jargon kaldt for retlige og indre anliggender. 

Teknisk set er det danske forbehold formuleret som et forbehold mod deltagelse i samarbejdet på området, når det er overstatsligt. Et overstatsligt samarbejde betyder, at man i EU vedtager regler, der kan have direkte virkning i medlemslandene og dermed påvirker borgerne og virksomhederne i medlemslandene umiddelbart. Det vil bl.a. sige, at en dansk borger ved domstolene i Danmark kan påberåbe sig regler, som ikke er vedtaget i Folketinget, men i EU. 

Danmark kan derimod godt deltage i mellemstatsligt samarbejde på området, hvor reglerne alene forpligter landene. Det betyder, at EU-regler der er vedtaget under det mellemstatslige samarbejde skal godkendes og vedtages af Folketinget, før de gælder for borger og virksomheder i Danmark.   

EU's seneste traktat - Lissabontraktaten fra 2009 - gør hele området for retlige og indre anliggender overstatsligt. Det betyder, at Danmark som udgangspunkt ikke kan deltage i ny EU-lovgivning på området på grund af retsforbeholdet.

Foruden selve retsforbeholdet har Danmark også forbehold mod deltagelse i EU's fælles valuta (euroen), forsvarssamarbejdet og unionsborgerskabet. Tilvalgsordningen gælder kun for retsforbeholdet.