Spørgsmål og svar til lovforslaget om ændring af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29)

Spørgsmål 1: om, hvorvidt forslaget til ny Europolforordning bevirker, at de eksisterende samarbejdsaftaler mellem Europol og tredjelande (f.eks. Norge) skal revideres

Spørgsmål 2: om, hvordan regeringen forventer, at det gældende retsgrundlag vedrørende Europol vil blive ophævet for Danmark

Spørgsmål 3: om ministerens redegørelse af karakteren af samarbejde mellem Europol og tredjelandes myndigheder

Spørgsmål 4: om at redegøre for proceduren for tilvalg af nye EU retsakter på RIA området i fremtiden

Spørgsmål 5: om Danmarks rettigheder og proceduren for, hvis et direktiv eller en forordning, som Danmark har tilsluttet sig

Spørgsmål 6: om hvor langt EU er i processen omkring revisionen af Europol-forordningen, og hvilke konsekvenser vil det få for Danmark?

Spørgsmål 7: om hvor mange opslag dansk politi foretog i 2014 i hhv. EIS og i SIENA?  

Spørgsmål 8: om Norges brug af Europols søgesystemer

Spørgsmål 9: om hvordan et europæisk register over flypassagerer (PNR) vil bidrage til terrorbekæmpelse og forebyggelse i Danmark fremadrettet

Spørgsmål 10: om hvorvidt en parallelaftale vedrørende PNR vil være juridisk mulig

Spørgsmål 11: om at Danmark både før og efter en eventuel omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil være bundet af de samme regler, for så vidt angår grænsekontrol, Schengen-samarbejdet m.v.

Spørgsmål 12: om fordelene for danskerne, der skal arve familie i andre EU-lande, såfremt retsforbeholdet omdannes til en tilvalgsordning

Spørgsmål 13: om det vil være muligt at styrke kontrollen i grænseområderne i forhold til de gældende regler for Schengen-området

Spørgsmål 14: om ministeren vil redegøre for kriterier, procedurer og erfaringer i forhold til indgåelse af parallelaftaler efter Lissabontraktaten

Spørgsmål 15: om Danmarks muligheder for at indgå en parallelaftale vedrørende Europol

Spørgsmål 16: om hvor mange danske borgeres oplysninger ligger tilgængelige i EIS eller andre Europol-systemer

Spørgsmål 17: om en udførlig status på forhandlingerne om Europol

Spørgsmål 18: om hvilke beføjelser Europol har

Spørgsmål 19: om hvordan Europol som myndighed kontrolleres

Spørgsmål 20: om hvilke data om borgere Europol har adgang til samt hvilke krav der stilles til opbevaring og databeskyttelse

Spørgsmål 21: om hvorvidt det er foreneligt med grundloven og med EU-retten, hvis lovforslaget ændres, så brugen af tilvalgsordningen begrænses til kun en eller få retsakter, f.eks. Europol

Spørgsmål 22: om kriterierne for udstedelse af en ransagningskendelse i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler

Spørgsmål 23: om suverænitetsoverdragelse

Spørgsmål 24: om overdragelse af suverænitet efter grundlovens § 20

Spørgsmål 25: om fremtidig tilvalg af retsakter

Spørgsmål 26: om overdragelse af beføjelser til EU på det retspolitiske område med et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015

Spørgsmål 27: om lovgivningsbeføjelsen i grundloven

Spørgsmål 28: om særlige krav i grundlovens § 20 til vedtagelse af love om overdragelse af beføjelser

Spørgsmål 29: om overdragelse af beføjelser til EU på det retspolitiske område med et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015

Spørgsmål 30: om Danmarks forbehold

Spørgsmål 31: om at et almindeligt folketingsflertal fremover kan tilvælge enhver retsakt

Spørgsmål 32: om grundlovens almene forbud mod at videredelegere lovgivningskompetence

Spørgsmål 33: om hvad det fremtidige grundlovsmæssige hjemmelsgrundlag for tilvalg af retsakter vil være

Spørgsmål 34: om hvori forskellen mellem den danske tilvalgsordning og den tilsvarende britiske tilvalgsordning består

Spørgsmål 35: om hvorvidt regeringen fastholder sin garanti om, at Danmark ikke skal være en del af den EU-lovgivning på asyl- og indvandringsområdet, som Danmark i dag står uden for

Spørgsmål 36: om ministeren vil bekræfte, at Danmark ved tiltrædelsen af en gældende retsakt tiltræder langt mere end den enkelte retsakt, nemlig også den gældende retstilstand ("acquis communautaire")

Spørgsmål 37: om ministeren vil redegøre for "acquis communautaire" i forbindelse med hver enkelt af de 26 retsakter, som regeringen vil tiltræde i tilfælde af et ja til afskaffelsen af retsforbeholdet

Spørgsmål 38: om ministeren vil redegøre for retsafgørelser og retssystemer i hver enkelt af de 27 andre medlemslande

Spørgsmål 39: om ministeren vil garantere, at der ikke sker forringelser af danske virksomheders og borgeres retssikkerhed samt fagforeningers muligheder for at inddrive løntilgodehavender på medlemmernes vegne

Spørgsmål 40: om ministeren vil garantere, at en tiltrædelse af konkursforordningen ikke kan medføre, at lønkrav fra en konkursramt dansk virksomheds ansatte skal vige til fordel for krav, der er rejst af personer eller virksomheder i andre EU-lande på grundlag af forordningen

Spørgsmål 41: om ministeren vil redegøre for, hvad betingelserne er for at indlede en "sekundær insolvensprocedure" ifølge konkursforordningen

Spørgsmål 42: om ministeren kan bekræfte, at en tiltrædelse af konkursforordningen kan medføre, at danske skyldneres navne offentliggøres i udenlandske insolvensregistre uden deres samtykke og vidende

Spørgsmål 43: om hvilke betalingskrav danske myndigheder vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde, såfremt Danmark tiltræder betalingspåkravsprocedureforordningen

Spørgsmål 44: om hvilke betalingskrav danske myndigheder vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde, såfremt Danmark tiltræder småkravsprocedureforordningen

Spørgsmål 45: om hvilken betydning tiltrædelsen af Rom II-forordningen, konkursforordningen, kontosikringsforordningen, betalingspåkravsprocedureforordningen og småkravsprocedureforordningen har for danske fagforeninger

Spørgsmål 46: om hvor mange søgninger Danmark har udført i EIS i 2014

Spørgsmål 47: om hvad forklaringen er på, at Danmark står for hele 19 pct. af søgningerne i EIS, når Danmark kun udgør omkring 1 pct. af EU's borgere

Spørgsmål 48: om antallet af søgninger i EIS i forhold til omfanget af kriminalitet

Spørgsmål 49: om ministerens vurdering af sammenhængen mellem enkelte landes søgninger i EIS og kriminaliteten i de pågældende lande vedrørende de forbrydelser, som Europol beskæftiger sig med

Spørgsmål 50: om hvordan ministeren vil sikre, at borgere i Danmark fremover sikres et klart kendskab til, hvad andre lande anser for kriminelt

Spørgsmål 51: om ministeren kan garantere, at en dansk forbruger, der har købt en vare på nettet i et andet EU-land, ikke får sin bankkontos indestående indefrosset på grund af kendelse om kontosikring

Spørgsmål 52: om ministeren kan garantere, at en dansk virksomhed, der konkurrerer med en virksomhed i et andet EU-land, ikke får virksomhedens bankkonto indefrosset på grund af kendelse om kontosikring

Spørgsmål 53: om hvorvidt kontosikringsdelen også vil kunne anvendes i forhold til lønkonti

Spørgsmål 54: om kriterierne for tilladelse til aflytning i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler

Spørgsmål 55:  om kriterierne for tilladelse til beslaglæggelse i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler

Spørgsmål 56: om oversendelse af oversigt over den estimerede gennemsnitlige udgift til de forskellige efterforskningsmæssige tvangsindgreb/tvangsmidler, der er hjemlet inden for strafferetsplejen

Spørgsmål 57:  om hvor langt man er på EU-plan med udviklingen af et europæisk PNR-system ift. indhentning af PNR-oplysninger

Spørgsmål 58: om at man i forbindelse med den kommende folkeafstemning om det danske retsforbehold de facto også vil stemme om tilslutning til et europæisk PNR-system

Spørgsmål 59: om den konkrete konsekvens af artikel 8, styk 2 i "Protokol nr. 22 om Danmarks stilling"

Spørgsmål 60: om efteruddannelse af jurister i politi, anklagemyndighed, domstole, statsforvaltninger, styrelser og ministerier

Spørgsmål 61: om støtte til, at jurister i Forbrugerrådet, børneorganisationer, fagforbund, Finansrådet, familieretsadvokater, forsvarsadvokater og andre relevante aktører i civilsamfundet kan få efteruddannelse

Spørgsmål 62: om, hvorvidt Danmark fortsat vil kunne gå foran med ny lovgivning på de områder, hvor der afgives suverænitet til EU, f.eks. med rettigheder på familieområdet til regnbuefamilier

Spørgsmål 63: om, hvorvidt Danmark vil kunne gå foran med ny lovgivning på insolvensområdet, hvis først suveræniteten er afgivet til EU, som f.eks. dengang Danmark som det første land indførte gældssanering

Spørgsmål 64: om at få "præciseret, hvorledes forbrugerbeskyttelsen vil kunne blive påvirket" af en eventuel dansk tilvalgsordning

Spørgsmål 65: om svar på fagforbundet FOA's anmodning om "en vurdering af, dels omfanget af de aktuelle og forventelige retsakter, dels hvilke områder retsakterne vil berøre"

Spørgsmål 66: om svar på fagforbundets anmodning om en redegørelse for lovforslagets "betydning for udviklingen af den arbejdsretslige praksis på såvel kort som længere sigt"

Spørgsmål 67: om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager

Spørgsmål 68: om fire konkrete retsakter, som regeringen ikke foreslår tilvalgt, ville øge retssikkerheden og gøre det tryggere at være borger

Spørgsmål 69: om garanti for, at tilvalgsordningen ikke vil påvirke det danske tvangsfuldbyrdelsessystem

Spørgsmål 70: om hvorvidt senere tilvalg af EU-retsakter kan "ske uden iagttagelse af proceduren i Grundlovens §20 om suverænitetsafgivelse"

Spørgsmål 71: om hvordan beslutningen om dansk deltagelse i fremtidige retsakter konkret og skidt for skridt vil foregå, hvis retsforbeholdet erstattes af en tilvalgsordning

Spørgsmål 72: om hvor mange eksempler der siden Lissabon-traktatens ikrafttræden i 2009 været på, at Danmark stemmeafgivning var afgørende for udfaldet af en EU-retsakt

Spørgsmål 73:om hvorvidt udenrigsministeren vil stille et ændringsforslag til L29 med henblik på at gøre det løfte, som statsministeren har udstedt om at dansk tilslutning til EU's overnationale asylpolitik forudsætter en folkeafstemning, juridisk bindende

Spørgsmål 74: om oversendelse af alt materiale (herunder korrespondance, notater, svar på spørgsmål o.l.) som er tilgået, fragået eller behandlet i forbindelse med arbejdet i analysegruppen (jævnfør den politiske aftale af 10. december 2014 om Danmark i Europol)

Spørgsmål 75: om parallelaftale vedrørende konkursforordningen

Spørgsmål 76: om Schengensamarbejdet

Spørgsmål 77: om man i fremtiden vil kunne afholde vejledende folkeafstemninger, inden Folketinget behandler og eventuelt vedtager yderligere EU-retsakter

Spørgsmål 78: om hvilke initiativer ministeren vil tage for at skabe gennemsigtighed og åbenhed omkring den proces og det arbejde, der har ledt til de fem ja-partiers udvælgelse af retsakter

Spørgsmål 79: om ministeren vil redegøre for grundlaget, hvorpå de konkrete EU-retsakter er blevet tilvalgt og fravalgt i ”aftalen om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender” af 17. marts 2015

Spørgsmål 80: om fremlæggelse af oversigt over domme vedr. den frie bevægelighed for personer, retspolitikken og Schengen-komplekset

Spørgsmål 81: om udarbejdelse af en oversigt over de traktatbestemmelser, som i lighed med fleksibilitetsbestemmelsen i art. 352 får en udvidet eller anden anvendelse ved dansk tilslutning til traktatens artikel 67-89 med tilhørende protokoller

Spørgsmål 82: om erklæringer i tilknytning til EU’s retslovgivning

Spørgsmål 83: om regeringen vil fremlægge en komplet kopi af samtlige gældende retsakter og andre dokumenter, som er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 67-89

Spørgsmål 84: om grænserne for den påtænkte overladelse af beføjelser med hensyn til lovgivende, udøvende og dømmende virksomhed

Spørgsmål 85: om danske love, som i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015 ikke kan berøres af EU-retten

Spørgsmål 86: om beføjelser der vil kunne overlades til EU, uden at man skal anvende grundlovens § 88

Spørgsmål 87: om grundlovsstridighed

Spørgsmål 88: om muligheden for at overlade beføjelser vedr. Europol og politisamarbejdet særskilt på stemmesedlen ved folkeafstemningen den 3. december 2015

Spørgsmål 89: om mulighed for at bytte børnepornografiske billeder af sex med børn for at få adgang til lukkede pædofile netværk

Spørgsmål 90: om hvorvidt Europol-ansatte kan holdes ansvarlige for brud på lovregler i de lande, hvor de virker

Spørgsmål 91: om hvilke lønninger og tillæg der udbetales til ansatte i Europol

Spørgsmål 92: om automatisk adgang til alle arbejdsdokumenter og referater fra arbejdsgrupper i Rådet og Coreper

Spørgsmål 93: om automatisk adgang til alle mødeindkaldelser, mødedokumenter og referater fra regeringens specialudvalg og regeringens EU-udvalg, eventuelt under fortrolighed

Spørgsmål 94: om fremsendelse af en samlet oversigt over de omkring 678 retsakter vedr. EU’s retspolitik, som er optaget i Eur-Lex

Spørgsmål 95: om straffebestemmelser i vedtaget EU-lovgivning

Spørgsmål 96: om udarbejdelse af en oversigt over lovgivningen i de andre EU-lande på de områder, hvor regeringen anbefaler henholdsvis et dansk tilvalg og et fravalg af retsregler

Spørgsmål 97: om Danmark kan risikere at skulle udlevere kvinder, som har fået abort i Danmark, til retsforfølgelse i lande, hvor abort er forbudt

Spørgsmål 98: om hvorvidt en korrupt dommer i et andet EU-land kan forlange udlevering af værdier fra en borger i Danmark

Spørgsmål 99: om regeringens garanti for, at den danske strejkeret ikke på nogen måde kan berøres af EU’s retslovgivning

Spørgsmål 100: om hvorledes grundlovens 24-timersregel og andre vanlige retsgarantier sikres for folk, der udleveres til retsforfølgelse og mulig domfældelse i andre EU-lande

Spørgsmål 101: om, hvad den kriminelle lavalder er i de øvrige 27 EU-lande

Spørgsmål 102: om hvor mange af de øvrige EU-medlemslande der har ligestilling mellem mødre og fædre i forældremyndighedssager

Spørgsmål 103: om hvor mange af de øvrige EU-medlemslande der anerkender medmødre juridisk

Spørgsmål 104: om Grundlovens krav om, at Danmark kun kan afgive suverænitet i "nærmere bestemt omfang"

Spørgsmål 105: om udlevering af danske statsborgere til andre EU-lande, når EU's arrestordre bliver overstatslig

Spørgsmål 106: om grunden til, at danske statsborgere, der bor på Færøerne og i Grønland, ikke skal deltage i folkeafstemningen

Spørgsmål 107: om hvorvidt Danmark på linje med Norge og Island giver ofre for menneskehandel en refleksionsperiode på 6 måneder og mulighed for permanent opholdstilladelse

Spørgsmål 108: om oversendelse af en oversigt over alle vedtagne straffebestemmelser i samtlige EU-retsakter

Spørgsmål 109: om, hvorfor ministeren ikke har stillet et ændringsforslag om en folkeafstemning forud for fremtidig tilslutning til EU-retsakter på asyl- og indvandringsområdet

Spørgsmål 110: om, hvorvidt ændringsforslaget til lovforslaget (L 29 – bilag 4) i sin substans er en rent teknisk ændring af lovforslagets § 2, stk. 2

Spørgsmål 111: om, hvilken juridisk vægt der kan tillægges bemærkninger til et ændringsforslag

Spørgsmål 112: om hvad der menes med, at skader som følge af et dansk fagforbunds kollektive kampskridt, som gennemføres i Danmark over for en arbejdsgiver fra en anden medlemsstat ”som hovedregel” skal vurderes efter de danske regler

Spørgsmål 113: om hvordan det kan være et argument mod at tilvælge en retsakt ”at dansk ret i vidt omfang allerede er i overensstemmelse med direktivet

Spørgsmål 114: om svaret på L 29 spm. 95 skal forstås på den måde, at ministeren hævder, at der i EU ikke eksisterer en oversigt over strafbestemmelser vedtaget i EU-lovgivning

Spørgsmål 115: om svaret på L 29 - spørgsmål 96 skal forstås på den måde, at regeringen er klar til at anerkende og fuldbyrde en afgørelse truffet af en juridiciel myndighed i ethvert andet EU-lande

Spørgsmål 116: om hvorledes grundlovens 24-timers-regel og andre vanlige retsgarantier sikres for folk, der udleveres til retsforfølgelse og mulig domfældelse i andre EU-lande i henhold til den europæiske arrestordre

Spørgsmål 117: om at ministeren bedes bekræfte, at der ikke er noget juridisk til hinder for, at der kan fastsættes en fælles kriminel lavalder på EU-plan

Spørgsmål 118: om at i forlængelse af svaret på L 29 - spørgsmål 105 bedes ministeren svare på spørgsmålet

Spørgsmål 119: om at regeringen altså ikke kan garantere, at den danske strejkeret ikke på nogen måde kan berøres af EU’s retslovgivning

Spørgsmål 120: om at der i år 2000 blev gennemført en folkeafstemning om afskaffelse af kronen og indførelsen af euroen

Spørgsmål 121: om hvorvidt et land har ligestilling mellem fædre og mødre i forældremyndighedssager har konsekvenser for afgørelserne i sådanne sager

Spørgsmål 122: om hvorvidt et land juridisk anerkender medmødre har konsekvenser for afgørelser i sager om f.eks. forældremyndighed

Spørgsmål 123: om at ministeren bedes anmode Rigspolitiet om at svare på spørgsmålet

Spørgsmål 124: om en ny folkeafstemning, såfremt et flertal i Folketinget efter et ja ved folkeafstemningen den 3. december ønsker, at Danmark skal tilsluttes en fælles asyl- og udlændingepolitik i EU

Spørgsmål 125: om ja-partierne vil tiltræde den europæiske arrestordre, når den overgår til overstatsligt samarbejde

Spørgsmål 126: om hvilke andre fora dansk politi samarbejder i internationalt

Spørgsmål 127: om hvordan er kriminalitetsniveauet i samtlige europæiske lande

Spørgsmål 128: om oversendelse af en samlet oversigt over, hvor mange søgninger i Europols informationssystem, EIS, de enkelte medlemslande og samarbejdspartnere har foretaget i 2014

Spørgsmål 129: om hvor mange gange Europol har udleveret oplysninger om danske borgere til tredjelande

Spørgsmål 130: om hvor mange gange Norge har fået afslag på anmodninger om opslag i Europols databaser

Spørgsmål 131: om hvad kriminalitetsniveauet er for menneskehandel og børneporno i hhv. Danmark, Norge og Sverige

Spørgsmål 132: om for hvilke af de ansviste retsakter i forlængelse af svaret på L 29 spm. 113 det gælder, at "et tilvalg vil være i strid med danske retsprincipper






 



Spørgsmål 1: om, hvorvidt forslaget til ny Europolforordning bevirker, at de eksisterende samarbejdsaftaler mellem Europol og tredjelande (f.eks. Norge) skal revideres

”Ministeren bedes oplyse, om der er elementer i forslaget til ny Europolforordning (KOM (2013) 0173), der bevirker, at de eksisterende samarbejdsaftaler mellem Europol og  tredjelande (f.eks. Norge) skal revideres. Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling), jf. KOM (2013) 0173 spørgsmål 5.”

Svar:

Europol har indgået operationelle aftaler med en række tredjelande, herunder Norge, som bl.a. giver adgang til udveksling af personoplysninger.

Det følger af artikel 31 i Kommissionens forordningsforslag om Europol, at fremtidigt samarbejde mellem Europol og tredjelande, som giver adgang til udveksling af personoplysninger, kræver enten en kommissionsafgørelse om tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau hos tredjelandet eller en aftale mellem EU og tredjelandet, som er indgået i medfør af Traktatens artikel 218 om indgåelse af internationale aftaler, og som giver tilstrækkelige garantier med hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred og fysiske personers  grundlæggende rettigheder og friheder.

Det følger endvidere af bestemmelsen, at Europol kan videregive personoplysninger til tredjelande med hjemmel i en aftale, der er indgået mellem Europol og det pågældende tredjeland efter den eksisterende afgørelse om Europol. Det fremgår desuden af præambelbetragtning 28, at retsvirkningerne af disse aftaler bevares, indtil aftalerne ophæves, annulleres eller ændres i medfør af traktaterne. Der lægges således i forordningsforslaget op til, at de eksisterende aftaler kan fortsætte uændret.

Forordningsforslaget er i øjeblikket under forhandling i Rådet og Europa-Parlamentet, og bestemmelsen kan i den forbindelse undergå ændringer.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets besvarelse af 28. september 2015 af spørgsmål nr. 5 KOM (2013) 0173 fra Folketingets Europaudvalg.

Spørgsmål 2: om, hvordan regeringen forventer, at det gældende retsgrundlag vedrørende Europol vil blive ophævet for Danmark

”Ministeren bedes oplyse, hvordan regeringen forventer, at det gældende retsgrundlag vedrørende Europol vil blive ophævet for Danmarks vedkommende, idet der i Rådets generelle indstilling af 28. maj 2014 vedr. forslag til Europolforordning (KOM (2013) 0173) ikke er lagt op til, at de gældende retsakter ophæves for Danmarks vedkommende med den nye forordning. Ministeren bedes i den sammenhæng oplyse, hvem der i givet fald kan træffe beslutning om en ophævelse af de gamle Europolretsakter for Danmark samt, hvorvidt den eventuelle beslutning skal varsles eller kantræde i kraft med øjeblikkelig virkning. Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling), jf. KOM (2013) 0173 spørgsmål 6.”

Svar:

Som det fremgår af Justitsministeriets vedlagte notits af 28. oktober 2015 om spørgsmålet om ophævelse af EU-retsakter i forbindelse med vedtagelsen af nye retsakter, er retsstillingen generelt den, at retsakter, der er vedtaget inden Lissabon-Traktatens ikrafttræden, der ophæves eller helt erstattes af nye retsakter, der er omfattet af retsforbeholdet, og som Danmark derfor ikke deltager i, som udgangspunkt vil fortsætte med at gælde for Danmark. Dette udgangspunkt kan dog fraviges, idet de andre medlemsstater vil kunne beslutte, at en ophævet eller helt erstattet retsakt ikke længere skal være gældende for eller finde anvendelse i Danmark, hvis den nye retsakt ellers måtte blive uanvendelig for de andre  medlemsstater. Hertil kommer, at hvis Danmark kommer til at stå tilbage som den eneste medlemsstat, der fortsat er bundet af en gammel retsakt vedrørende politimæssigt eller strafferetligt samarbejde, der bygger på princippet om gensidig anerkendelse eller fastlægger det retlige grundlag for eksisterende EU-organer, vil den gamle retsakt ikke i praksis have nogen virkning i forhold til Danmark. Det bemærkes, at en sådan konsekvens støttes af de andre medlemsstater.

I notitsens pkt. 5 er det endvidere anført, at der er grund til at tro, at EU-lovgiver på samme måde som i tilknytning til CEPOL-forordningsforslaget (Det Europæiske Politiakademi) vil erklære, at Danmark ikke længere kan deltage i Europol fra det tidspunkt, hvor den kommende Europol-forordning finder anvendelse.

I forbindelse med ikrafttrædelsen af den kommende Europol-forordning vil der således ikke i forhold til Danmark ske en formel ophævelse af den nu gældende rådsafgørelse 2009/371/RIA af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol).

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 6 (KOM (2013) 0173) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 3: om ministerens redegørelse af karakteren af samarbejde mellem Europol og tredjelandes myndigheder

”Ministeren bedes redegøre for 1) karakteren af samarbejde mellem Europol og tredjelandes myndigheder, som angivet i Kommissionens forslag til forordning om Europol (KOM (2013) 0173) artikel 31, stk. 1a, herunder hvorvidt et sådant samarbejde indebærer mulighed for udstationering af forbindelsesofficerer ved Europol, adgang (direkte eller indirekte) til Europols Analytical Work Files og Europol Information System, og 2) betingelserne for at indgå et samarbejde om inforationsudveksling efter artikel 31, stk. 1a, herunder hvorvidt der kræves inddragelse af Rådet og Europa-Parlamentet. Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling), jf. KOM (2013) 0173 spørgsmål 7.”

Svar:

1. Det følger af artikel 29, stk. 1, i Kommissionens forordningsforslag om Europol, at Europol – i det omfang det er nødvendigt for at udføre Europols opgaver – kan oprette og vedligeholde samarbejdsrelationer med bl.a. retshåndhævende myndigheder i tredjelande.

Det følger endvidere af artikel 31, at samarbejde mellem Europol og tredjelande, som giver adgang til udveksling af personoplysninger, kræver enten en kommissionsafgørelse om tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau hos tredjelandet eller en aftale mellem EU og tredjelandet, som er indgået i medfør af Traktatens artikel 218 om indgåelse af internationale aftaler, og som giver tilstrækkelige garantier med hensyn til beskyttelse af fysiske personers grundlæggende rettigheder og friheder.

For så vidt angår afgørelser om tilstrækkeligt beskyttelsesniveau fremgår det nærmere af artikel 31, stk. 1, litra a, at Europol kan videregive personoplysninger til en myndighed i et tredjeland i det omfang, det er nødvendigt for at udføre Europols opgaver, med hjemmel i afgørelser, Kommissionen har vedtaget i henhold til artikel 25 og 31 i databeskyttelsesdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995) om, at det pågældende land sikrer et tilstrækkeligt niveau for databeskyttelse. Europol kan indgå samarbejdsordninger til at gennemføre afgørelser om tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.

Databeskyttelsesdirektivet indeholder i artikel 25, stk. 6, en bestemmelse om, at Kommissionen efter proceduren i direktivets artikel 31, stk. 2, kan fastslå, at et tredjeland sikrer et tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau på grundlag af dets nationale lovgivning eller dets internationale forpligtelser med henblik på at beskytte privatlivet og personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Det fremgår af direktivets artikel 31, at Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaternes regeringer. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes, og udvalget afgiver en udtalelse om udkastet inden for en fastsat frist. Kommissionen vedtager foranstaltninger, der straks finder anvendelse. Hvis foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med den afgivne udtalelse, underrettes Rådet straks af Kommissionen herom. I så fald udsætter Kommissionen gennemførelsen af foranstaltningerne i tre måneder, og Rådet kan med kvalificeret flertal inden for dette tidsrum træffe en anden afgørelse.

2. Den eksisterende rådsafgørelse om Europol indeholder ikke en bestemmelse om, at samarbejde mellem Europol og tredjelande, som giver adgang til udveksling af  personoplysninger, kræver en kommissionsafgørelse om tilstrækkeligt databeskyttelsesniveau, jf. bestemmelserne i databeskyttelsesdirektivet. Den eksisterende rådsafgørelse giver derimod mulighed for, at Europol selv kan indgå aftaler med tredjelande.

Det er således uvist, om en afgørelse om tilstrækkeligt beskyttelsesniveau vil give adgang til andet end udveksling af personoplysninger. Det bemærkes i den forbindelse, at de eksisterende aftaler mellem Europol og tredjelande, der giver adgang til udveksling af personoplysninger, ikke giver direkte adgang til Europols informationsdatabaser. Denne type af aftaler giver dog adgang til udstationering af forbindelsesofficerer.

3. Forordningsforslaget om Europol er i øjeblikket under forhandling i Rådet og Europa-Parlamentet, og bestemmelserne kan i den forbindelse undergå ændringer. EU forhandler endvidere i øjeblikket om et nyt retsgrundlag, som skal erstatte databeskyttelsesdirektivet fra 1995.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 7 KOM (2013) 0173) fra Folketingets Europaudvalg.

Spørgsmål 4: om at redegøre for proceduren for tilvalg af nye EU retsakter på RIA området i fremtiden

”Spørgsmål 4: Vil ministeren redegøre for proceduren for tilvalg af nye EU retsakter på RIA området i fremtiden ud over de 22, som regeringen ønsker tilvalgt, hvis danskerne den 3. december 2015 siger "ja" til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 204.”

Svar:

1. En omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil indebære, at Danmark får en ret til – fra sag til sag – at tilvælge EU-retsakter, der vedtages med hjemmel i Traktatens afsnit om retlige og indre anliggender (tredje del, afsnit V, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde).

2. Tilvalgsordningen giver Danmark to forskellige muligheder for at tilvælge EU-retsakter, der vedtages med hjemmel i Traktatens afsnit om retlige og indre anliggender.

Det fremgår af artikel 3 i tilvalgsordningen, at Danmark inden tre måneder efter, at et forslag eller initiativ er blevet forelagt for Rådet, skriftligt kan meddele Rådets formand, at Danmark ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af sådanne foreslåede foranstaltninger, hvorefter Danmark har ret hertil.

Det fremgår endvidere af tilvalgsordningens artikel 4, at Danmark når som helst efter vedtagelsen af en foranstaltning kan meddele Rådet og Kommissionen, at Danmark ønsker at acceptere foranstaltningen. I så fald finder proceduren i Traktatens artikel 331, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

3. Traktatens artikel 331, stk. 1, vedrører proceduren for deltagelse i et igangværende såkaldt forstærket samarbejde i henhold til Traktaten.

Det følger heraf, at Kommissionen skal påse, at betingelserne for deltagelse er opfyldt. Hvis betingelserne er opfyldt, bekræfter Kommissionen inden fire måneder efter datoen for modtagelsen af meddelelsen om det danske tilvalg, at Danmark deltager i den tilvalgte retsakt. Hvis Kommissionen finder, at betingelserne for deltagelse ikke er opfyldt, angiver den, hvilke bestemmelser der skal træffes for at opfylde disse betingelser, herunder eventuelle overgangsordninger. Kommissionen fastsætter i givet fald en tidsfrist for fornyet behandling af anmodningen. Efter udløbet af denne tidsfrist tager Kommissionen anmodningen op til fornyet behandling. Hvis Kommissionen finder, at betingelserne for deltagelse fortsat ikke er opfyldt, vil Danmark kunne henvise sagen til afgørelse i Rådet.

4. Tilvalgsordningen indeholder særlige regler vedrørende Schengen-retsakter. Grundtrækkende i disse regler svarer til ordningen i den såkaldte Schengen-teknikalitet i det gældende danske retsforbehold. Den gældende Schengen-teknikalitet har gjort det muligt for Danmark at forblive tilknyttet – på mellemstatsligt grundlag – alle de Schengen-retsakter, der er vedtaget siden 1999.

Hvis retsforbeholdet omdannes til en tilvalgsordning, sker der således alene den ændring, at der fremover bliver tale om et egentligt tilvalg af de pågældende Schengen-retsakter,  hvorefter Danmark deltager EU-retligt og fuldt ud på lige fod med de øvrige medlemsstater i samarbejdet. Det følger således af artikel 6 i tilvalgsordningen, at en meddelelse om tilvalg i medfør af tilvalgsordningens artikel 4 skal gives senest seks måneder efter den endelige vedtagelse af en Schengen-retsakt.

Det følger endvidere af bestemmelsen, at hvis Danmark ikke tilvælger en ny Schengen-retsakt, skal der træffes beslutning om, hvilke forholdsregler der skal tages. Det betyder ultimativt en ekskludering af Danmark fra Schengen-samarbejdet. Det samme er tilfældet i dag med den gældende Schengen-teknikalitet.

Herudover følger det af bestemmelsen, at et dansk tilvalg af en Schengenretsakt på forslagsstadiet i medfør af tilvalgsordningens artikel 3 også binder som et efterfølgende tilvalg af ethvert yderligere forslag til udbygning af den pågældende retsakt.


5. Som det fremgår af udenrigsministerens forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning, vil beslutningen om tilvalg af fremtidige retsakter efter en eventuel overgang til en tilvalgsordning blive truffet af regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg i overensstemmelse med de procedurer, der er udviklet i praksis gennem aftaler mellem udvalget og regeringen.

Den nærmere procedure for, hvordan forelæggelsen for Folketinget Europaudvalg skal foregå, vil blive drøftet mellem regeringen og udvalget, hvis resultatet af folkeafstemningen den 3. december 2015 bliver et ja.

Der henvises i øvrigt til kapitel 4 i regeringens analyse ”Samarbejdet om retlige og indre anliggender – En analyse af EU-lovgivning omfattet af retsforbeholdet” fra marts 2015.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 204 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 5: om Danmarks rettigheder og proceduren for, hvis et direktiv eller en forordning, som Danmark har tilsluttet sig

”Vil ministeren redegøre for Danmarks rettigheder og proceduren, hvis et direktiv eller en forordning, som Danmark har til sluttet sig, ændrer sig? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 205”

Svar:

En omdannelse af det nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning ændrer ikke på udgangspunktet om, at Danmark ikke deltager i – og ikke bliver bundet af – retsakter, der vedtages med hjemmel i Traktatens afsnit om retlige og indre anliggender (tredje del, afsnit V, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde).

Tilvalgsordningen indebærer derimod som noget nyt, at Danmark – sag for sag – får ret til at træffe beslutning om at deltage i samarbejdet.

Et tilvalg er bindende og kan ikke trækkes tilbage. Derudover vil et tilvalg af en EU-retsakt også dække EU’s indgåelse af tredjelandsaftaler på det område, som er reguleret ved EU-retsakten.

Derimod er Danmark ikke forpligtet til at tilvælge ændringer, og Danmark bliver således ikke bundet af fremtidige ændringer til en tilvalgt retsakt. Danmark bliver tilsvarende ikke forpligtet til at tilvælge andre retsakter med tilknytning til den retsakt, som Danmark oprindeligt tilvalgte, og bliver således ikke bundet heraf.

Danmark bliver således kun bundet af andre retsakter – hvad enten der er tale om ændringsretsakter eller retsakter, der i øvrigt videreudvikler samarbejdet – hvis Danmark selv beslutter sig for at tilvælge de pågældende nye retsakter.

Der gælder dog en særregel for Schengen-samarbejdet, hvorefter et dansk tilvalg af en Schengen-retsakt på forslagsstadiet også binder som et efterfølgende tilvalg af ethvert yderligere forslag til udbygning af pågældende retsakt.

Der henvises i øvrigt til kapitel 4 i regeringens analyse ”Samarbejdet om retlige og indre anliggender – En analyse af EU-lovgivning omfattet af retsforbeholdet” fra marts 2015.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 205 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 6: om hvor langt EU er i processen omkring revisionen af Europol-forordningen, og hvilke konsekvenser vil det få for Danmark?

”Vil ministeren oplyse, hvor langt EU er i processen omkring revisionen af Europol-forordningen, og hvilke konsekvenser vil det få for Danmark? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 206.”


Svar:

Kommissionen fremsatte den 27. marts 2013 et forordningsforslag om Europol. Forordningsforslaget har til formål at erstatte det nuværende Europol med et nyt EU-agentur. Med den nye forordning vil Europol overgå fra at være et mellemstatsligt samarbejde til at blive et overstatsligt samarbejde. Som følge af retsforbeholdet står Danmark til at måtte forlade Europolsamarbejdet med den nye forordning.

Der blev opnået en generel indstilling til forordningsforslaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014. I øjeblikket pågår triaogforhandlingerne med Europa-parlamentet. Forslaget forventes vedtaget i foråret 2016. Herefter vil der formentlig være en overgangsperiode, indtil det nye Europol er oppe at køre.

For en mere generel beskrivelse af de konsekvenser, som det i givet fald vil have for dansk politi, hvis Danmark ikke længere kan deltage i Europol-samarbejdet, henvises til Justitsministeriets besvarelse af 13. februar 2014 af spørgsmål nr. 280 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 206 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 7: om hvor mange opslag dansk politi foretog i 2014 i hhv. EIS og i SIENA?

”Vil ministeren oplyse, hvor mange opslag dansk politi foretog i 2014 i hhv. EIS og i SIENA? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 207.”


Svar:


Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:


”Dansk politi foretog i 2014 71.481 søgninger i Europols Informations System (EIS) og udvekslede 12.009 meddelelser via Europols Informationsudvekslingssystem (SIENA).”

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 207 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 8: om Norges brug af Europols søgesystemer


”Kan ministeren redegøre for Norges brug af Europols søgesystemer med den aftale, Norge har? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 208.”

Svar: 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”Politidirektoratet i Norge har oplyst, at søgning i EIS foretages i ganske begrænset omfang, da Norge ikke har adgang til at lægge informationer i EIS, ligesom Norge ikke har adgang til selv at foretage søgninger i systemet.

Politidirektoratet har i den forbindelse bemærket, at den operative værdi af EIS består i, at landene på egen hånd kan foretage en direkte søgning, hvilket ikke er muligt for de norske myndigheder. Hvis de norske myndigheder således ønsker at foretage en søgning i EIS, skal denne ske via Europol, og forespørgslen skal sendes via Europols informationsudvekslingssystem (SIENA). Dette medfører, at søgningen som udgangspunkt tager for lang tid og derved mister sin operative betydning.

På den baggrund har Politidirektoratet tilkendegivet, at mulig heden for søgning i EIS har begrænset operativ værdi og derfor som udgangspunkt alene anvendes i hastende sager, hvor svartiden kan begrænses ved samtidig at foretage en opringning til Europol.

For så vidt angår antallet af søgninger i EIS har Politidirektoratet oplyst, at der ikke føres statistik over dette, da alle søgninger går via Europol. Alle forespørgsler til Europol går via
SIENA, og Politidirektoratet skønner på baggrund af SIENA-statistikken, at de norske myndigheder maksimalt anmodede om søgninger i EIS 2.000 gange i 2014.

Endelig har de norske myndigheder i alt pr. 2. september 2015 lagt 1.212 objekter i EIS.

For så vidt angår informationsudveksling via SIENA har Politidirektoratet oplyst, at Norge har en operativ aftale, som giver adgang til at anvende SIENA. Norge udvekslede i 2014 9.107 meddelelser via SIENA, hvoraf cirka 75 procent af meddelelserne var indgående til de norske myndigheder.”
  
Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets besvarelse af 8. oktober 2015 af spørgsmål nr. 233 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 208 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 9: om hvordan et europæisk register over flypassagerer (PNR) vil bidrage til terrorbekæmpelse og forebyggelse i Danmark fremadrettet

”Vil ministeren redegøre for, hvordan et europæisk register over flypassagerer (PNR) vil bidrage til terrorbekæmpelse og forebyggelse i Danmark fremadrettet? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 209”


Svar:


1. Forslaget om oprettelse af et europæisk PNR-system har til formål at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om luftfartsselskabers videregivelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) i forbindelse med internationale flyvninger til og fra medlemsstaterne og om behandlingen af disse oplysninger med henblik på at bekæmpe terrorhandlinger og grov kriminalitet. Forslaget indeholder blandt andet bestemmelser om luftfartselskabernes forpligtelser til at videregive oplysninger og bestemmelser om udveksling af PNR-oplysninger mellem medlemsstaterne.

Det er af afgørende betydning for terrorbekæmpelsen, at nationale sikkerhedsmyndigheder har hurtig og effektiv adgang til oplysninger om, at personer med mulig tilknytning til terrorvirksomhed er på vej til eller fra landet, og hvor og hvornår den pågældende vil rejse.

Sådanne informationer kan i visse tilfælde udledes af PNR-oplysninger. PNR-oplysningerne vil også give en sikkerhedstjeneste som eksempelvis PET mulighed for løbende at følge passageroplysninger vedrørende særlige destinationer og rejsemønstre, som vurderes at være relevante i en terrormæssig sammenhæng.

Baggrunden for, at der er behov for adgang til PNR-oplysninger, skyldes ikke mindst det aktuelle trusselsbillede.

Center for Terroranalyse (CTA) vurderer således i sin seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark fra 18. marts 2015, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig. Det vil sige, at der i Danmark og i udlandet er personer, der har intention om og kapacitet til at udføre terrorangreb i Danmark.

Trusselsniveauet har ikke ændret sig de seneste år. Men truslen har ændret karakter. Bl.a. udgør konflikten i Syrien og Irak nu den væsentligste faktor i trusselsbilledet. Mindst 115 personer er eller har været udrejst fra Danmark. Ca. halvdelen befinder sig nu igen i Danmark. Konfliktområdet tiltrækker fortsat både nye rejsende og personer, der tidligere har været udrejst. De personer, der udrejser, tilslutter sig nu i altovervejende grad Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL).

De såkaldte syrienskrigere (”foreign fighters”) har ofte været i militante træningslejre og deltaget i kamphandlinger. I nogle tilfælde har det yderligere radikaliseret dem og givet dem færdigheder og en parathed til vold, der sætter dem i stand til at gennemføre terrorangreb i Danmark. Det kan være terrorangreb, der kan iværksættes med kort planlægningshorisont og med lettilgængelige midler, enten på eget initiativ eller efter instruktion fra grupper i udlandet.

Det vil selvsagt styrke PET’s mulighed for at bekæmpe terror, hvis tjenesten har adgang til oplysninger fra andre medlemsstater om, at potentielle terrorister er på vej til landet. Et europæisk PNR-system vil kunne bidrage hertil.

2. Direktivforslaget er omfattet af det danske retsforbehold, og en eventuel vedtagelse af forslaget vil derfor ikke være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti blev den 17. marts 2015 enige om i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3.december 2015 at tilvælge 22 eksisterende retsakter på området for retlige og indre anliggender. Det fremgår af aftalen om tilvalg, at aftalepartierne er indstillet på, at Danmark
kan deltage i det kommende EU PNR-system.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 209 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 10: om hvorvidt en parallelaftale vedrørende PNR vil være juridisk mulig

”Vil ministeren redegøre for, om en parallelaftale vedrørende PNR vil være juridisk mulig? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 210.”


Svar:


Direktivforslaget om oprettelse af et europæisk PNR-system er omfattet af  det danske retsforbehold, og en eventuel vedtagelse af forslaget vil derfor ikke være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Hvis Danmark skal deltage i det nye direktiv, vil det kræve, at retsforbeholdet omdannes til en tilvalgsordning efter folkeafstemningen den 3. december 2015, eller at Danmark søger om og opnår en parallelaftale.

Siden Lissabon-Traktaten er trådt i kraft, har Danmark ikke indgået en parallelaftale. 

Der er således ingen fortilfælde for, hvordan Lissabon-Traktatens regler om indgåelse af internationale aftaler konkret vil finde anvendelse i forhold til en eventuel parallelaftale. Indholdet af en parallelaftale vil i givet fald afhænge af, hvad man måtte kunne forhandle sig frem til.

Der henvises for så vidt angår proceduren for indgåelse af en parallelaftale til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 14 vedrørende lovforslaget.

Der henvises endvidere for så vidt angår direktivforslaget om oprettelse af et europæisk PNR-system til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 9 vedrørende lovforslaget.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 210 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 11: om at Danmark både før og efter en eventuel omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil være bundet af de samme regler, for så vidt angår grænsekontrol, Schengen-samarbejdet m.v.

"Kan ministeren bekræfte, at Danmark både før og efter en eventuel omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil være bundet af de samme regler for så vidt angår grænsekontrol, Schengen-samarbejdet m.v.? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 211."

Svar:

Det følger af artikel 4 i protokol nr. 22 til Lissabon-Traktaten (forbeholdsprotokollen), at Danmark inden 6 måneder efter, at Rådet har truffet foranstaltning om et forslag om eller initiativ til en udbygning af Schengen-reglerne, beslutter, om Danmark – på mellemstatsligt niveau – vil tilslutte sig foranstaltningen. Danmark har tilsluttet sig alle de Schengen-retsakter, som de andre medlemslande og Europa-Parlamentet har vedtaget.

En omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning medfører grundlæggende alene den ændring, at der fremover bliver tale om et egentligt tilvalg af de pågældende Schengen-retsakter, hvorefter Danmark bliver EU-retligt (overstatsligt) bundet af retsakterne.

Tilvalgsordningen vil således i praksis ikke medføre nogen ændringer i forhold til Schengen-samarbejdet, herunder reglerne om grænsekontrol, fordi Danmark allerede i dag deltager heri.

Spørgsmål 12: om fordelene for danskerne, der skal arve familie i andre EU-lande, såfremt retsforbeholdet omdannes til en tilvalgsordning

”Vil ministeren beskrive fordelene for danskere, der skal arve familie i andre EU-lande, såfremt retsforbeholdet omdannes til en tilvalgsordning? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 212.”

Svar:

Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti blev den 17. marts 2015 enige om i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015 at tilvælge 22 eksisterende retsakter på området for retlige og indre anliggender, herunder arveretsforordningen.

Arveretsforordningen har til formål at forenkle behandlingen af arvesager med et grænseoverskridende element.

Et tilvalg af forordningen vil for danskere, der skal arve familie i andre EU-lande, betyde, at spørgsmålet om, hvilken medlemsstats regler der skal finde anvendelse, afgøres efter forordningen.

Forordningens hovedregel er, at reglerne i den medlemsstat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, skal anvendes på hele arven. Arveladeren har dog mulighed for at vælge, at det i stedet skal være lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende har statsborgerskab, som skal finde anvendelse.

Den lov, som fastlægges i medfør af forordningen, finder anvendelse på hele arven fra arvefaldet til overdragelsen af ejendomsretten til de arveberettigede. Dette gælder f.eks. i forhold til fastlæggelsen af de arveberettigede, retten til at få arv, kuratorers beføjelser og tilbageførsel af gaver.

Et tilvalg af arveretsforordningen vil betyde, at hvis arvesagen efter forordningens regler skal behandles i Danmark, så kan andre medlemsstater ikke stille krav om, at arvesagen helt eller delvist skal behandles dér.

Hvis afdøde ønskede, at arven efter sig skulle behandles efter dansk lovgivning, vil arvingerne have adgang til at aftale, at sagen skal behandles i Danmark. En dansk skifteret kan således i en sådan situation behandle bo-et, hvilket i så fald skal respekteres af de øvrige medlemsstater.

Et tilvalg af forordningen vil endelig betyde, at danske arvinger og legatarer kan vælge at få udstedt et europæisk arvebevis ved en skifteret. Arvebeviset viser arvingens status og rettigheder i arvesagen og vil kunne anvendes direkte over for f.eks. banker i andre medlemsstater, som skal foretage udbetaling eller udlevering af aktiver til arvingen. Arvingerne kan således med arvebeviset godtgøre, at de er berettigede til at få udleveret aktiver.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 212 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 13: om det vil være muligt at styrke kontrollen i grænseområderne i forhold til de gældende regler for Schengen-området

”Vil ministeren vurdere, om det vil være muligt at styrke kon-trollen i grænseområderne i forhold til de gældende regler for Schengen-området? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 213.”


Svar:

1. Det bemærkes, at en omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning ikke ændrer på indholdet af Schengenreglerne, herunder rammerne for Danmarks kontrol i grænseområderne.

2. Det følger af Schengen-reglerne, som henhører under Udlændinge-, In-tegrations- og Boligministeriet, at de indre Schengen-grænser kan passeres overalt, uden at der gennemføres personkontrol, uanset personernes nationalitet, jf. Schengen-grænsekodeksens artikel 20. Der må således som udgangspunkt ikke gennemføres systematisk grænsekontrol ved de indre Schengen-grænser.

I visse tilfælde kan dette udgangspunkt dog undtagelsesvist fraviges. Det følger således f.eks. af Schengen-grænsekodeksens artikel 23, at grænse-kontrol undtagelsesvist kan genindføres i et begrænset tidsrum, hvis der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed.

3. Ved lov nr. 271 af 25. marts 2015 om ændring af udlændingeloven blev politiets kontrolmuligheder i grænseområder og lufthavne, herunder ved de indre grænser, styrket.

Formålet med lovændringen var bl.a. – med inspiration fra lovgivning ind-ført i Nederlandene – at skabe en klar retlig ramme for den politimæssige kontrol af udlændinge i grænseområder og lufthavne i overensstemmelse med Schengen-grænsekodeksen og EU-Domstolens seneste praksis i de forenede sager C-188/10 og C-189/10, Melki, og sagen C-278/12, Adil.

Ved lovændringen blev politiets eksisterende beføjelser efter udlændinge-lovens § 38, stk. 6, således udvidet, og politiet blev givet en generel beføjelse til at standse og kontrollere personer efter indrejse for at fastslå deres identitet, nationalitet og opholdsret, uanset på hvilken måde de pågældende er indrejst.

Ved bekendtgørelse nr. 640 af 12. maj 2015 om kontrol af ulovligt ophold efter indrejse (kontrolbekendtgørelsen) er der fastsat nærmere regler om intensiteten, hyppigheden og selektiviteten af politiets kontrol i de grænse-nære områder med henblik på at sikre, at kontroller sker i overensstemmelse med Schengen-reglerne.

I kontrolbekendtgørelsens § 2 er der således fastsat regler for omfanget af politiets kontrol i de grænsenære områder. F.eks. kan kontrol på veje efter bestemmelsens stk. 4 højst udføres 90 timer om måneden og højst 6 timer om dagen på samme vej.

Det følger dog af kontrolbekendtgørelsens § 3, at udlændinge-, integrations- og boligministeren i særlige tilfælde, hvis der foreligger en væsentlig stigning i antallet af tilfælde af ulovligt ophold, eller hvor der inden for kort tid kan forventes en sådan stigning, kan beslutte at fravige de i § 2 fastsatte begrænsninger i en periode på op til 4 uger.

4. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, ønsker regeringen at styrke kontrollen i grænseområderne inden for rammerne af Schengen-samarbejdet.

Regeringen vil, som det fremgår af finanslovforslaget ”Stramme rammer – klare prioriteter”, drøfte med Folketingets partier, hvordan man kan styrke politiet og sikre gode rammer for, at politiet kan agere professionelt, effektivt og til gavn for borgerne. Et af de emner, som regeringen i den forbindelse ønsker at drøfte, er styrkelse af indsatsen i Danmarks grænseområder.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 213 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 14: om ministeren vil redegøre for kriterier, procedurer og erfaringer i forhold til indgåelse af parallelaftaler efter Lissabontraktaten

”Vil ministeren redegøre for kriterier, procedurer og erfaringer i forhold til indgåelse af parallelaftaler efter Lissabontraktaten? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 214.”


Svar:

1. Hidtil har Danmark opnået fire parallelaftaler på det samlede RIA-område, mens to anmodninger er blevet afvist. Danmark har ikke indgået parallelaftaler efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden.

Parallelaftalerne er indgået efter de dagældende regler i EF-Traktaten om EU’s indgåelse af aftaler med tredjelande. Reglerne om tredjelandsaftaler er ændret med Lissabon-Traktaten. Reglerne fremgår i dag af EUF-Traktatens artikel 218. Den væsentligste ændring i reglerne er, at Europa-Parlamentet efter de nuværende regler skal tilslutte sig indgåelsen af aftalen.

2. Indgåelse af en parallelaftale vil indledningsvis kræve en anmodning fra Danmark, som Kommissionen skal tage stilling til. Hvis Kommissionen finder, at betingelserne er opfyldt, fremsætter Kommissionen henstillinger for Rådet, som vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger. Rådet træffer afgørelser med kvalificeret flertal. Indgåelse af en aftale forudsætter derudover Europa-Parlamentets godkendelse.

Kommissionen er ikke forpligtet til at stille forslag om forhandling af en parallelaftale, ligesom Rådet ikke er forpligtet til at give Kommissionen et mandat hertil. Det må formodes, at de politiske kriterier, der blev opstillet for de nuværende parallelaftaler, fortsat er aktuelle, herunder helt grundlæggende, at en aftale kun kan komme på tale, hvis den vurderes at være i EU’s interesse (og ikke alene i Danmarks interesse). Der henvises i den forbindelse til side 30 i regeringens analyse ”Samarbejdet om retlige og indre anliggender – En analyse af EU-lovgivning omfattet af retsforbeholdet” fra marts 2015.

3. Erfaringerne fra de nuværende parallelaftaler viser, at forhandlingerne var ganske omfattende og ofte langsommelige og varede flere år. Siden Lissabon-Traktaten er trådt i kraft, har Danmark som nævnt ikke indgået en parallelaftale. Der er således ingen fortilfælde for, hvordan Lissabon-Traktatens regler om indgåelse af internationale aftaler konkret vil finde anvendelse i forhold til en eventuel parallelaftale.

Det bemærkes, at den daværende regering i juni 2013 fik mandat til at indlede forhandlinger med Kommissionen om en supplerende parallelaftale i forhold til en ny forordning om ændring af Eurodacforordningen. Der er behov for en supplerende aftale, idet retshåndhævende myndigheder får adgang til Eurodac-systemet, når de efterforsker terrorhandlinger eller andre alvorlige forbrydelser, hvilket ikke er omfattet af den eksisterende aftale. Kommissionen anmodede i juni 2015 Rådet om mandat til at indlede forhandlinger med Danmark. Rådet har endnu ikke givet Kommissionen nyt forhandlingsmandat.

Der henvises i øvrigt til kapitel 5 i regeringens analyse ”Samarbejdet om retlige og indre anliggender – En analyse af EU-lovgivning omfattet af retsforbeholdet” fra marts 2015.
Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 214 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 15: om Danmarks muligheder for at indgå en parallelaftale vedrørende Europol

”Vil ministeren vurdere Danmarks muligheder for at indgå en parallelaftale vedrørende Europol, herunder eventuelle komplikationer ved at indgå parallelaftaler med et agentur, finansiering, medarbejdersammensætning, politisk udvikling af agenturet osv.? Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2014-15 (2. samling) på REU alm. del – spørgsmål 215.”


Svar:

Siden Lissabon-Traktaten er trådt i kraft, har Danmark ikke indgået en parallelaftale. Der er således ingen fortilfælde for, hvordan Lissabon-Traktatens regler om indgåelse af internationale aftaler konkret vil finde anvendelse i forhold til en eventuel parallelaftale. Derudover vedrører ingen af de eksisterende parallelaftaler deltagelse i et EU-agentur.

Indholdet af en parallelaftale vil i givet fald afhænge af, hvad man måtte kunne forhandle sig frem til. Det er derfor uvist, hvilke elementer i det fremtidige Europol-samarbejde der vil kunne indgå i en parallelaftale. Der er således som nævnt ikke tidligere indgået en parallelaftale med henblik på deltagelse i et EU-agentur, og der foreligger derfor ingen fortilfælde.

Der henvises for så vidt angår proceduren for indgåelse af en parallelaftale til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 14 vedrørende lovforslaget.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 215 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 16: om hvor mange danske borgeres oplysninger ligger tilgængelige i EIS eller andre Europol-systemer

”Ministeren bedes oplyse, hvor mange danske borgeres oplys-ninger ligger tilgængelige i EIS eller andre Europol-systemer, samt hvor mange indberetninger der er sket de sidste fem år, og hvor mange danske borgere det drejer sig om.Spørgsmålet er tidligere stillet som REU alm. del - spørgsmål 893 (folke-tingsåret 2014-15, 1. samling) og genstillet som REU alm. del – spørgsmål 103 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”


Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”Rigspolitiet har foretaget en søgning i Europols Informations-system (EIS), ligesom Rigspolitiet har indhentet oplysninger fra Europol.

Rigspolitiet kan herefter oplyse, at der medio 2015 var oplysninger om ca. 500 personer i EIS, som er danske statsborgere og/eller borgere født i Danmark.

Endvidere var der medio september 2015 oplysninger om ca. 600 personer i Europols analysedatabaser, som er danske stats-borgere og/eller borgere født i Danmark.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i de to persongrupper kan være personsammenfald, idet en person kan fremgå samtidig af både EIS og Europols analysedatabaser.

Videre bemærkes, at ovennævnte tal er behæftet med stor usikkerhed, idet det er muligt at indføre oplysninger om personer i Europols databaser, uden at der samtidig anføres et stats-borgerskab, ligesom indholdet af databaserne beror på bidrag fra alle medlemslande og tredjelande, som har operationelle samarbejdsaftaler med Europol.

Rigspolitiet kan endvidere oplyse, at det ikke er muligt at opgøre antallet af årlige indberetninger til Europols databaser vedrørende oplysninger om danske borgere, idet der ikke føres statistik herfor.

Rigspolitiet skal endelig bemærke, at Europols databaser er efterretnings- og efterforskningsværktøjer, som ikke er lavet til detaljerede statistikformål, og som derfor heller ikke umiddel-bart giver mulighed for at trække detaljerede statiske oplysninger om de personer, som databaserne indeholder oplysninger om.”

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 103 fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 17: om en udførlig status på forhandlingerne om Europol

”Ministeren bedes give en udførlig status på forhandlingerne om Europol, herunder specifikt med fokus på omfanget af den demokratiske kontrol, beføjelser samt databeskyttelsen. Spørgsmålet er tidligere stillet som REU alm. del – spørgsmål 130 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”
  

Svar:

Kommissionen fremsatte den 27. marts 2013 et forslag til en forordning om et nyt retsgrundlag for Europol. Europa-Parlamentet vedtog den 25. februar 2014 sin betænkning over forslaget, og der blev opnået generel ind-stilling til forslaget på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni 2014.

Trilogforhandlingerne mellem Rådet og Europa-Parlamentet blev påbe-gyndt i oktober 2014 under italiensk formandskab. Forhandlingerne pågår fortsat, og der er på nuværende tidspunkt afholdt i alt ni triloger. Det forventes, at forordningen bliver vedtaget i foråret 2016.

Rådets og Parlamentets ændringsforslag til Kommissionens oprindelige forslag er på en række punkter forskellige. Dette gælder bl.a. forslagets bestemmelser om parlamentarisk kontrol og databeskyttelse.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 130 fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 18: om hvilke beføjelser Europol har

”Ministeren bedes redegøre for, hvilke beføjelser Europol har. Spørgsmålet er tidligere stillet som REU alm. del – spørgsmål 131 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

Det følger af artikel 1 i Rådets afgørelse af 6. april 2009 om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol), at formålet med Europol er at støtte og styrke de kompetente nationale myndigheders indsats og gensidige samarbejde om forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet, terrorisme og andre former for grov kriminalitet, der berører to eller flere medlemsstater.

Europols opgaver er fastlagt i rådsafgørelsens artikel 5. Det følger heraf, at Europol bl.a. har til opgave at indsamle, lagre, behandle, analysere og udveksle oplysninger og efterretninger, og at være behjælpelig med efter-forskningen i medlemsstaterne, navnlig ved at fremsende alle relevante op-lysninger til de nationale enheder. Europol kan desuden anmode de kom-petente myndigheder i de berørte medlemsstater om i specifikke sager at indlede, udføre eller koordinere efterforskningen og foreslå, at der oprettes fælles efterforskningshold.

De nærmere rammer for Europols deltagelse i fælles efterforskningshold er fastlagt i rådsafgørelsens artikel 6. Det følger heraf, at Europols personale kan deltage som støttefunktion i fælles efterforskningshold, forudsat at holdene efterforsker strafbare handlinger, der hører under Europols kompetence. Europols personale kan i den forbindelse inden for rammerne af lovgivningen i de medlemsstater, hvor det fælles efterforskningshold opererer, deltage i alle aktiviteter og udveksle oplysninger med alle medlemmer af det fælles efterforskningshold.

De nærmere rammer for Europolpersonalets deltagelse i et fælles efterforskningshold fastsættes i en aftale mellem Europols direktør og de kompetente myndigheder i de medlemsstater, der deltager i det fælles efterforskningshold med deltagelse af de nationale enheder.

Europols personale kan inden for rammerne af den nævnte aftale bl.a. stille oplysninger fra Europols informationsbehandlingssystemer til rådighed for det fælles efterforskningsholds medlemmer og udlånte medlemmer.

Europol kan i henhold til rådsafgørelsens artikel 7 anmode medlemsstater-ne om at indlede strafferetlige efterforskninger. Medlemsstaterne skal behandle enhver anmodning fra Europol om at indlede, gennemføre eller koordinere efterforskninger i specifikke sager og give sådanne anmodninger den fornødne opmærksomhed. Medlemsstaterne meddeler Europol, om den pågældende efterforskning vil blive indledt. Hvis de kompetente myndigheder i en medlemsstat beslutter ikke at efterkomme en anmodning fra Europol, skal Europol informeres om denne beslutning og om begrundel-sen herfor, medmindre denne ikke kan gives som følge af nogle i bestemmelsen angivne grunde, herunder fordi det vil skade væsentlige nationale sikkerhedsinteresser.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 131 fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 19: om hvordan Europol som myndighed kontrolleres

”Ministeren bedes redegøre for, hvordan Europol som myndighed kontrolleres. Spørgsmålet er tidligere stillet som REU alm. del – spørgsmål 132 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”
  

Svar:

Det følger af artikel 33 i den eksisterende rådsafgørelse om Europol, at hver medlemsstat skal udpege en national kontrolinstans, som har til opgave uafhængigt og i overensstemmelse med national ret at overvåge lovlig-heden af den pågældende medlemsstats registrering, søgning og videregivelse uanset form af personoplysninger til Europol samt sikre sig, at den registreredes rettigheder ikke krænkes herved.

Enhver kan anmode den nationale kontrolinstans om at kontrollere, at registreringen hos og videregivelsen til Europol af personoplysninger om vedkommende selv uanset form samt medlemsstaternes søgning sker lovligt.

Datatilsynet er udpeget som national kontrolinstans efter rådsafgørelsens artikel 33, jf. § 3 i lov nr. 1261 af 16. december 2009 om Den Europæiske Politienhed (Europol).

Det følger af artikel 34 i rådsafgørelsen, at der oprettes en uafhængig fælles kontrolinstans, som har til opgave at overvåge Europols virksomhed for at sikre, at registrerede personers rettigheder ikke krænkes ved lagring, behandling og anvendelse af oplysninger, som Europol er i besiddelse af. Den Fælles Kontrolinstans kontrollerer endvidere, at videregivelsen af op-lysninger, som stammer fra Europol, er lovlig.

Den Fælles Kontrolinstans består af højst to medlemmer eller repræsentanter, som eventuelt bistås af suppleanter, fra hver national kontrolinstans, som har de nødvendige kvalifikationer og udnævnes for fem år af hver medlemsstat.

Kommissionens forslag til en ny forordning om Europol indeholder bl.a. forslag om at opdatere reglerne om databeskyttelse samt om parlamentarisk kontrol med Europol. Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 17 til lovforslaget er forordningsforslaget i øjeblikket under forhandling i Rådet og Parlamentet, og forslaget kan i den forbindelse undergå ændringer.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 132 fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 20: om hvilke data om borgere Europol har adgang til samt hvilke krav der stilles til opbevaring og databeskyttelse

”Ministeren bedes redegøre for, hvilke data om borgere Europol har adgang til, hvilke krav der stilles til opbevaring og databeskyttelse, samt hvilken adgang til data andre EU-lande har, og hvilken adgang der er til udveksling af data med tredjelande. Spørgsmålet er tidligere stillet som REU alm. del – spørgsmål 133 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”
  

Svar:

1. Det følger af artikel 10, stk. 1, i Rådets afgørelse af 6. april 2009 om op-rettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol), at Europol opretholder og vedligeholder Europols informationssystem og de analyseregistre, som er reguleret i rådsafgørelsens artikel 14. Europol kan desuden i medfør af rådsafgørelsens artikel 10, stk. 2 og 3, oprette og vedligeholde andre systemer til behandling af personoplysninger.

2. Det nærmere indhold af Europols informationssystem (EIS) er fastlagt i rådsafgørelsens artikel 12.

Det fremgår af artikel 12, stk. 1, at de oplysninger, der registreres i EIS, skal vedrøre personer, der i overensstemmelse med den pågældende med-lemsstats nationale ret mistænkes for at have begået eller have deltaget i en strafbar handling, der henhører under Europols kompetence, eller som er dømt for en strafbar handling, eller personer, om hvem der ifølge den be-rørte medlemsstats nationale ret er konkrete indicier for eller rimelig grund til at tro, at de vil begå strafbare handlinger, som henhører under Europols kompetence.

Artikel 12, stk. 2, regulerer hvilke oplysninger vedrørende de personer, der er omfattet af artikel 12, stk. 1, der må omfattes af registeret. Dette gælder oplysning om navn, fødedato og fødested, nationalitet, køn, bopæl, erhverv og opholdssted samt socialsikringsnummer, kørekort, identifikationsdokumenter og pasoplysninger. Registeret må desuden om nødvendigt omfatte oplysninger om andre kendetegn, som kan tjene til at identificere personen, herunder f.eks. fingeraftryksoplysninger og dna-profil.

Ud over de i stk. 2 omhandlede oplysninger kan informationssystemet dog også anvendes til at behandle en række øvrige oplysninger om strafbare forhold vedrørende personkredsen omfattet af stk. 1. Dette gælder bl.a. oplysninger om strafbare handlinger, formodede strafbare handlinger samt oplysninger om, hvornår, hvor og hvordan de blev begået eller formodes begået og mistanke om medlemskab af en kriminel organisation, jf. artikel 12, stk. 3.

Yderligere oplysninger, som Europol eller nationale enheder er i besiddelse af om de personer, der er omhandlet i stk. 1, kan på anmodning videregives til enhver national enhed eller Europol, jf. artikel 12, stk. 4. De nationale enheders videregivelse af oplysninger foregår under overholdelse af national ret.

Retten til at foretage søgning i informationssystemet er forbeholdt de nationale enheder, forbindelsesofficererne, Europols direktør, vicedirektører og bemyndigede medlemmer af personalet. De kompetente myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget, kan dog også søge i Europols informationssystem. Resultatet af en sådan søgning vil imidlertid kun vise, om de ønskede oplysninger er lagret i informationssystemet, og nærmere oplysninger vil skulle indhentes fra den nationale enhed. Der henvises i den forbindelse til rådsafgørelsens artikel 13.

3. Europol kan desuden oprette analyseregistre. Analyseregistre oprettes med henblik på analyser defineret som indsamling, behandling eller anvendelse af oplysninger med det formål at understøtte strafferetlige efterforskninger. De nærmere betingelser for oprettelse af analyseregistre er fastlagt i artikel 13-16.

Analyseregistre kan indeholde oplysninger om de personer, der er omfattet af artikel 12, stk. 1. Analyseregistre kan dog også indeholde oplysninger om personer, der kan blive indkaldt som vidner i forbindelse med efterforskninger af de pågældende strafbare forhold eller i efterfølgende straffesager, personer, der har været offer for en af de pågældende strafbare handlinger, eller om hvem visse omstændigheder giver grund til at antage, at de kan blive offer for en sådan strafbar handling, kontakt- og ledsage-personer og personer, som kan skaffe oplysninger om de pågældende strafbare handlinger.

Behandling af personoplysninger om racemæssig eller etnisk oprindelse, politiske holdninger, religiøs eller filosofisk overbevisning og fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt oplysninger om helbredsforhold eller seksuelle forhold er kun tilladt, hvis det er strengt nødvendigt af hensyn til det pågældende registers formål, og hvis disse oplysninger supplerer andre personoplysninger, der allerede er indeholdt i registeret.

For hvert analyseregister skal Europols direktør i en instruks om oprettelse af registeret bl.a. fastlægge de persongrupper, der kan lagres oplysninger om, og typen af oplysninger, der skal lagres, deltagerne i analysegruppen på det tidspunkt, hvor registeret oprettes, og betingelserne for videregivelse af de lagrede personoplysninger, herunder til hvilke modtagere og under hvilke betingelser.

Alle deltagere i en analysegruppe kan søge oplysninger i registeret. Til analysegruppen er knyttet analytikere og andet personale ved Europol, der udpeges af direktøren, og forbindelsesofficerer og/eller eksperter fra de medlemsstater, der har leveret oplysningerne, eller som er berørt af analysen.

4. Det følger af artikel 20, at Europol kun lagrer oplysninger i dataregistre, så længe det er nødvendigt for udførelsen af Europols opgaver. Det skal senest tre år efter registreringen undersøges, om det fortsat er nødvendigt at opbevare de pågældende oplysninger. Det kan ved denne gennemgang besluttes fortsat at lagre de pågældende oplysninger indtil næste gennem-gang, der finder sted efter en ny treårsperiode, hvis lagringen stadig er nødvendig for udførelsen af Europols opgaver.

Hvis en medlemsstat i sine nationale registre sletter oplysninger, der er videregivet til Europol, og som er lagret i andre Europolregistre, underretter den Europol herom. Europol skal i så fald slette de pågældende oplysninger, medmindre Europol har en videre interesse i dem, der bygger på efter-retninger, som er mere vidtgående end dem, som den pågældende medlemsstat er i besiddelse af. Oplysninger slettes dog ikke, hvis dette ville skade væsentlige interesser for den registrerede. I så fald anvendes oplysningerne alene med den registreredes samtykke.

5. Rådsafgørelsens kapitel 5 indeholder bestemmelser om databeskyttelse og datasikkerhed, herunder bestemmelser om databeskyttelsesniveau, databeskyttelsesansvar og datasikkerhed.

Det følger således af artikel 35, at hver medlemsstat og Europol med henblik på Europols databehandling træffer foranstaltninger for bl.a. at forhindre uautoriseret registrering af oplysninger samt uautoriseret adgang til ændring eller sletning af registrerede personoplysninger og sikrer, at auto-riserede personer kun får adgang til de oplysninger, som henhører under deres kompetence, og at det er muligt at undersøge og fastslå, til hvilke myndigheder, der kan videregives eller er blevet videregivet personoplysninger.

Der henvises i øvrigt til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 19 til lovforslaget om kontrollen med Europol.

6. For så vidt angår spørgsmålet om Europols adgang til udveksling af personoplysninger med tredjelande kan der henvises til Justitsministeriets besvarelse af 7. oktober 2015 af spørgsmål nr. 199 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

7. Kommissionens forslag til en ny forordning om Europol indeholder bl.a. forslag om at opdatere reglerne om databeskyttelse. Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 17 til lovforslaget er forordningsforslaget i øjeblikket under forhandling i Rådet og Parlamentet, og forslaget kan i den forbindelse undergå ændringer.

Det bemærkes, at svaret er enslydende med Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 133 fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 21: om hvorvidt det er foreneligt med grundloven og med EU-retten, hvis lovforslaget ændres, så brugen af tilvalgsordningen begrænses til kun en eller få retsakter, f.eks. Europol

”Vil ministeren redegøre for, om det er foreneligt med grundloven og med EU-retten, hvis lovforslaget ændres, så brugen af tilvalgsordningen begrænses til kun en eller få retsakter, f.eks. Europol?”
  

Svar:

Tilvalgsordningen indebærer, at Danmark får mulighed for at tilslutte sig foranstaltninger, der vil gøre det nødvendigt at iagttage proceduren efter grundlovens § 20.

Med lovforslaget foreslås det, at der på forhånd gennemføres én samlet § 20-procedure om overladelse af beføjelser på området for retlige og indre anliggender. Der henvises vedrørende grundlovens § 20 til besvarelsen af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Det er Justitsministeriets vurdering, at det i forhold til tilvalgsordningen også er foreneligt med grundloven på forhånd at gennemføre en § 20-procedure for en del af området for retlige og indre anliggender, ligesom det er foreneligt med grundloven at gennemføre proceduren i hvert enkelt tilfælde, hvor Danmark på forslagsstadiet eller efterfølgende tilslutter sig en konkret retsakt, der indebærer afgivelse af suverænitet. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets redegørelse for visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Lissabon-Traktaten, side 86 ff.

Det er ligeledes Justitsministeriets vurdering, at det er foreneligt med EU-retten at begrænse § 20-proceduren til alene at angå konkrete retsakter, der indebærer afgivelse af suverænitet. Hensigten med forbeholdsprotokollen er imidlertid, som det fremgår af præamblen, at der fastlægges en retlig ramme, som giver Danmark mulighed for – på samme måde som Storbritannien og Irland – at deltage i foranstaltninger omfattet af ordningen, herunder at Danmark kan tilvælge retsakter på forslagsstadiet. Protokollen indeholder dog ikke en egentlig retlig forudsætning om, hvorledes man fra dansk side anvender tilvalgsordningen, herunder hvilke nationale procedurer man vil følge ved tilvalg af retsakter.

Ud fra en politisk synsvinkel er der imidlertid ikke tvivl om, at hensigten med tilvalgsordningen er, at give Danmark mulighed for – hvis vi selv ønsker det – at deltage i forhandlingerne om regler, som skal gælde i Danmark. I de tilfælde, hvor Danmark måtte ønske at tilvælge en retsakt på forslagsstadiet for at få indflydelse på forhandlingerne, ville en folkeafstemning skulle gennemføres inden for 3 måneder fra det tidspunkt, hvor et forslag er fremlagt for Rådet. Det vil i virkelighedens verden ikke kunne lade sig gøre.

Efter regeringens opfattelse er der derfor ingen tvivl om, at den rigtige løsning for Danmark er at gennemføre én samlet § 20-procedure på forhånd, således som det følger af lovforslaget. Det sikrer, at Danmark ligesom Storbritannien og Irland kan tilvælge retsakter på forslagsstadiet og dermed få mulighed for fuldt ud at deltage i forhandlingerne om de regler, som skal gælde i Danmark.

Spørgsmål 22: om kriterierne for udstedelse af en ransagningskendelse i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler

”Ministeren bedes redegøre for kriterierne for udstedelse af en ransagningskendelse i samtlige øvrige 27 EU-lande sammen-lignet med de danske regler. Spørgsmålet er tidligere stillet som REU alm. del – spørgsmål 122 (folketingsåret 2014-15, 2. samling).”
  

Svar:

1. Reglerne om ransagning findes i retsplejelovens kapitel 73 (§§ 793-800).
De almindelige betingelser for ransagning hos en mistænkt er fastsat i retsplejelovens § 794, stk. 1, hvorefter ransagning af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, kun må foreta-ges, såfremt (1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt (mistan-kekravet) for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale (krimi-nalitetskravet), og (2) ransagningen må antages at være af væsentlig betydning (indikationskravet) for efterforskningen. For så vidt angår ransag-ning af boliger og husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande er det endvidere en betingelse, (1) at sagen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf (kriminalitets-kravet), eller (2) at der er bestemte grunde til at antage (indikationskravet), at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen.

Ransagning må ikke foretages af skriftlige meddelelser eller lignende, som findes hos en mistænkt, og som hidrører fra en person, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne i sagen. Det samme gælder materiale, som hidrører fra en person omfattet af § 172, når materialet indeholder oplysninger, som den pågældende efter § 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen.

Retsplejelovens § 795 regulerer politiets mulighed for ransagning af hus-rum, andre lokaliteter eller genstande, som en ikke-mistænkt har rådighed over. Efter bestemmelsen kan ransagning kun ske, såfremt efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængselsstraf (kriminalitetskravet), og der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen (indikationskravet).

Kompetence til at træffe afgørelse om ransagning er reguleret i retsplejelovens § 796, og det afhænger af indgrebets intensitet, hvem der kan træffe afgørelse om ransagning. Afgørelse om ransagning af boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste gen-stande efter retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1, træffes ved rettens kendel-se. Såfremt øjemedet ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe afgørelse om ransagning. I sådanne tilfælde skal politiet snarest muligt og inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten med henblik på rettens godkendelse af indgrebet. Afgørelse om ransagning af andre genstande samt lokaliteter uden for husrum kan træffes af politiet.

Retsplejelovens § 798 indeholder en præcisering af proportionalitetsgrundsætningen, hvorefter ransagning skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.

Herudover opstiller retsplejelovens § 799 en række skærpede betingelser for, hvornår der kan foretages ransagning, uden at den mistænkte eller andre gøres bekendt hermed (såkaldt hemmelig ransagning). Sådanne ransagninger kan kun foretages, hvis det er af afgørende betydning for efter-forskningen (indikationskravet), og hvis efterforskningen vedrører en for-sætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller en overtrædel-se af straffelovens § 125 a, § 180, § 183, stk. 1 og 2, § 183 a, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 191, § 192 a, § 192 b, stk. 1-3, § 237, § 262 a, § 286, stk. 1, jf. § 276, § 288 eller § 289 (kriminalitetskravet). Hemmelig ransagning kan dog ikke foretages af husrum, andre lokaliteter eller genstande, som nogen, der efter reglerne i § 170 er udelukket fra eller efter reglerne i § 172 er fritaget for at afgive forklaring om som vidne i sagen, har rådighed over.

2. For så vidt angår reglerne for ransagning i de øvrige 27 EU-medlemslande har Justitsministeriet til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 122 (Alm. del) af 25. august 2015 fra Folketingets Retsudvalg anmodet Udenrigsministeriet om via de danske ambassader at indhente en udtalelse fra de relevante myndigheder i de øvrige 27 EU-medlemsstater.

Justitsministeriet har modtaget svar vedrørende reglerne for ransagning i 24 medlemslande i EU. Justitsministeriet har ikke modtaget oplysninger fra de relevante myndigheder i Bulgarien, Slovenien og Storbritannien.

Ministeriet har fra en række landes relevante myndigheder alene modtaget uddrag af de relevante bestemmelser for ransagning i den nationale lovgivning. Fra visse lande har ministeriet modtaget den relevante lovgivning som supplerende bilag til besvarelsen. Modtagne uddrag fra den nationale lovgivning er indsat i skemaform i bilag 1 til besvarelsen.
For så vidt angår Finland og Rumænien vedlægges lovgivning fra disse lande grundet deres omfang som selvstændige bilag (henholdsvis bilag 3 og 4).
Ministeriet har i øvrigt modtaget nedenstående oplysninger til brug for besvarelsen.

3. For så vidt angår Belgien har den danske ambassade i Bruxelles oplyst følgende:

”Belgisk Justitsministerium henviser til art. 15 i den belgiske grundlov, hvori der står følgende:

”Le domicile est inviolable : aucune visite domiciliaire ne peut avoir lieu que dans les cas prévus par la loi et dans la forme qu'elle prescrit” (“Hjemmet er ukrænkeligt: husbesøg må ude-lukkende finde sted i tilfælde forudset ved lov, og under for-hold beskrevet i loven”).

Man refererer til art. 8 i den Europæiske Menneskerettigheds-konvention for definition af ordet ”hjem”. Visse steder betrag-tes desuden som ”fredhellige” og i andre tilfælde kræves spe-ciel procedure (diplomater, parlamentsmedlemmer, personer underlagt tavshedspligt).

Derudover refereres til den belgiske strafferetsplejelov (”Code d’instruction criminelle”). Det belgiske Justitsministerium op-lyser, at en ransagelse i princippet kun kan gennemføres ved dommerkendelse. Loven beskriver dog to undtagelser: lov-overtrædelse taget på ”fersk gerning” og ransagelse efter for-gående samtykke. Lov af 6. juni 1969 fastsætter desuden specifikke regler for, hvornår på dagen en ransagelse ikke kan gen-nemføres, det være sig før kl. 05.00 og efter kl. 21.00. Undtaget er dog følgende situationer: hvis en specifik lovbestemmelse tillader det, lovovertrædelse taget på ”fersk gerning”, ransagelse efter forgående samtykke, nødopkald, oversvømmelse eller brand.

Bevismateriale indsamlet under en ulovlig ransagelse vil nor-malt ikke kunne bruges i en retssag, da det vil blive betragtes som ulovligt indhentet bevismateriale.”

For så vidt angår Frankrig har den danske ambassade i Paris oplyst følgende:

”Ifølge artiklerne 56-59, 76 samt 96 i fransk retsplejelov kan ransagning finde sted ikke blot i en bolig, men ligeledes på et kontor, på et hotelværelse eller i en campingvogn. Ransag-ning kan rettes mod mistænkte og vidner. Politiet eller gendarmeriet kan bryde ind i et lokale for at arrestere den efterlyste person, men reglerne ved en ransagning skal overholdes, hvis der finder en decideret gennemsøgning sted. Ransagning hos en person, der er fanget på fersk gerning sker under den offentlige anklagemyndigheds kontrol. Samme myndighed har kompetence ved indledende efterforskning af enhver anden overtrædelse. I rammerne af en bevisførelse skal ransagning derimod ske under den uafhængige undersøgelsesdommers kontrol og kræver en skriftlig tilladelse. Man taler her om en retsanmodning.

En ransagning kan finde sted mellem kl. 6.00 og kl. 21.00. En ransagning, der starter før kl. 21.00, kan afsluttes efter dette tidspunkt. I tilfælde af organiseret kriminalitet eller terrorisme kan en ransagning begynde uden for denne tidsramme.

Tilstedeværelse af en advokat

Under en ransagning kan de tilstedeværende personer tilbage-holdes i den tid, gennemsøgningen varer, hvis der foreligger mulighed for, at disse sidder inde med oplysninger om de beslaglagte beviser. De har ikke ret til advokatbistand. Selv hvis en person er under varetægt, kan en ransagning foregå uden tilstedeværelse af en advokat.

Beskyttede erhverv

I nedenstående tilfælde skal en ransagning foretages direkte af en undersøgelsesdommer og ikke af politiet i overensstemmelse med artikel 56-1 og artikel 56-2 i den franske retsplejelov:

På et advokatkontor eller i en advokats privatbolig. Advokat-formanden skal være til stede. Konfiskeringen skal have relation til den igangværende efterforskning.

I en lægepraksis, hos en notar eller en foged. Formanden for den relevante fagsammenslutning skal være til stede.

På en avis eller i en journalists privatbolig. Journalisters firma-biler drager fordel af samme beskyttelse. En ransagning må ikke have til formål at identificere en kilde, som beskrevet i lo-ven af den 29. juli 1881, der omhandler pressefrihed.”

For så vidt angår de franske regler for ransagning med og uden beboerens samtykke henvises i øvrigt til bilag 2.

For så vidt angår Grækenland har den danske ambassade i Athen oplyst følgende:

”Udgangspunktet er den græske forfatnings bestemmelse (art. 9) om boligens ukrænkelighed.

Enhver undtagelse fra denne regel forudsætter som altovervejende hovedregel en forudgående retskendelse.

For at opnå en retskendelse skal politiet kunne godtgøre, at følgende kriterier er opfyldt:

1) Der skal være tale om efterforskning vedr. overtrædelse af straffelov (eller visse tilsvarende alvorlige overtrædelser af særlovgivning),

2) Der skal være rimelig grund til at antage (”when it can rea-sonably be assumed”), at den mistænkte eller væsentligt bevis-materiale befinder sig i boligen, og ikke kan komme i politiets varetægt på anden vis end gennem ransagning.”

For så vidt angår Irland har den danske ambassade i Dublin oplyst følgende:

”Irsk lovgivning vedr. ransagningskendelser er omfattende og kompleks, og der eksisterer p.t. ikke en samlet enkeltstående juridisk ramme for anmodning om og gennemførelse af ransagninger i Irland.

På nuværende tidspunkt eksisterer over 100 love og 200 ministerielle bekendtgørelser, som regulerer forholdene omkring en ransagning, herunder kriterierne for en udstedelse af en ran-sagningskendelse. Disse har forskellige beskrivelser for, hvem der kan ansøge om ransagningskendelse – herunder rangering i politiet og i nogle tilfælde andre myndigheder end politiet. An-søgeren skal argumentere for en objektiv mistanke eller overbevisning om, at man via ransagningen vil finde forhold, der er i strid med den lovgivning, hvorigennem ransagningskendelsen er ansøgt. Man skelner herunder mellem mistanke (suspicion) og overbevisning (belief) inden for den enkelte lov, hvor overbevisning kræver stærkere objektive argumenter.

Den irske ”Law Reform Commission” er i færd med at gennemgå den irske lovgivning med henblik på at strømline og forenkle den juridiske ramme for ransagninger, således at der etableres en enkelt generel anvendelig lovramme vedrørende ransagningskendelser. Der er indsat et link til Kommissionens høringspapir, hvori flere detaljer fremgår: http://www.lawreform.ie/2009/consultation-paper-on-search-warrants-and-bench-warrants.291.html.”

For så vidt angår Kroatien har den danske ambassade i Zagreb oplyst følgende:

Ransagning kan rette sig mod person, bolig/anden ejendom, bevægelige objekter og bankbokse, og reguleres af en retsplejelov, ”Law on Criminal Procedings” (ZKP).” Formålet med ransagningen er at søge efter gerningsmænd samt spor og ting af betydning for efterforskningen, når der er rimelig grund til at tro, at det eftersøgte befinder sig på stedet. Ransagningen sker normalt på begæring af anklagemyndigheden og efter retskendelse.

Undtagelsesvist kan ransagning under bestemte betingelser ske uden anmodning om kendelse og iagttagelse af formaliteter:

- Ved mistanke om brug af våben
- Når mistænkte tilhører en gruppe eller en kriminel or-ganisation, evt. med tilknytning til udlandet, og som gør det nødvendigt at gennemføre ransagningen uventet
- Når ransagningen retter sig mod offentligt område
- Ved mistanke om at et forvarsel kan medføre, at de ting/spor, der søges efter, skjules, ødelægges eller ska-des
- Ved mistanke om at et forvarsel kan udsætte de ransa-gende personer for fare
- Når ejeren af ejendommen ikke er tilgængelig.

Undtagelsesvist og såfremt ransagningen skal ske øjeblikke-ligt, idet øjemedet ellers vil forspildes, kan anklagemyndigheden ved en bestemt række mere alvorlige forbrydelser selv beordre ransagning. Det sker ved fuldmagt/kendelse bilagt forklaring og med efterfølgende underretning til dommeren:

- Forbrydelse mod menneskeheden og mod menneskelig værdighed
- Ved forbrydelser med mindst fem år i strafferammen
- Mord
- Mord under skærpende omstændigheder
- Kidnapning
- Ulovlig indespærring
- Ulovlig produktion og salg af narkotika
- Ulovlig produktion og salg af forbudte substanser i for-bindelse med sport
- Pengehvidvask
- Ydelse og modtagelse af bestikkelse under forskellige former

- Etablering af en kriminel organisation
- Involvering i organiseret kriminalitet
- Læk af fortrolig information
- Spionage
- Mord eller kidnapning af en person, der står under in-ternational beskyttelse
- Forbrydelse begået af en kriminel organisation indenfor dens aktivitetsområde.

Endelig kan den efterforskende myndighed/politiet under visse betingelser selv beslutte at ransage og med efterfølgende underretning af anklagemyndigheden:

- Hvis det er nødvendigt for at forhindre fare for liv og helbred eller skade på ejendom i større skala
- For at sikre spor og bevis der er tæt relateret til en forbrydelse, der efterforskes
- Hvis der er mistanke om at den pågældende person har våben eller andre angrebsremedier på sig
- Det er uomgængeligt nødvendigt at trænge ind i lokaliteter for at anholde en lovbryder i en sag med mindst tre års fængsel i strafferammen
- Politiet har den nødvendige bemyndigelse til at trænge ind, jfr. en særlov.

For så vidt angår Letland har den danske ambassade i Riga oplyst følgende:

“According to the Criminal Procedure Law of Latvia a search is one of investigation actions with the aim to search by force of premises, terrain, vehicles, and individual persons for the purpose of finding and removing the object being sought, if there are reasonable grounds to believe that the object being sought is located in the site of the search.

A search shall be conducted for the purpose of finding objects, documents, corpses, or persons being sought that are signifi-cant in criminal proceedings. A search shall be performed with a decision of an investigating judge or court.

A decision by an investigating judge can be made on the basis of a proposal of a person directing the criminal proceedings (an investigator or a prosecutor) with materials attached there-to. The decision must indicate what kind or type evidence will be searched for. In urgent cases when there is reasonable doubts that possible evidence can be destroyed, hidden, or damaged, a search can be performed with a decision of the person directing the proceedings.

If a decision is taken by an investigator then a search shall be performed with the consent of a public prosecutor. In these cases a person directing the proceedings shall inform an inves-tigating judge regarding the search not later than the next working day after conducting thereof, presenting the materials that justified the necessity and emergency of the investigative action, as well as the minutes of the investigative action. The judge shall examine the legality and validity of the search. If the investigative action was conducted illegally, the investigat-ing judge shall recognise the acquired evidence as inadmissible in criminal proceedings, and shall decide on the actions with the seized objects.

A decision on a search is not necessary in conducting a search of a person who is being detained, as well as in the case if a search of premises or a geographical territory which also in-cludes a search of the vehicles and persons located therein.”

For så vidt angår Luxembourg har den danske ambassade i Bruxelles oplyst følgende:

”I strafferetsplejelovens (Code d’instruction criminelle) artikel 65 er principperne for en ransagelse fastsat. En ransagelse kan gennemføres på alle steder, hvor det formodes at finde nyttigt materiale til belysning af en sag, og det kan kun ske imod indhentning af en forudgående dommerkendelse. Ifølge loven er der dog to undtagelser for, hvornår en ransagelse kan finde sted uden dommerkendelse: 1) I tilfælde af åbenlys lovovertrædelse; eller 2) efter forudgående samtykke.

En ransagelse må ikke gennemføres før kl. 6.30 og efter kl. 20.00.

Ved åbenlyse kriminelle lovovertrædelser (Flagrant crime et délit) (artikel 30) gør en særlig procedure sig gældende, fastsat i artikel 33 (1) i strafferetsplejeloven. Offentlige myndigheder har i sådanne tilfælde øgede beføjelser: Uden forudgående dommerkendelse kan myndighederne foretage en ransagelse på alle tider af døgnet med henblik på sikring af relevant bevismateriale. For at en ransagning uden kendelse kan finde sted, kræver det enten 1) at personen – hvis hjem ransages – er til-stede under ransagelsen; 2) at myndighederne har en uafhængig repræsentant med under undersøgelsen; eller 3) at to vilkårlige personer er tilstede for at bevidne ransagningen. Beslaglagt materiale kan først fjernes fra ’hjemmet’, når politi-rapporten for forløbet er underskrevet af tilstedeværende vidne/vidner.”

For så vidt angår Nederlandene har den danske ambassade i Haag oplyst følgende:

”De detaljerede bestemmelser om ransagning er beskrevet i kapitel 3 i loven om strafferetspleje.

Tilgangen til ransagning er grundlæggende baseret på en opdeling i to kategorier:

1. Private hjem og kontorer for særligt beskyttede erhverv (såsom advokater, notarer, læger og præster). I denne kategori nyder de beskyttede erhverv en særligt privilegeret beskyttelse, hvor der stilles krav om ekstra garanti.

2. Andre steder.

Ad 1) For den første kategori vil det som udgangspunkt altid være en ”undersøgelsesdommer” (examinating magistrate) som tager stilling til og foretager ransagningen, jfr. art 110. Dette sker i sagens natur efter anmodning fra anklagemyndig-heden. Denne dommer tager stilling til procedureskridt i forbindelse med efterforskningen (retskendelse, telefonaflytning, varetægtsfængsling mm.), men deltager ikke som dommer i de egentlige retssager, jfr. ovenfor. I det efterfølgende vil udtrykket ”undersøgelsesdommer” blive anvendt. Der er krav om, at dommeren er fysisk tilstede under ransagningen og denne foregår i vedkommendes navn. I praksis vil dommeren være til stede ved, men den faktiske ransagning foretages af politiet.

Der er ikke formuleret egentlige kriterier for ransagningskendelse. Vurderingen af, om det er nødvendigt i en efterforsk-ning, foretages af dommeren ud fra et skøn om, om det er nødvendigt.

Undersøgelsesdommeren kan i undtagelsestilfælde delegere ransagningen til anklageren, som i givet fald skal være til stede under ransagningen. Delegation kan ske, hvis dommeren er forhindret grundet andre pligter. Delegation kan ikke finde sted, når der er tale om ransagning i kontorer for de særligt beskyttede erhverv (såsom advokater, notarer, læger og præster). Der er tale om samme gruppe af personer, som kan afvise at give vidneforklaring med henvisning til klientprivilegiet. Delegationsmuligheden fortolkes strengt. Her skal dommeren være til stede.

Ad 2) For den anden kategori af steder (som omfatter restgruppen) vil det som udgangspunkt være anklagemyndigheden, som tager stilling til spørgsmålet om ransagning (artikel 96c). En ransagning er tilladt, hvis den strafbare handling tages på fersk gerning eller hvis der er formodning om en forbrydelse som beskrevet i artikel 67, stk. 1. Anklageren vil typisk være til stede under ransagningen. Men denne kan også delegeres til en politiofficer.

Efter artikel 67, stk. 1, skal der være tale om efterforskning af en af følgende overtrædelser:

1. At der er tale om en forbrydelse, hvor straframmen er over 4 år, eller

2. Overtrædelse af en række specifikke paragraffer i straffeloven, som ikke har en strafferamme på over fire år. Der er ikke nogen systematisk inddeling. Artiklen opremser bestemmelserne en for en. Eksempelvis er overtrædelse af visse bestemmelser om vold og narkotika nævnt.

3. Endelig henvises til en række grove overtrædelser af bestemmelser i særlovgivningen om: dyresundhed og dyrevelfærd, trafik, militærnægtelse, spillemyndighed, narkotika, våben, revision og tilhold.

Hvis der er tale om situationer uden for de ovenfor beskrevne vil en ”undersøgelsesdommer” kunne tillade ransagningen.

Sammenfattende gælder med andre ord at undersøgelsesdommere kan foretage ransagninger i alle kategorier (boliger, de privilegerede erhverv samt restgruppen) og i alle situationer. Det er op til dommeren. For anklagemyndighedens vedkommende er adgangen som udgangspunkt begrænset i forhold til kategori 2 (restgruppen) og forhold til de strafferetlige forhold, som er på tale (begrænsningen i art. 67 (1)).”

For så vidt angår Polen har den danske ambassade i Warszawa oplyst følgende:

“Criteria for a search warrant are regulated by the Code of Criminal Procedure of Poland (CCP), issued 6th June 1997, Chapter 25.

In accordance with CCP art. 220, §1

a search warrant can be issued by the court or the Prosecutor’s Office and executed by the prosecutor or the Police (if in-structed by the court or the prosecutor). In certain cases, speci-fied by the act of law, the search warrant can be executed by other authorities (e.g. the Internal Security Agency Officers, Polish Border Guard, the Forest Guard).

In accordance with CCP art. 220, §2

The court's or the prosecutor’s order must be passed to the person, whose property is to be searched.

In accordance to §78, point 1 of the Regulations of the Prose-cutor's Office, in the search warrant there must be specified a purpose of the search and indication of a suspected person, who should be detected, detained or frog-marched (doprow-adzony); or things to be detected or withheld, as well as the name and address of the person (or the name and address of the institution), at whose premises these activities are to be carried out, and the body performing the task. In support provisions the evidence or circumstances, which give reason to believe that the suspected person or objects are in the place indicated in the search warrant, should be stated.

In accordance with CCP art. 217, §3

In case of urgency, if the decision of the court or the Prosecu-tor’s Office could not be issued, the authority carrying out the search may present a warrant issued by a head of their unit or an identity card/licence card and carry out the search. Immedi-ately after the search the authority, which has carried out the search must apply to the court or the Prosecutor’s Office for approval of the search. The approval of the search issued by the court or the Prosecutor’s Office must be, on demand of the searched person, presented to the searched person within 7 days from the search. The searched person must be instructed that he or she has the right to demand a search approval.”

For så vidt angår Portugal har den danske ambassade i Lissabon oplyst følgende:

”Principperne for ransagningskendelse er fastsat i portugisisk straffelov (Código de Processo Penal) DL n.º 78/87 af 17. fe-bruar 1987, artikel 174.

Der kan udstedes ransagningskendelse, når der foreligger indikationer på, at materiale relateret til en lovovertrædelse eller som kan indgå i bevisførelse, eller den sagsøgte selv eller an-den person, der bør tilbageholdes, befinder sig et sted, der ikke er frit tilgængeligt eller offentligt. Ransagningskendelsen skal som udgangspunkt udstedes af en dommer og er gyldig i højst 30 dage. Ransagning af boliger må kun foretages i tidsrummet kl. 07-21.

Der kan tages forbehold overfor ovenstående i følgende tilfælde:

- ved terrorisme, voldelig eller meget organiseret kriminalitet, og når der er begrundet mistanke om en umiddelbart forestående kriminel handling og overhængende personfare,
- når den tilsigtede person indgiver dokumenteret samtykke,
- når det er åbenlyst, at den tilsigtede person har begået en handling, der udløser fængselsstraf.

I disse tilfælde kan ransagningskendelsen også udstedes af anklagemyndigheden eller kriminalpolitiet.

For så vidt angår Sverige, har den danske ambassade i Stockholm oplyst følgende:

”Ifølge svensk lovgivning kan der udstedes en ransagningskendelse, hvis der er grund til at tro, at der er blevet begået en forbrydelse, der kan medføre fængselsstraf. Ransagning af hus, lokale eller aflukket opbevaringssted skal ske med det formål at lede efter genstande, der kan blive beslaglagt eller tilbageholdt, eller på anden måde bestemme forhold der kan være relevant for den strafferetlige efterforskning eller konfiskation af udbytte fra kriminel aktivitet. En ransagningskendelse kan ligeledes udstedes, hvis der er særlig grund til at tro, at en eftersøgt opholder sig på det pågældende sted.

Det oplyses, at politiet kan foretage en ransagning uden dommerkendelse, hvis der er fare forbundet med at udsætte ransagningen.”

Det fremgår i øvrigt, at den svenske lovgivning for ransagning (28 kapitel, 1-15 § i Rättegångsbalk (1942:740) kan tilgås via følgende link: https://lagen.nu/1942:740.

For så vidt angår Tjekkiet har den danske ambassade i Prag oplyst følgende:

”Kriterierne for udstedelse af ransagningskendelser i Tjekkiet findes i den tjekkiske straffelovs paragraf 82-85. En ransagningskendelse kan udstedes, hvis der er grund til at mistænke, at personer eller genstande, som er vigtige for en efterforsk-ning, findes i den bygning eller område, der ønskes ransaget. Den præcise procedure vedrørende udstedelsen af en ransag-ningskendelse afhænger af, hvilket slags område der er tale om. Hvis der er tale om personer eller bygninger til beboelse skal ransagningskendelsen udstedes af en dommer, mens der i tilfælde af andre former for bebyggelse samt for jordområder eller lignende også kan gives tilladelse fra statsanklageren forud for retssagen. Ransagningskendelsen skal gives til personen når ransagningen udføres; og hvis det ikke er muligt, senest 24 timer efter.”

For så vidt angår Ungarn, har den danske ambassade i Budapest oplyst følgende:

”Ransagning defineres ifølge Ungarns kriminalret som dels en gennemsøgning af hus, lejlighed, områder tilknyttet hertil, og køretøj, og dels en undersøgelse af informationssystemer (computere m.v.) installeret i førnævnte lokaliteter.

En ransagningskendelse kan udstedes, når det med rimelighed kan antages, at det vil resultere i:

I. Pågribelse af en person, der har begået en kriminel handling
II. Afdækning/optrævling af spor i forbindelse med en kriminel handling
III. Lokalisering af bevismateriale eller objekt med henblik på konfiskering

En ransagningskendelse kan kun udstedes af en domstol eller en anklagemyndighed, og så vidt muligt skal kendelsen (fsva. punkt II og III) anføre hvad eller hvem, der forventes lokaliseret. Som en generel regel skal ransagningen udføres i nærværelse af vedkommende person (eller repræsentant herfor), som underrettes om ransagningen før den foretages. Ransagningen vil stoppe, når vedkommende person efter påbud afgiver det pågældende objekt (eller overgiver sig, hvis der er tale om en person). Ransagningen vil kunne fortsætte såfremt der er formodning om, at andre objekter jf. pkt. I, II og III, vil kunne lokaliseres.

Anklagemyndigheden kan anvise en ransagning af notarkontorer, advokatkontorer, sundhedsinstitutioner mv. uden en dommerkendelse, hvis en ellers forsinket udførelse af ransagningen ventes at kunne sætte fremskaffelsen af objekterne, jf. pkt. I, II og III, på spil. Dommerkendelsen kan udstedes efterfølgende.”

For så vidt angår Østrig har den danske ambassade i Wien oplyst følgende:

”For hele efterforskningsprocessen, specielt tvangsforanstaltninger, gælder retningslinjerne om forholdsmæssighed ifølge § 5 StPO. Ifølge disse skal enhver indskrænkning af rettigheder stå i passende forhold til lovovertrædelsen, mistanken og for-ventede udgang. Under flere foranstaltninger er den at vælge, som indskrænker den berørtes rettigheder mindst muligt.

En ransagning er ifølge § 119 StPO tilladt, hvis det grundet be-stemte kendsgerninger kan antages, at der på stedet befinder sig en person, som mistænkes for en strafbar handling, eller genstande eller spor, som skal beslaglægges og undersøges. Ransagning kan i en enhver efterforskning med mistanke om strafbar handling gennemføres mod såvel skyldige som mod tredje part.

Retligt gennemføres en ransagning af kriminalpolitiet efter kendelse fra statsadvokaturen, som ex ante bevilges af retten. I hastende sager er det også muligt at indhente en foreløbig mundtlig kendelse og bevilling; kan dette ikke arrangeres, er det muligt ved truende fare at foretage ransagning uden bevil-ling. Ved sidste mulighed skal en afgørelse fra retten om tilladelse til ransagning indhentes efterfølgende.

Før en ransagning skal den berørte opfordres til at godkende samme eller frivilligt at udlevere det søgte. Den berørte har ret til at være til stede ved ransagning.

Er indehaver af boligen ikke tilstede, kan en voksen medbeboer gøre brug af sine rettigheder. Er dette heller ikke muligt, skal to udenforstående og troværdige personer træde til, dog ikke nærmere defineret af hvem disse udpeges. Kun ved truende fare må der ses bort fra dette. Ved ransagning af lokaler kun til erhvervsmæssigt brug tilhørende en af de i § 157, omtalte persongrupper, er medvirkning af en repræsentant fra den enkelte interesseorganisation (f.eks. ved advokater en repræsentant fra advokatforbundet) henholdsvis medieindehaveren eller en af ham navngiven repræsentant påbudt.

En bekræftelse på ransagning og dennes resultat samt i givet fald statsadvokaturens kendelse og rettens afgørelse skal udleveres eller sendes til den berørte med det samme og senest in-den for 24 timer.”

Det bemærkes, at spørgsmålet tidligere er stillet til justitsministeren som spørgsmål nr. 122 (Alm. del) af 25. august 2015 fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål 23: om suverænitetsoverdragelse

”Med reference til udenrigsministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 126 af 9. september 2015 bedes ministeren be-kræfte, at overdragelse af grundlovsmæssige beføjelser (suve-rænitetsoverdragelse) alene kan ske efter grundlovens § 20. Spørgsmålet er tidligere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 6 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”


Svar:

1. Grundlovens § 20 har følgende ordlyd:

”Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.”

Grundlovens § 20 vil skulle følges i alle tilfælde, hvor beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, overlades til mellemfolkelige myndigheder. Bestemmelsen blev indført ved grundlovsændringen i 1953. Baggrunden var et ønske om at gøre det lettere for Danmark at tilslutte sig visse internationale organisationer. Der henvises herom bl.a. til betænkning nr. 66/1953 afgivet af Forfatningskommissionen af 1946, side 31, Max Sørensens responsum af 18. maj 1952, som er optrykt i betænkning nr. 66/1953, side 113 ff., og Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer (1973), side 308 f.

Bestemmelsen i § 20 vedrører – som det fremgår af ordlyden – alene overladelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

De beføjelser, som bestemmelsen i grundlovens § 20 omfatter, er dem, som tilkommer rigets myndigheder. Anvendelse af bestemmelsen er således nødvendig i det omfang, det overlades til en mellemfolkelig myndighed at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med direkte virkning her i landet eller at udøve andre beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, herunder beføjelse til at indgå traktater med andre stater. Der henvises bl.a. til Højesterets dom af 6. april 1998 i den såkaldte Maastricht-sag (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800 H), Max Sørensen, a.st., side 308 f., Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret 1, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 408, Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 2 – Regering, forvaltning og dom, 3. udgave (2001), side 255, og Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer, 1. udgave (2015), side 169.

I forhold til den procedure, der efter grundlovens § 20 skal følges, fremgår det af bestemmelsens stk. 2, at et lovforslag efter bestemmelsen, enten skal vedtages af et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer eller – hvis lovforslaget vedtages af et folketingsflertal, der ikke udgør fem sjette-dele, og opretholdes af regeringen – forelægges folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de regler for folkeafstemninger, der er fastsat i grundlovens § 42.

Der henvises i øvrigt vedrørende grundlovens § 20 til Justitsministeriets redegørelse for visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Lissabon-Traktaten, side 13 ff.

2. Justitsministeriet vurderede i 2007 i forbindelse med Danmarks ratifikation af Lissabon-Traktaten, at tilvalgsordningen vil indebære, at Danmark får mulighed for at tilslutte sig foranstaltninger, der vil gøre det nødvendigt at iagttage proceduren efter grundlovens § 20.

I den forbindelse blev det også vurderet, på hvilket tidspunkt en § 20-procedure kan gennemføres i forbindelse med en dansk beslutning om at tilslutte sig tilvalgsordningen. Spørgsmålet er nærmere bestemt, om det er muligt på forhånd at gennemføre én samlet § 20-procedure, eller om grundloven gør det nødvendigt at gennemføre proceduren i hvert enkelt tilfælde, hvor Danmark tilslutter sig en konkret foranstaltning, der indebærer overladelse af beføjelser – der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder – til EU.

Som det fremgår af redegørelsen fra 2007, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag for at fortolke grundlovens § 20 således, at bestemmelsen i alle tilfælde først kan anvendes på det tidspunkt, hvor der træffes en endelig dansk beslutning om at indgå i det samarbejde, som overladelsen af beføjelser angår. Justitsministeriet finder således, at det afhængigt af omstændighederne vil være muligt på forhånd at anvende proceduren efter grundlovens § 20.

I forhold til spørgsmålet om dansk tilslutning til tilvalgsordningen fremgår det af redegørelsen, at det er Justitsministeriets opfattelse, at det vil være muligt på forhånd at gennemføre en § 20-procedure på det tidspunkt, hvor Danmark måtte beslutte generelt at tilslutte sig ordningen.

3. Det lovforslag om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning, som udenrigsministeren har fremsat, indebærer, at der på området for retlige og indre anliggender overlades beføjelser til EU efter grundlovens § 20. Lovforslaget skal derfor behandles efter proceduren i grundlovens § 20.

Lovforslaget omfatter både tilvalg af eksisterende og fremtidige retsakter, og der vil ikke efter lovforslaget blive gennemført en ny § 20-procedure i forbindelse med de enkelte tilvalg af retsakter. Lovforslaget indebærer så-ledes, at der på forhånd gennemføres én samlet § 20-procedure om overladelse af beføjelser på området for retlige og indre anliggender. Der henvises til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår desuden af pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at lovforslaget indebærer, at Folketinget i medfør af grundlovens § 19 giver sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne afgiver en meddelelse til de øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ønsker at overgå til tilvalgsordningen, og at beslutning om tilvalg af enkelte retsakter, såvel eksisterende som fremtidige, efter overgang til en tilvalgsordning træffes af regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg i overensstemmelse med de procedurer, der er udviklet i praksis gennem aftaler mellem Europaudvalget og regeringen. Det fremgår dog af pkt. 1 i de al-mindelige bemærkninger til lovforslaget, at regeringen agter at tilvælge de i alt 26 eksisterende retsakter på området for retlige og indre anliggender, der er opregnet i bilag 5 til lovforslaget, samt den kommende forordning om Europol umiddelbart efter en eventuel overgang til tilvalgsordningen.

Spørgsmål 24: om overdragelse af suverænitet efter grundlovens § 20

”Med reference til udenrigsministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 126 af 9. september 2015 bedes ministeren be-kræfte, at grundlovens § 20 foreskriver to veje til at overdrage suverænitet: Enten kræves 5/6 flertal i Folketinget eller et al-mindeligt folketingsflertal fulgt af en folkeafstemning, EUU alm. del – spørgsmål 7 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Spørgsmål 25: om fremtidig tilvalg af retsakter

”Regeringen har i kraft af sin EU-aftale af 17. marts 2015 med forligspartierne bekendtgjort at ville tilvælge 22 retsakter, så-fremt folkeafstemningen den 3. december 2015 ender med et ja. Ministeren bedes bekræfte, at der ved fremtidige tilvalg af retsakter udover de 22 ikke vil blive indhentet 5/6 flertal i Fol-ketinget eller et almindeligt flertal efterfulgt af en folkeafstem-ning, men at det da vil være et almindeligt folketingsflertal, der foretager beslutningen om tilvalget. Spørgsmålet er tidligere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 8 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Spørgsmål 26: om overdragelse af beføjelser til EU på det retspolitiske område med et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015

”Ministeren bedes bekræfte, at Danmark med et ja ved folkeaf-stemningen den 3. december 2015 overdrager beføjelser til EU på hele det retspolitiske område (ift. traktatens RIA-afsnit), og at grundlovens § 20 således ikke senere vil blive iagttaget ved fremtidige tilvalg inden for dette område. Spørgsmålet er tidli-gere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 9 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Spørgsmål 28: om særlige krav i grundlovens § 20 til vedtagelse af love om overdragelse af beføjelser

”Ministeren bedes bekræfte, at grundlovens § 20 stiller særlige krav til vedtagelse af love om overdragelse af beføjelser, og at grundlovens § 20 således indebærer et delegationsforbud, såle-des at det ikke efter bestemmelserne kan overlades til Folke-tinget ved almindeligt flertal at overdrage beføjelser, der efter grundloven tilkommer rigets myndighed. Spørgsmålet er tidli-gere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 11 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 og 27 til lovforslaget.

Spørgsmål 27: om lovgivningsbeføjelsen i grundloven

”Ministeren bedes bekræfte, at lovgivningsbeføjelsen i grund-loven er omfattet af et delegationsforbud, således at lovgiv-ningskompetencen - på nær de for § 20 relevante - ikke kan de-legeres til andre myndigheder. Spørgsmålet er tidligere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 10 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

1. I henhold til grundlovens § 3 er den lovgivende magt hos kongen (regeringen) og Folketinget i forening.

Det er dog almindeligt antaget i den statsretlige litteratur, at grundloven i et vist omfang giver mulighed for, at lovgivningsmagten kan delegere den kompetence, som den er tillagt efter grundlovens § 3, 1. pkt.

Der henvises herom bl.a. til Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 1. udgave (2012), side 140 ff., Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret, 1. udgave (1954), side 547 ff., Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer (1973), side 203 ff., Henrik Zahle, Dansk forfatningsret – Institutioner og regulering, 3. udgave (2001), side 373 ff., og Peter Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave (2012), side 103 ff.

Grundlovens § 3, 1. pkt., indeholder således ikke et generelt delegations-forbud, og det er almindeligt forekommende, at love indeholder bemyndigelser til ministre til at fastsætte regler om nærmere angivne spørgsmål.

Adgangen til at delegere lovgivningskompetence er dog ikke ubegrænset. Bl.a. må en række grundlovsbestemmelser fortolkes således, at de udelukker delegation på de pågældende sagsområder. Det gælder f.eks. grundlovens § 20. Det er således almindeligt antaget i den statsretlige litteratur, at lovgivningsmagten ikke kan delegere den kompetence, som den er tillagt efter § 20, til at overlade beføjelser til mellemfolkelige myndigheder.

Der henvises om dette spørgsmål til bl.a. Jens Peter Christensen, m.fl., a.st., side 139, Poul Andersen, a.st., side 552, Max Sørensen, a.st., side 207, Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret II, 3. udgave ved Ole Espersen 1983), side 488, Henrik Zahle, a.st., side 377, og Peter Germer, a.st., side 102 og 105 f.

Derimod er det selve formålet med grundlovens § 20, at beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, herunder lovgivende myndighed efter grundlovens § 3, 1. pkt., ved lov i nærmere bestemt omfang kan overlades til mellemfolkelige myndigheder.

2. Lovforslaget om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning indebærer ikke delegation af den kompetence, som lovgivningsmagten er tillagt efter grundlovens § 20, til (ved lov) at fastsætte regler om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder. Reglerne herom er således udtømmende fastsat i lovforslaget ved den ændring af tiltrædelsesloven, som § 3 indebærer. Der henvises i den forbindelse til pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til forslagets § 3.

Som det fremgår af den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget, indebærer lovforslaget, at der på forhånd gennemføres én samlet § 20-procedure om overladelse af beføjelser på området for retlige og indre anliggender.

Om grundlovens § 20, herunder spørgsmålet om på hvilket tidspunkt en § 20-procedure kan gennemføres, henvises nærmere til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Spørgsmål 29: om overdragelse af beføjelser til EU på det retspolitiske område med et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015

”Ministeren bedes bekræfte, at Danmark overdrager beføjelser efter grundlovens § 20 til EU på hele det retspolitiske område (ift. traktatens RIA-afsnit), såfremt folkeafstemningen den 3. december 2015 ender med et ja. Spørgsmålet er tidligere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 12 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Spørgsmål 30: om Danmarks forbehold

”Med reference til udenrigsministerens besvarelse af § 20-spørgsmål nr. S 126 af 9. september 2015 bedes ministeren redegøre for, hvordan han finder, at forbeholdet ikke afskaffes, når Danmark med et eventuelt ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015 ifølge grundlovens § 20 overdrager beføjelser på hele det retspolitiske område (traktatens tredje del, afsnit V) til EU. Spørgsmålet er tidligere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 13 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

En omdannelse af det nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning ændrer ikke ved, at Danmark fortsat har et forbehold på området. Tilvalgsordningen ændrer således ikke på udgangspunktet om, at Danmark ikke deltager i – og ikke bliver bundet af – retsakter, der vedtages med hjemmel i Traktatens afsnit om retlige og indre anliggender (tredje del, afsnit V, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde).

Omdannelsen til en tilvalgsordning indebærer derimod som noget nyt, at Danmark – sag for sag – kan træffe beslutning om at deltage i samarbejdet. Når Danmark fremover skal tage stilling til, om Danmark skal tilslutte sig nye retsakter, vil det følge den sædvanlige EU-procedure, hvorefter regeringen fremlægger sagen i Folketingets Europaudvalg, hvor Folketingets partier skal tage stilling til, om den konkrete retsakt skal tilvælges eller ej.

Spørgsmål 31: om at et almindeligt folketingsflertal fremover kan tilvælge enhver retsakt

”Ministeren bedes bekræfte, at den såkaldte tilvalgsordning ik-ke ændrer på, at Danmark med et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015 overdrager beføjelser til EU på hele det rets-politiske område (traktatens tredje del, afsnit V), og at et al-mindeligt folketingsflertal - ikke det kvalificerede flertal efter grundlovens § 20 - fremover kan tilvælge enhver retsakt. Spørgsmålet er tidligere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 14 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Spørgsmål 32: om grundlovens almene forbud mod at videredelegere lovgivningskompetence

”Med henvisning til den såkaldte tilvalgsordning (Lissabon-traktatens protokol 22) bedes ministeren redegøre for, hvordan det er foreneligt med grundlovens almene forbud mod at vide-redelegere lovgivningskompetence at overføre kompetencen til at overføre beføjelser, der tilkommer Rigets myndigheder (§20), til Folketingets almindelige flertal, når grundlovens § 20 foreskriver, at det enten kræver 5/6-flertal eller almindeligt flertal efterfulgt af folkeafstemning. Spørgsmålet er tidligere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 15 (folketingsåret 2014-15, 2. samling)”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 og 27 til lovforslaget.

Spørgsmål 33: om hvad det fremtidige grundlovsmæssige hjemmelsgrundlag for tilvalg af retsakter vil være

”Med henvisning til den såkaldte tilvalgsordning (Lissabon-traktatens protokol 22) bedes ministeren oplyse, hvad det - i tilfælde af et ja den 3. december 2015 - fremtidige grundlovs-mæssige hjemmelsgrundlag vil være for tilvalg af nye retsak-ter: § 3, § 19 eller § 20. Spørgsmålet er tidligere stillet som EUU alm. del – spørgsmål 16 (folketingsåret 2014-15, 2. sam-ling)”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Spørgsmål 34: om hvori forskellen mellem den danske tilvalgsordning og den tilsvarende britiske tilvalgsordning består

Ministeren bedes forklare, hvori forskellen mellem den danske tilvalgsordning og den tilsvarende britiske tilvalgsordning består.

Svar:

Ved en eventuel overgang til tilvalgsordningen vil Danmark få en tilvalgsordning, der i vidt omfang svarer til den ordning, der gælder for Storbritannien og Irland. Der kan i den sammenhæng henvises til redegørelsen om samarbejdet om retlige og indre anliggender (side 17 og 23 - 28). Redegørelsen findes på Udenrigsministeriets hjemmeside (www.um.dk) såvel som på Justitsministeriets hjemmeside (www.jm.dk).

Forskellen mellem Storbritannien/Irland og Danmarks situation vedrører Schengen, som Danmark deltager i, hvilket Storbritannien og Irland ikke gør. På dette punkt adskiller de to protokoller for henholdsvis UK/Irland og Danmark sig fra hinanden. For en beskrivelse af Storbritannien og Irlands erfaringer med tilvalgsordningen henvises til redegørelsen om retlige og indre anliggender (side 23 ff.)

Det bemærkes, at omdannelse af retsforbeholdet til tilvalgsordningen - og dermed muligheden for, at Danmark i lighed med Storbritannien og Irland kan tilvælge den nye Europolforordning – medfører dansk tilvalg af de eksisterende Schengenretsakter. Det følger af forbeholdsprotokollens artikel 8, stk. 2.

Spørgsmål 35: om hvorvidt regeringen fastholder sin garanti om, at Danmark ikke skal være en del af den EU-lovgivning på asyl- og indvandringsområdet, som Danmark i dag står uden for

Ministeren bedes redegøre for, om regeringen fastholder sin garanti om, at Danmark ikke skal være en del af den EU-lovgivning på asyl- og indvandringsområdet, som Danmark i dag står uden for, herunder at Danmark ikke vil deltage i en permanent omfordelingsmekanisme inden for rammerne af en revideret Dublin-forordning. Ministe-ren bedes endvidere uddybende redegøre for, hvordan et ja til den tilvalgsordning, som danskerne stemmer om ved folkeafstemningen den 3. december 2015, kan løse det di-lemma, der for Danmark vil være forbundet med et system, hvor Dublin-forordningen fremadrettet kobles til en permanent omfordelingsmekanisme. Spørgsmålet stilles på baggrund af statsministerens udtalelser herom på mødet i Europaudvalget den 23. sep-tember (statsministerens forelæggelse af det ekstraordinære, uformelle møde blandt EU’s stats- og regeringschefer den 23. september 2015).

Svar:

1. Udenrigsministeren har den 22. oktober 2015 fremsendt et ændringsforslag til forslaget om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Af bemærkningerne til ændrings-forslaget fremgår blandt andet følgende:

”Det følger af den politiske aftale af 10. december 2014 om Danmark i Euro-pol, pkt. 3-5, at:

”3. Den danske udlændingepolitik skal fortsat fastlægges i Danmark. Det indebærer, at aftalepartierne ikke vil støtte tilvalg af retsakter vedrørende asyl og indvandring, som Danmark i dag står udenfor. På området for asyl og ind-vandring deltager Danmark i dag i enkelte retsakter på baggrund af parallel-aftaler med EU. Det gælder Dublin III-forordningen, der indeholder bestemmelser om, at asylansøgninger skal behandles i første indrejseland, og Eurodac-forordningen, der danner grundlag for EU’s database med asylansøgeres fingeraftryk. Aftalepartierne ønsker at tilvælge disse retsakter mhp. fortsat deltagelse.

4. Schengen-samarbejdet er til stor gavn for Danmark og danskerne. Derfor lægger vi fortsat vægt på dansk deltagelse. Gennem de seneste 13 år har Danmark fuldt ud gennemført al Schengen-lovgivning. Det er forudsætnin-gen for Danmarks fortsatte Schengen-medlemskab, og derfor vil aftaleparti-erne fortsætte den hidtidige praksis ved at også fremover at tilvælge alle nye Schengen-relaterede retsakter.

5. Fremtidige tilvalg af retsakter om asyl og indvandring forudsætter enig-hed blandt aftalepartierne. Området for asyl og indvandring defineres som retsakter, der er vedtaget med hjemmel i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde art. 78 om den fælles asylpolitik eller art. 79 om den fælles indvandringspolitik.”

Som det fremgår af pkt. 5 i den politiske aftale forudsætter fremtidige tilvalg af retsakter på asyl- og indvandringsområdet enighed blandt aftalepartierne (den såkaldte vetoret). Aftalen forudsætter derimod ikke, at der afholdes en folkeafstemning om spørgsmålet.

Venstre, Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti har tilkendegivet, at det er en forudsætning for ophævelse af deres veto, jf. den politiske aftales punkt 5, at der afholdes folkeafstemning forud for sådan en beslut-ning. Konsekvensen heraf er, at ophævelsen af vetoet kræver en forudgående folkeafstemning, hvis udfald vil blive respekteret.

Det fremgår af den politiske aftale, pkt. 3 og 4, at aftalepartierne efter en eventuel overgang til tilvalgsordningen ønsker at tilvælge Dublin III-forordningen og Eurodac-forordningen, som Danmark i dag deltager i på mellemstatsligt niveau. Tilvalg af disse retsakter vil ikke være omfattet af V, S og K’s forudsætning om afholdelse af folkeafstemning efter overgangen til tilvalgsordningen. Tilvalg af nye retsakter, som går væsentligt videre end, hvad formålet med Dublin III-forordningen og Eurodac-forordningen i dag indebærer, vil være omfattet af forudsætningen. Det medfører, at der forud for et sådant tilvalg vil blive afholdt folkeafstemning.

Aftalepartierne ønsker endvidere, at Danmark fortsat skal være med i Schengen-samarbejdet. Danmarks deltagelse i Schengen-samarbejdet er derfor ikke omfattet af V, S og K’s forudsætning og indebærer således ikke afholdelse af folkeafstemning forud for tilvalg af retsakter som led i Schengen-samarbejdet, jf. pkt. 4 i den politiske aftale.” [Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets understregning]

Kommissionen har den 9. september 2015 som en del af en samlet migrationspakke frem-sat et ændringsforslag til Dublin III-forordningen vedrørende en omfordelingsordning i krisesituationer.

Ændringsforslaget er fremsat med hjemmel i artikel 78, stk. 2, litra e, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) og er derfor omfattet af det danske retsforbe-hold.

Der har været en indledende drøftelse af ændringsforslaget på teknisk niveau. En række medlemsstater har udtrykt skepsis over for ændringsforslaget og har endvidere indikeret, at man bør lade forhandlingerne af forslaget afvente implementeringen af de midlertidige omfordelingsordninger.

Som det fremgår ovenfor, er det for tidligt at sige noget om, hvorvidt Kommissionens forslag kan blive vedtaget i den nuværende form. Regeringen ønsker at finde en løsning, som kan sikre, at Danmark kan forblive i Dublin-systemet, men ikke bliver en del af en tvungen omfordelingsordning.

I overensstemmelse med de ovenstående bemærkninger til ændringsforslaget til forslaget om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil man ikke – hvis retsforbehol-det bliver omdannet til en tilvalgsordning – tilslutte sig nye retsakter på området for asyl og indvandring, som Danmark i dag står udenfor. Fremtidige tilvalg af retsakter på asyl- og indvandringsområdet vil forudsætte, at der afholdes en folkeafstemning om spørgsmålet. Det vil også være tilfældet, hvis der blandt aftalepartierne måtte være ønske om at tilvælge en ændring af Dublin-forordningen som går væsentligt videre end, hvad formålet med Dublin-forordningen i dag indebærer.

2. Hvis resultatet af folkeafstemningen den 3. december 2015 bliver et nej, og Danmark opretholder sit nuværende forbehold, vil det være den eksisterende parallelaftale, der regulerer spørgsmålet om, hvorvidt Danmark fortsat kan deltage i Dublin-samarbejdet uden at deltage i ændringsforslaget vedrørende omfordelingsordningen.

Udgangspunktet i parallelaftalens artikel 3, stk. 7, er, at Danmark må udtræde af Dublin-samarbejdet, hvis Danmark beslutter ikke at ville deltage i omfordelingsordningen. Ud-gangspunktet kan dog fraviges, hvis parterne (EU og Danmark) måtte beslutte det.

Det fremgår ikke af parallelaftalen, hvilken procedure der skal anvendes, hvis der skal træffes beslutning om at fravige udgangspunktet i parallelaftalens artikel 3, stk. 7.

3. Hvis resultatet af folkeafstemningen den 3. december 2015 bliver et ja, vil det danske retsforbehold blive omdannet til en tilvalgsordning, og den eksisterende Dublin III-forordning vil blive tilvalgt i overensstemmelse med punkt 3 i den politiske aftale.

Det vil herefter være artikel 5, stk. 2, i bilaget til Protokol nr. 22 om Danmark stilling (her-efter den danske protokol), der regulerer spørgsmålet om, hvorvidt Danmark fortsat kan deltage i Dublin-samarbejdet uden at deltage i ændringsforslaget vedrørende omforde-lingsordningen. Denne bestemmelse indebærer som udgangspunkt, at hvis Danmark ikke ønsker at deltage i omfordelingsordningen, og Rådet på forslag af Kommissionen beslut-ter, at Danmarks manglende deltagelse gør den nye, ændrede Dublin III-forordning uan-vendelig, vil dette medføre, at Danmark må udtræde af Dublin-samarbejdet.

Artikel 5, stk. 2, i den danske protokol svarer til artikel 4a, stk. 2, i den britiske og irske protokol.

Af de forklarende bemærkninger i Kommissionens begrundelse for ændringsforslaget fremgår følgende om Storbritanniens og Irlands stilling:

”I medfør af protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og TEUF, kan Det Forenede Kongerige og Irland beslutte at deltage i vedtagelsen af dette forslag. Den mulighed har de også efter vedtagelsen af forslaget.

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af forordning (EU) nr. 604/2013 som følge af deres meddelelse om, at de ønskede at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af forordningen på grundlag af ovennævnte protokol. Disse medlemsstaters stilling med hensyn til forordning (EU) nr. 604/2013 påvirker ikke deres stilling med hensyn til deres eventuelle deltagelse i nærværende forordning.”

Af en fodnote til de forklarende bemærkninger fremgår følgende:

”For så vidt angår en sådan medlemsstat vil ikke-deltagelse i den ændrede forordning næppe gøre anvendelsen af Dublinforordningen som ændret uanvendelig, jf. artikel 4a i protokol 21.” [Udlændinge-, Integrations-, og Bo-ligministeriets fremhævelse]

Som følge af Kommissionens forklarende bemærkninger kan det i udgangspunktet forven-tes, at Kommissionen ikke vil fremsætte forslag om, at Storbritanniens og Irlands mang-lende deltagelse vil gøre den nye, ændrede Dublin III-forordning uanvendelig.

Kommissionens ændringsforslag skal behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure i artikel 294 i TEUF. Rådet og Europa-Parlamentet vil således i forbindelse med forhand-lingerne om ændringsforslaget få mulighed for at forholde sig til Kommissionens udmelding om, at Kommissionen næppe vil anse den nye, ændrede Dublin III-forordning for uanvendelig, hvis Storbritannien og Irland måtte vælge ikke at deltage i omfordelingsordningen. Rådet og Europa-Parlamentet vil således som EU-lovgiver skulle tage stilling til spørgsmålet.

Det bemærkes, at ovennævnte bemærkninger ikke på nuværende tidspunkt vedrører Danmark, idet Danmark aktuelt er tilknyttet Dublin III-forordningen på mellemstatsligt grundlag via parallelaftalen og ikke ligesom Storbritannien og Irland deltager i Dublin-samarbejdet på baggrund af en tilvalgsordning. Bemærkningerne må imidlertid antages også at gøre sig gældende i forhold til Danmark, såfremt det danske retsforbehold bliver omdannet til en tilvalgsordning, og Danmark på den baggrund tilvælger Dublin III-forordningen på EU-retligt grundlag.

I givet fald ville Danmark stå i samme situation som Storbritannien og Irland og måtte derfor forventes at blive omfattet af samme ordning.

Spørgsmål 36: om ministeren vil bekræfte, at Danmark ved tiltrædelsen af en gældende retsakt tiltræder langt mere end den enkelte retsakt, nemlig også den gældende retstilstand ("acquis communautaire")

Vil ministeren bekræfte, at Danmark ved tiltrædelsen af en gældende retsakt tiltræder langt mere end den enkelte retsakt, nemlig også den gældende retstilstand ("acquis communautaire"), der er forbundet med den pågældende retsakt, og som skal tages i betragtning, når medlemslandene skal overholde EU-retten, og når danske domstole og EU-domstolen skal forholde sig til de konkrete sager?

Svar:

Danmark kan ifølge tilvalgsordningen tilvælge en retsakt på forslagsstadiet, tilvælge efter retsaktens vedtagelse eller vælge permanent at stå udenfor den pågældende retsakt.

Det er således Danmark selv, der beslutter præcis, hvilke dele af rets- og politisamarbejdet Danmark ønsker at være en del af. Danmark bliver kun bundet af andre retsakter – hvad enten der er tale om ændringsretsakter eller retsakter, der i øvrigt videreudvikler samarbejdet – hvis Danmark selv beslutter sig for at tilvælge de pågældende nye retsakter. Der kan i den sammenhæng henvises til redegørelsen om samarbejdet om retlige og indre anliggender (side 17 ff.). Redegørelsen findes på Udenrigsministeriets hjemmeside (www.um.dk) såvel som på Justitsministeriets hjemmeside (www.jm.dk).

Såfremt Danmark efter tilvalgsordning tilvælger en retsakt, stilles Danmark i forhold til den pågældende retsakt på lige fod - og med de samme rettigheder - som andre EU-medlemsstater, der deltager i samarbejdet. Det vil blandt andet sige, at EU-Domstolens retspraksis, Kommissionens meddelelser mv. har betydning for forståelsen af den pågældende retsakt, ligesom EU-traktaterne som fortolket i EU-domstolens retspraksis finder anvendelse i relation til den pågældende retsakt.

Ved et dansk tilvalg af en retsakt bliver Danmark også omfattet af EU’s eksterne kompetence på området. Dette følger af de almindelige kompetenceregler for EU-samarbejdet. Således gælder det efter EU-retten, at der er ekstern kompetence for EU, når EU har udnyttet kompetencen til internt i EU at fastsætte regler i forordninger eller direktiver. I det omfang Danmark tilvælger forordninger og direktiver mv. på RIA-området i medfør af tilvalgsordningens bestemmelser, bliver Danmark også omfattet af EU’s eksterne kompetence på området, jf. lovforslagets punkt 2.3.6. og lovforslagets bilag 5.

Spørgsmål 37: om ministeren vil redegøre for "acquis communautaire" i forbindelse med hver enkelt af de 26 retsakter, som regeringen vil tiltræde i tilfælde af et ja til afskaffelsen af retsforbeholdet

”Vil ministeren redegøre for "acquis communautaire" i forbin-delse med hver enkelt af de 26 retsakter, som regeringen vil tiltræde i tilfælde af et ja til afskaffelsen af retsforbeholdet?”

Svar:

Der henvises til Udenrigsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 36 vedrørende forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29) fra Folketingets Europaudvalg.

En fyldestgørende besvarelse af dette spørgsmål ville forudsætte en manuel gennemgang af et stort antal retsakter og domme mv.

En sådan gennemgang vil være meget tids- og ressourcekrævende, og Justitsministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til at udarbejde den efterspurgte redegørelse.

Det bemærkes, at der i forbindelse med udarbejdelsen af Analyse-rapporten Samarbejdet om retlige og indre anliggender blev udarbejdet analyser af samtlige retsforbeholdsbelagte retsakter, som bl.a. gennemgår indholdet af de pågældende retsakter.

Analyserapporten kan findes på Justitsministeriets og Udenrigsministeriets hjemmesider, og de underliggende analyser af de enkelte retsakter kan findes på Justitsministeriets hjemmeside.

Hvis resultatet af folkeafstemningen den 3. december 2015 bliver et ja, vil der blive fremsat lovforslag med henblik på tilvalg af de rets-akter, der er omfattet af den politiske aftale fra marts 2015, og som forudsætter, at der sker ændringer i dansk ret. Lovforslagene vil bl.a. indeholde en gennemgang af de enkelte retsakter.

Spørgsmål 38: om ministeren vil redegøre for retsafgørelser og retssystemer i hver enkelt af de 27 andre medlemslande

”Vil ministeren redegøre for retsafgørelser og retssystemer i hver enkelt af de 27 andre medlemslande, for så vidt angår hver enkelt af de retsakter, som regeringen ønsker at tiltræde, og som indebærer gensidig anerkendelse af de andre medlemslandes retsafgørelser og retssystemer?”

Svar:

1. En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en omfattende indsamling af oplysninger fra de andre EU-medlemslande.

En sådan indsamling vil være ganske tids- og ressourcekrævende og vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke stå mål med det resultat, der kan forventes at komme ud af arbejdet. Ministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til en sådan indsamling.

2. Det kan dog generelt oplyses, at princippet om gensidig anerkendelse som udgangspunkt indebærer, at afgørelser truffet af en judiciel myndighed i én medlemsstat skal anerkendes og fuldbyrdes af myndighederne i en anden EU-medlemsstat, når der anmodes herom.

Princippet imødekommer derved behovet for samarbejde mellem med-lemsstater samtidig med, at medlemsstaternes forskellige retssystemer respekteres.

Et eventuelt tilvalg af retsakterne om gensidig anerkendelse, der er om-handlet i spørgsmålet, vil ikke ændre på, at det fortsat vil være op til hver enkelt medlemsstat at bestemme, hvilken materiel regulering der i medlemsstaten skal gælde på det pågældende retsområde.

Således indeholder konkursforordningen f.eks. regler om gensidig anerkendelse af konkursdekreter afsagt i andre medlemslande, men det vil fortsat være op til hver enkelt medlemsstat at bestemme, hvilke nationale regler der i medlemsstaten skal gælde vedrørende betingelserne for konkurs-behandlingens indledning og afslutning samt dens forløb, herunder f.eks. reglerne om prioritetsrækkefølge, omstødelse mv.

Spørgsmål 39: om ministeren vil garantere, at der ikke sker forringelser af danske virksomheders og borgeres retssikkerhed samt fagforeningers muligheder for at inddrive løntilgodehavender på medlemmernes vegne

”Vil ministeren garantere, at der ikke sker forringelser af danske virksomheders og borgeres retssikkerhed samt fagforeningers muligheder for at inddrive løntilgodehavender på med-lemmernes vegne som følge af en tiltrædelse af følgende forordninger:
-Rom II-forordningen,
-konkursforordningen,
-kontosikringsforordningen,
-betalingspåkravsprocedureforordningen (Her ønskes også en redegørelse for virkningen af den sandsynlige ændring af forordningen),
-småkravsprocedureforordningen (Her ønskes også en redegørelse for virkningen af den sandsynlige ændring af forordningen).”

 

Svar:

1. Indledningsvis bemærkes, at Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at det vedrører adgangen til at inddrive løntilgodehavender inden for EU i grænseoverskridende sager og i den forbindelse bl.a. adgangen til fuldbyrdelse af retsafgørelser.

Retsafgørelser truffet i Danmark eller en anden medlemsstat vil allerede i dag kunne anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat end den, hvor afgørelsen er truffet, i medfør af reglerne i Bruxelles I-forordningen, som Danmark er tilknyttet ved en parallelaftale.

Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde omfatter det civil- og handelsretlige område, herunder bl.a. sager om ansættelsesret. Forordningen omfatter ikke spørgsmål vedrørende skat, told, administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii). Endvidere finder forordningen ikke anvendelse på en række nærmere angivne områder, herunder person-, familie- og arveret-lige spørgsmål, konkurs mv., social sikring, voldgift og underholdspligt, jf. forordningens artikel 1.

Forordningens kapitel III indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, som er truffet i en anden medlemsstat.

Det fremgår af artikel 36, stk. 1, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. Anerkendelsen indebærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, at retsafgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssag om samme spørgs-mål mellem de samme parter ikke kan anlægges.

Forordningens artikel 45 angiver udtømmende, i hvilke tilfælde retten kan afslå at anerkende en retsafgørelse. Artikel 52 fastslår, at retsafgørelser truffet i en medlemsstat i intet tilfælde kan efterprøves med hensyn til sagens realitet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Efter artikel 45, stk. 1, litra a, afslås anerkendelse af en retsafgørelse, hvor anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Anerkendelse af-slås endvidere, hvor der er tale om en udeblivelsesafgørelse, og det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke var blevet forkyndt for sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte kunne varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte undlod at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det, jf. artikel 45, stk. 1, litra b.

Anerkendelse afslås herudover, hvor afgørelsen er uforenelig med en rets-afgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, eller hvor afgørelsen er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, jf. artikel 45, stk. 1, litra c og d.

Endelig afslås anerkendelse, hvor retsafgørelsen strider mod forordningens kompetenceregler. Anerkendelse kan således ikke ske, hvis kompetencereglerne vedrørende forsikringssager, sager om forbrugeraftaler eller sager om individuelle arbejdsaftaler er tilsidesat, såfremt forsikringstageren, den sikrede, en begunstiget i henhold til forsikringsaftalen, den skadelidte, for-brugeren, eller arbejdstageren er den sagsøgte. Anerkendelse kan ligeledes ikke ske, hvis retsafgørelsen strider mod forordningens regler om enekompetence, jf. artikel 45, stk. 1, litra e.

Det følger af artikel 39, at en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, og som kan fuldbyrdes (er eksigibel) i den pågældende medlemsstat, skal kunne fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater, uden krav om en erklæring om eksigibilitet. En anmodning om fuldbyrdelse efter forordningen kan afslås, når det konstateres, at en af de i artikel 45 omhandlede grunde foreligger, jf. artikel 46.

2. Rom II-forordningen indeholder regler om lovvalg – det vil sige regler om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes i tilfælde af en tvist – i sager vedrørende forpligtelser uden for kontrakt. Lovvalg uden for kontrakt er ikke i dag lovreguleret i dansk ret, men afgøres ud fra principper skabt gennem retspraksis. Rom II-forordningen indeholder ikke regler om fag-foreningers muligheder for at fuldbyrde lønkrav mod virksomheder hjemmehørende i andre EU-lande, herunder deres muligheder for at inddrive løntilgodehavender på medlemmernes vegne. Et tilvalg af Rom II-forordningen vil medføre en mere klar og forudsigelig retstilstand vedrø-rende lovvalg uden for kontrakt til gavn for såvel borgere som virksomheder.

3. Konkursforordningen fra 2000, som blev omarbejdet i 2015, bygger på et grundlæggende princip om, at medlemsstaterne skal anerkende hinandens konkurser mv.

Det er udgangspunktet efter forordningen, at insolvensbehandlingen af en skyldner, der har aktiver i flere medlemsstater, skal ske i den stat, hvor centrum for skyldnerens hovedinteresser befinder sig.

For at beskytte lokale fordringshavere indeholder forordningen imidlertid en undtagelse fra denne hovedregel. Hvis en skyldner har et forretnings-sted på en anden medlemsstats område end dér, hvor centrum for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, kan der i denne anden stat indledes en såkaldt sekundær insolvensbehandling.

Hovedindholdet af en afgørelse om indledning af en insolvensbehandling skal bekendtgøres eller noteres i offentlige registre i andre medlemsstater efter krav fra kurator, eller hvis dette følger af reglerne i en medlemsstat, hvor skyldneren har et forretningssted.

Der kan således fastsættes regler om, at indledning af konkurs i en anden medlemsstat skal bekendtgøres i Statstidende, hvis skyldneren har et forretningssted her i landet, hvilket vil gøre fordringshavere i stand til at få kendskab til indledningen af insolvensbehandlingen.

Konkursforordningen indeholder desuden regler om etablering og sammenkobling af offentlige insolvensregistre, hvilket ligeledes vil gøre det nemmere for fordringshavere at få viden om, at der er indledt insolvensbehandling i en anden medlemsstat.

Der henvises i øvrigt til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 42 vedrørende lovforslaget.

4. Kontosikringsforordningen indfører en EU-procedure, der gør det muligt for kreditor at opnå en europæisk kendelse til sikring af bankindeståender, til brug for efterfølgende inddrivelse af krav, herunder lønkrav.

Forordningen finder udelukkende anvendelse i grænseoverskridende tilfælde. Den europæiske procedure kan benyttes af borgere og virksomheder som et alternativ til de procedurer, der findes i den nationale lovgivning.

Forordningen finder med visse undtagelser anvendelse på pengekrav på det civil- og handelsretlige område.

Den europæiske kontosikringskendelse er en ren sikringsforanstaltning, hvilket vil sige, at der kun bliver tale om at spærre debitors konto, og forordningen giver således ikke mulighed for udbetaling af penge til kreditor.

5. Betalingspåkravsprocedureforordningen har til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne forbundet hermed. Forordningen indfører en valgfri procedure, der kan anvendes som alternativ til de procedurer, der findes i medlemsstaternes lovgivning.

Forordningen finder anvendelse på inddrivelse af et pengekrav på et angivet beløb, som er forfaldent på det tidspunkt, hvor anmodningen om et europæisk betalingspåkrav indgives. Der er ikke fastsat en beløbsgrænse for anvendelse af proceduren.

Betalingspåkravsprocedureforordningen finder med visse undtagelser anvendelse på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sager, herunder sager vedrørende ansættelsesret samt voldgift.

Efter forordningen anerkendes og fuldbyrdes et eksigibelt europæisk betalingspåkrav i de øvrige medlemsstater, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

Fuldbyrdelse kan under visse forudsætninger afslås på skyldnerens anmodning, hvis det europæiske betalingspåkrav er uforeneligt med en retsafgørelse eller et påkrav, der tidligere er blevet henholdsvis truffet eller udstedt i en medlemsstat eller et tredjeland.

Fuldbyrdelse afslås tillige på anmodning, såfremt skyldneren har betalt fordringshaveren det beløb, som er tilkendt i det europæiske betalingspåkrav.

For så vidt angår forskellene i forpligtelserne til at anerkende og fuldbyrde afgørelser efter betalingspåkravsprocedureforordningen og Bruxelles I-forordningen henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 43 vedrørende lovforslaget.

I Kommissionens forslag til ændring af småkravsprocedureforordningen, der også indeholder ændringer af betalingspåkravsprocedureforordningen, jf. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure, foreslås det, at en fordringshaver kan vælge, hvilken procedure der skal finde anvendelse, hvis skyldneren fremsætter en indsigelse over for det europæiske betalingspåkrav. Det foreslås således, at en fordringshaver skal kunne vælge, at sagen skal anlægges efter den europæiske småkravsprocedure, hvis betingelserne for anvendelse af denne procedure er opfyldt, eller ved den nationale procedure i den medlemsstat, der behandler anmodningen om det europæiske betalingspåkrav. Forslaget til ændringsforordningen forventes vedtaget på et kommende rådsmøde inden udgangen af 2015.

6. Småkravsprocedureforordningen har til formål at forenkle og fremskynde behandlingen af grænseoverskridende tvister om mindre krav på det civil- og handelsretlige område og nedbringe sagsomkostninger forbundet hermed.

Forordningen indeholder således en procedure for behandling af grænse-overskridende, mindre krav med en værdi på højst 2.000 EUR, eksklusive alle renter, udgifter og udlæg, på det tidspunkt, hvor anmodningsformularen modtages af den kompetente ret, jf. forordningens artikel 2, stk. 1

Forordningen indeholder desuden særlige regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser truffet efter forordningens procedure.

Forordningen finder ikke anvendelse på bl.a. ansættelsesret.

For så vidt angår forskellene i forpligtelserne til at anerkende og fuldbyrde afgørelser efter småkravsprocedureforordningen og Bruxelles I-forordningen henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 44 vedrørende lovforslaget.

Efter Kommissionens forslag til ændring af småkravsprocedureforordningen (Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure), forhøjes grænseværdien fra 2.000 EUR til 5.000 EUR eksklusive alle renter, udgifter og udlæg, på det tidspunkt, hvor anmodningsformularen modtages af den kompetente ret, med henblik på at udvide muligheden for at anvende den europæiske småkravsprocedure i væsentligt flere tilfælde, herunder særligt i grænseoverskridende tvister om krav, der involverer små og mellemstore virksomheder.

Det fremgår af artikel 2, stk. 2, litra e-f, i forslag til ændring af småkravs-procedureforordningen, at ansættelsesret også fremover vil være undtaget fra forordningens anvendelsesområde.

Efter artikel 28, stk. 1, litra b, i forslaget, skal Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg senest fem år efter datoen for anvendelse af forordningen fremlægge en rap-port om anvendelsen af forordningen.

I den forbindelse skal der bl.a. foretages en evaluering af, om det vil være hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for den europæiske småkravsprocedure, navnlig for så vidt angår lønkrav, for at lette adgangen til domstolsprøvelse for arbejdstagere i grænseoverskridende arbejdsretlige tvister med deres arbejdsgiver.

7. Sammenfattende kan det oplyses, at der ikke sker en forringelse af danske virksomheders og borgeres retssikkerhed, men at de nævnte forordnin-ger derimod vil være med til at sikre inddrivelse af pengekrav i grænse-overskridende sager samt forenkle og fremskynde disse processer, når der er tale om ubestridte krav, samt nedbringe sagsomkostninger forbundet hermed.

Spørgsmål 40: om ministeren vil garantere, at en tiltrædelse af konkursforordningen ikke kan medføre, at lønkrav fra en konkursramt dansk virksomheds ansatte skal vige til fordel for krav, der er rejst af personer eller virksomheder i andre EU-lande på grundlag af forordningen

”Vil ministeren garantere, at en tiltrædelse af konkursforord-ningen ikke kan medføre, at lønkrav fra en konkursramt dansk virksomheds ansatte skal vige til fordel for krav, der er rejst af personer eller virksomheder i andre EU-lande på grundlag af forordningen?”

Svar:

Justitsministeriet kan indledningsvis oplyse, at hovedreglen efter konkurs-forordningen er, at det er lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvens-behandlingen er indledt, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.

Konkursordenen er blandt de elementer, der bestemmes af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Det vil sige, at det fortsat vil være dansk ret, der gælder i forhold til konkursordenen for så vidt angår en insolvensbehandling, der finder sted i Danmark i medfør af konkursforordningen.

Det bemærkes i øvrigt, at det følger af forordningen, at fordringshavere, der har fået dividende ved en sekundær insolvensbehandling i en anden medlemsstat, først kan deltage i udlodningen af en insolvensbehandling her i landet, når de andre fordringshavere med samme plads i konkursordenen har fået en tilsvarende dividende.

Spørgsmål 41: om ministeren vil redegøre for, hvad betingelserne er for at indlede en "sekundær insolvensprocedure" ifølge konkursforordningen

”Vil ministeren redegøre for, hvad betingelserne er for at ind-lede en "sekundær insolvensprocedure" ifølge konkursforord-ningen, og vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser dette vil have for danske kreditorer og skyldnere sammenlignet med de gældende regler, og om det vil medføre en svækkelse af disses retsstilling i konkurssager?”

Svar:

1. Det følger af konkursforordningen, at der, når der er indledt en insolvensbehandling i en medlemsstat, kan indledes sekundære insolvensbehandlinger i de andre medlemsstater, hvor skyldneren har et forretningssted, for så vidt angår de aktiver, som befinder sig i de pågældende medlemsstater, uden at retterne i disse medlemsstater tager stilling til, om skyldneren er insolvent. En sekundær insolvensbehandling kan kun være en likvidation.

Ud over dem, der efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat har ret til at indgive begæring om insolvensbehandling, kan anmodning om se-kundær insolvensbehandling også fremsættes af kurator for den insolvens-behandling, der allerede er indledt i en anden medlemsstat.

2. Efter konkursloven indgives begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering til skifteretten på det sted, hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige virksomhed udøves.

Det antages, at der ikke er værneting for en konkursbegæring i den rets-kreds, hvor et selskab udøver erhvervsvirksomhed gennem en filial.

3. Ved et tilvalg af konkursforordningen indføres der således mulighed for, at der i de tilfælde, hvor der i en anden medlemsstat er indledt en insolvensbehandling af en skyldner, der har centrum for sine hovedinteresser i denne medlemsstat, kan indledes en sekundær insolvensbehandling i Danmark, såfremt skyldneren har et forretningssted her i landet.

Som det fremgår af Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 40 vedrørende forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29) fra Folketingets Europaudvalg, er det lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, der gælder for insolvensbehandlingen og dens retsvirkninger. Konsekvensen af dette er så-ledes, at en sekundær insolvensbehandling i Danmark vil skulle behandles efter dansk ret.

Omvendt vil der i tilfælde, hvor der er indledt en insolvensbehandling i Danmark af en skyldner, der har centrum for sine hovedinteresser her i landet, kunne opstå situationer, hvor aktiver, der befinder sig i en anden medlemsstat, omfattes af en sekundær insolvensbehandling i denne anden medlemsstat, hvilket i visse tilfælde kan betyde, at fordringshaverne i den sekundære insolvensbehandling stilles bedre end efter de gældende regler.

Spørgsmål 42: om ministeren kan bekræfte, at en tiltrædelse af konkursforordningen kan medføre, at danske skyldneres navne offentliggøres i udenlandske insolvensregistre uden deres samtykke og vidende

”Kan ministeren bekræfte, at en tiltrædelse af konkursforord-ningen kan medføre, at danske skyldneres navne offentliggøres i udenlandske insolvensregistre uden deres samtykke og vi-dende, og at danske registre skal sammenkobles med tilsvaren-de registre i andre EU-lande?”

Svar:

Justitsministeriet kan indledningsvis oplyse, at konkursforordningen fra 2000, som blev omarbejdet i 2015, indeholder regler om, at medlemsstaterne skal oprette nationale insolvensregistre med oplysninger om insolvensbehandlinger. Forordningen indeholder desuden regler om sammen-kobling af de nationale registre.

Registeret skal bl.a. indeholde oplysninger om dato for indledning af in-solvensbehandlingen, hvilken ret der har indledt insolvensbehandlingen, hvilken form for insolvensbehandling der er indledt, kompetencegrundlaget, stamdata for skyldneren, kontaktdata for insolvensbehandleren, frist for anmeldelse af krav og om mulighederne for at anfægte afgørelsen om at indlede insolvensbehandlingen. Der skal være gratis adgang til oplysningerne i registret.

Medlemsstaterne er imidlertid ikke forpligtede til at medtage de nævnte oplysninger vedrørende fysiske personer, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, i insolvensregistrene eller til at gøre sådanne oplysninger offentligt tilgængelige gennem systemet for sammenkobling af disse registre.

Medlemsstaterne kan desuden kræve, at adgang til oplysninger gøres afhængig af, at der fremsendes en anmodning til den kompetente myndig-hed, og at det verificeres, at der foreligger en legitim interesse i at få ad-gang til disse oplysninger, for så vidt angår oplysninger vedrørende fysiske personer, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, såfremt de pågældende indberettes til registret, og vedrørende fysiske personer, der er selvstændigt erhvervsdrivende, når insolvensbehandlingen ikke har tilknytning til dette selvstændige erhverv.

Spørgsmål 43: om hvilke betalingskrav danske myndigheder vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde, såfremt Danmark tiltræder betalingspåkravsprocedureforordningen

”Vil ministeren redegøre for, hvilke betalingskrav danske myndigheder vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde, såfremt Danmark tiltræder betalingspåkravsprocedureforord-ningen, som ikke vil skulle anerkendes og fuldbyrdes efter Bruxelles I-forordningen)?”

Svar:

Voldgift, underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familiefor-hold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab, og underholdspligt som følge af dødsfald er undtaget fra anvendelsesområdet i Bruxelles I-forordningen. Afgørelser, der vedrører disse områder, anerkendes og fuldbyrdes derfor ikke i Danmark i medfør af Bruxelles I-forordningen. De nævnte områder er derimod ikke undtaget fra anvendelsesområdet i betalingspåkravsproce-dureforordningen.

Et tilvalg af betalingspåkravsprocedureforordningen vil således betyde, at Danmark vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde betalingspåkrav, der vedrører ovennævnte områder.

Der er enkelte forskelle i, hvornår fuldbyrdelsesstaten kan afslå anerkendelse og fuldbyrdelse efter Bruxelles I-forordningen og betalingspåkravs-procedureforordningen. Er en afgørelse afsagt i den europæiske betalings-påkravsprocedure, kan anerkendelse og fuldbyrdelse i modsætning til efter reglerne i Bruxelles I-forordningen bl.a. ikke afslås med henvisning til, at anerkendelse og fuldbyrdelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbyrdelsesstaten, at de angivne kompetenceregler ikke er overholdt, eller til, såfremt der er tale om en udeblivelsesafgørelse, og det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke var blevet forkyndt i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte kunne varetage sine interesser under sagen.

Spørgsmål 44: om hvilke betalingskrav danske myndigheder vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde, såfremt Danmark tiltræder småkravsprocedureforordningen

”Vil ministeren redegøre for, hvilke betalingskrav danske myndigheder vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde, såfremt Danmark tiltræder småkravsprocedureforordningen, som ikke vil skulle anerkendes og fuldbyrdes efter Bruxelles I-forordningen?”

Svar:

Retsafgørelser truffet i Danmark eller en anden medlemsstat vil allerede i dag kunne anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat end den, hvor afgørelsen er truffet, i medfør af reglerne i Bruxelles I-forordningen, som Danmark er tilknyttet via parallelaftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Afgørelser vedrørende ansættelsesret, leje eller forpagtning af fast ejendom, bortset fra søgsmål vedrørende pengekrav og krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ære-krænkelser, som er undtaget fra den europæiske småkravsprocedure, er og-så omfattet af Bruxelles I-forordningen.

Der er enkelte forskelle i, hvornår fuldbyrdelsesstaten kan afslå anerkendelse og fuldbyrdelse efter Bruxelles I-forordningen og efter småkravsprocedureforordningen. Er en afgørelse afsagt i den europæiske småkravspro-cedure, kan anerkendelse og fuldbyrdelse i modsætning til efter reglerne i Bruxelles I-forordningen bl.a. ikke afslås med henvisning til, at anerken-delse og fuldbyrdelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbyrdelsesstaten, at de angivne kompetenceregler ikke er overholdt, eller til, såfremt der er tale om en udeblivelsesafgørelse, og det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke var blevet forkyndt i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte kunne va-retage sine interesser under sagen.

Et tilvalg af den europæiske småkravsprocedure vil således betyde, at dan-ske myndigheder i medfør af den europæiske småkravsprocedure i et vist videre omfang vil være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde afgørelser, som ikke kunne anerkendes og fuldbyrdes efter Bruxelles I-forordningen. Omvendt vil andre medlemsstaters myndigheder efter reglerne i den euro-pæiske småkravsprocedure i et vist videre omfang være forpligtet til at an-erkende og fuldbyrde retsafgørelser afsagt i Danmark.

Spørgsmål 45: om hvilken betydning tiltrædelsen af Rom II-forordningen, konkursforordningen, kontosikringsforordningen, betalingspåkravsprocedureforordningen og småkravsprocedureforordningen har for danske fagforeninger

”Vil ministeren redegøre for, hvilke muligheder danske fagfor-eninger har efter de gældende regler med hensyn til at fuldbyr-de lønkrav mod virksomheder hjemmehørende i andre EU-lande, og hvori de konkrete ændringer består ved en tiltrædelse af henholdsvis Rom II-forordningen, konkursforordningen, kontosikringsforordningen, betalingspåkravsprocedureforord-ningen og småkravsprocedureforordningen?”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 39 vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 46: om hvor mange søgninger Danmark har udført i EIS i 2014

”Rigspolitiet har oplyst, at "det samlede antal søgninger udført af medlemsstater i EIS i 2014 udgjorde 367.922, samt at 19 pct. af disse søgninger kan tilskrives Danmark" (jf. (2014-15, 2. samling) EUU alm. del - bilag 107). Ministeren bedes oplyse, hvad der præcist menes med, at 19 pct. kan "tilskrives” Danmark. Ministeren bedes desuden oplyse, hvor mange søg-ninger Danmark har udført i EIS i 2014, hvis ikke det er det samme som det antal af forespørgsler, som regeringen oplyser, kan ”tilskrives” Danmark. Endelig bedes ministeren oplyse, hvor mange søgninger andre lande har udført om Danmark, gerne opgjort efter land.”

Svar:

Justitsministeriet kan oplyse, at ”tilskrives” skal forstås på den måde, at 19 pct. af søgningerne blev foretaget af Danmark.

For så vidt angår antallet af søgninger i EIS i 2014 henvises der til Justitsministeriets besvarelse af 20. oktober 2015 af spørgsmål nr. 7 vedrørende forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29) fra Folketingets Europaudvalg. Det fremgår heraf, at dansk politi i 2014 foretog 71.481 søgninger i EIS.

Hverken Rigspolitiet eller Europol registrerer, i hvilket omfang medlemsstaternes søgninger i EIS er målrettet specifikke nationaliteter, hvorfor Justitsministeriet ikke har mulighed for at oplyse nærmere om, hvor mange søgninger andre lande har udført om Danmark.

Spørgsmål 47: om hvad forklaringen er på, at Danmark står for hele 19 pct. af søgningerne i EIS, når Danmark kun udgør omkring 1 pct. af EU's borgere

”Hvad er forklaringen på, at Danmark står for hele 19 pct. af søgningerne i EIS, når Danmark kun udgør omkring 1 pct. af EU's borgere?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”Rigspolitiets søgninger i EIS udgør en vigtig del af politiets systematiske monitoreringsindsats på udvalgte strategiske fokusområder, herunder navnlig kriminalitetsområder af grænse-overskridende karakter, f.eks. indsatsen mod omrejsende kriminelle og menneskesmugling.

Rigspolitiets søgninger i EIS, hvor der er datasammenfald mellem søgningen og oplysningerne i EIS, bidrager også til konkrete efterforskninger af straffesager i politikredsene.”

Spørgsmål 48: om antallet af søgninger i EIS i forhold til omfanget af kriminalitet

”Betyder det faktum, at Danmark gennemfører betydelig flere søgninger i EIS, at omfanget af kriminalitet vedrørende menneskehandel, børneporno, bandekriminalitet, terrorisme m.v. også er betydelig mindre i Danmark end i Norge?”

Svar:

Det er Justitsministeriets vurdering, at det ikke er meningsfyldt at søge at skabe en sammenhæng mellem antallet af søgninger i EIS og kriminalitetsniveauet i Danmark henholdsvis Norge. Det bemærkes i den forbindelse, at EIS er et efterforskningsværktøj.

Spørgsmål 49: om ministerens vurdering af sammenhængen mellem enkelte landes søgninger i EIS og kriminaliteten i de pågældende lande vedrørende de forbrydelser, som Europol beskæftiger sig med

”Ministeren bedes oversende en vurdering - baseret på konkrete tal - på sammenhængen mellem enkelte landes søgninger i EIS og så kriminaliteten i de pågældende lande vedrørende de forbrydelser, som Europol beskæftiger sig med.”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”Hverken Rigspolitiet eller Europol registrerer karakteren af landenes søgninger i Europols Informationssystem (EIS), hvorfor Rigspolitiet ikke har mulighed for at opgøre, hvilke krimi-nalitetstyper de enkelte landes søgninger relaterer sig til.

Rigspolitiet kan i øvrigt oplyse, at ud af de 367.922 medlemslandssøgninger i EIS i 2014 står Storbritannien for 117.889, Danmark for 71.481, Tyskland for 63.397, Finland for 30.603, Frankrig for 28.382, Rumænien for 14.341, Spanien for 7.081, Polen for 6.702, Belgien for 5.432, Grækenland for 4.978, Italien for 4.233, Malta for 2.173, Slovenien for 1.711, Cypern for 1.701, Litauen for 1.606, Estland for 1.585, Holland for 1.573, Sverige for 1.250, Portugal for 399, Østrig for 363, Bulgarien for 316, Slovakiet for 243, Tjekkiet for 143, Ungarn for 123, Letland for 78, Luxembourg for 76, Kroatien for 51 og Irland for 12.”

Det er Justitsministeriets vurdering, at det ikke er meningsfyldt at søge at skabe en sammenhæng mellem antallet af søgninger i EIS og kriminalitetsniveauet i de enkelte EU-lande.

Spørgsmål 50: om hvordan ministeren vil sikre, at borgere i Danmark fremover sikres et klart kendskab til, hvad andre lande anser for kriminelt

”Hvordan vil ministeren sikre, at borgere i Danmark fremover sikres et klart kendskab til, hvad andre lande anser for kriminelt og derfor kan kræve danske borgere strafforfulgt for, hvis de forbryder sig mod disse landes lovgivning? Vil der f.eks. komme databaser med samtlige EU-landes straffebestemmelser oversat til dansk?”

Svar:

En eventuel omdannelse af det nuværende danske retsforbehold til en tilvalgsordning og efterfølgende tilvalg af de retsakter, der fremgår af de politiske aftaler, vil ikke have nogen betydning for, hvad der anses for strafbart i de andre EU-lande.

Uanset resultatet af folkeafstemningen den 3. december 2015 vil danske borgere – ligesom i dag – kunne blive straffet i en anden medlemsstat, hvis de overtræder lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

Jeg finder derfor ikke anledning til at iværksætte et initiativ som det, der er nævnt i spørgsmålet.

Det bemærkes i øvrigt, at en række af de direktiver, som vil blive tilvalgt i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015, indebærer, at straffelovgivningen i EU-medlemslandene bliver mere ensartet. Det gælder bl.a. cybercrimedirektivet og direktiverne om menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn, der indeholder minimumsregler for, hvilke handlinger vedrørende de nævnte områder, der skal være strafbare og straffene herfor.

Spørgsmål 51: om ministeren kan garantere, at en dansk forbruger, der har købt en vare på nettet i et andet EU-land, ikke får sin bankkontos indestående indefrosset på grund af kendelse om kontosikring

”Kan ministeren garantere, at en dansk forbruger, der f.eks. har købt en vare på nettet fra et andet EU-land, ikke pludselig kan opleve at få sin bankkonto indefrosset, fordi der er udstedt en kendelse om kontosikring i et andet EU-land, uden at forbrugeren har modtaget så meget som en rykker?”

Svar:

Kontosikringsforordningen finder anvendelse på forfaldne pengekrav på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende tilfælde.

Det er en betingelse for, at kontosikringskendelsen udstedes, at kreditor har forelagt tilstrækkelig dokumentation til, at retten kan fastslå, at der er akut behov for en kontosikringskendelse, fordi der er reel risiko for, at den efterfølgende fuldbyrdelse af kreditors krav mod debitor uden en sådan foranstaltning vil blive umulig eller væsentligt vanskeligere.

Forordningen stiller ikke udtrykkeligt krav om, at kreditor skal have sendt debitor en eller flere rykkere vedrørende det krav, som kreditor har mod debitor, inden der kan anmodes om og udstedes en kontosikringskendelse.

Midler på en konto, som overstiger det beløb, der er angivet i kontosikringskendelsen, berøres ikke af gennemførelsen af kendelsen. Et resterende indestående skal således fortsat stå til rådighed for debitor.

Spørgsmål 52: om ministeren kan garantere, at en dansk virksomhed, der konkurrerer med en virksomhed i et andet EU-land, ikke får virksomhedens bankkonto indefrosset på grund af kendelse om kontosikring

”Kan ministeren garantere, at en dansk virksomhed, der konkurrerer med en virksomhed i et andet EU-land, ikke pludselig kan opleve, at virksomhedens bankkonti er indefrosset, fordi der er udstedt en kendelse om kontosikring i et andet EU-land, uden at den danske virksomhed har modtaget nogen underretning om, at der var rejst et krav?”

Svar:

Justitsministeriet kan oplyse, at for at sikre overraskelseseffekten af kontosikringskendelsen og for at sikre, at den bliver et nyttigt redskab for en kreditor, der forsøger at inddrive gæld fra en debitor i grænseoverskridende tilfælde, er det fastsat i kontosikringsforordningen, at debitor ikke underrettes om anmodningen om en kontosikringskendelse og heller ikke høres forud for udstedelsen af kendelsen.

Da debitor ikke høres forud for udstedelsen af en kontosikringskendelse, er der i forordningen bl.a. indført regler om sikkerhedsstillelse og garanti, der skal hindre misbrug af kendelsen og beskytte debitors rettigheder.

Det følger af forordningen, at kreditor hæfter for enhver skade, der påføres debitor som følge af kontosikringskendelsen på grund af culpøs adfærd fra kreditors side.
Justitsministeriet henviser i øvrigt til ministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 51.

Spørgsmål 53: om hvorvidt kontosikringsdelen også vil kunne anvendes i forhold til lønkonti

”Ministeren bedes oplyse, om kontosikringskendelsen også vil kunne anvendes i forhold til lønkonti, der i dag som regel er sikret mod tvangsinddrivelse, fordi indestående på disse konti skal anvendes til husleje, mad og andre fornødenheder.”

Svar:

Det følger af kontosikringsforordningen, at forordningen ikke finder anvendelse på bankkonti, som der i henhold til gældende lov i den medlemsstat, hvor kontoen føres, ikke kan gøres udlæg i.

Det følger af retsplejelovens § 509, stk. 1, at udlæg som udgangspunkt ikke kan foretages i aktiver, bortset fra fast ejendom, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand (det såkaldte ”trangsbeneficium”). Reglen i § 509 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med arrestforretninger, jf. retsplejelo-vens § 631, stk. 2.

Kontosikringskendelsen kan derfor ikke anvendes i forhold til aktiver, som der ikke efter dansk ret kan foretages udlæg i.

Spørgsmål 54: om kriterierne for tilladelse til aflytning i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler

”Ministeren bedes redegøre for kriterierne for tilladelse til aflytning i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler. Spørgsmålet er tidligere stillet som REU alm. del – spørgsmål 123 (folketingsåret 2014-15, 2. samling).”

Svar:

1. Reglerne om indgreb i meddelelseshemmeligheden, herunder ved brug af aflytning, findes i retsplejelovens kapitel 71 (§§ 780-791 c).

De generelle betingelser for indgreb i meddelelseshemmeligheden er fast-sat i retsplejelovens § 781. Efter bestemmelsen må indgreb i meddelelses-hemmeligheden som udgangspunkt foretages, såfremt (1) der er bestemte grunde til at antage (mistankekrav), at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt, (2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning (indikationskrav) for efterforskningen, og (3) efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig over-trædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straf-felovens §§ 124, stk. 2, 125, 127, stk. 1, 233, stk. 1, 235, 266, 281 eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1-5 (kriminalitetskravet).

Dog kan indgreb i meddelelseshemmeligheden foretages under efterforsk-ningen af en række nærmere bestemte lovovertrædelser fastsat i bestem-melsens stk. 2 og 3, uanset at efterforskningen ikke angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan straffes med fængsel i 6 år eller derover. Telefonaflytning efter § 780, stk. 1, nr. 1, kan eksempelvis foretages, hvis der er mistanke om et forhold af fredskrænkelse efter straffelovens § 263, stk. 2, selvom overtrædelse af denne bestemmelse ikke kan straffes med fængsel i 6 år.

For andre former for aflytninger, herunder rumaflytninger (hvor aflytningsudstyr f.eks. opsættes i en mistænkts bolig), gælder et skærpet kriminalitetskrav, jf. retsplejelovens § 781, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan sådanne aflytninger kun foretages, når mistanken vedrører en forbrydelse, som har medført eller som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller betydelige samfundsværdier.

Politiets optagelse af samtaler med henblik på senere gennemgang er omfattet af begrebet anden aflytning efter retsplejelovens § 780, stk. 1, nr. 2.

Retsplejelovens § 782 indeholder en præcisering af proportionalitetsgrund-sætningen, hvorefter indgreb i meddelelseshemmeligheden ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den eller de personer, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Det er endvidere efter bestemmelsens stk. 2 udelukket at foretage bl.a. aflytning med hensyn til den mistænktes forbindelse med personer, som efter reglerne i § 170 er udelukket fra at afgive forklaring.

Kompetencen til at træffe afgørelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden er reguleret i retsplejelovens § 783, hvorefter indgreb som udgangspunkt kun kan ske efter rettens kendelse. En kendelse om telefonaflytning retter sig som udgangspunkt alene mod et bestemt telefonnummer eller en bestemt telefon (imei-nummer), men vedrører efterforskningen en overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 123 eller 180, § 183, stk. 2, §§ 191 eller 192 a, § 233, stk. 1, §§ 237 eller 245, § 246, jf. § 245, § 252, stk. 1, § 261, stk. 2, eller §§ 262 a eller 288, kan der opnå en kendelse på mistænktes person. Efter denne bestemmelse kan indgrebet rettes mod den mistænkte person, således at der kan ske aflytning, uanset hvilket tele-kommunikationsmiddel den mistænkte anvender. Efter bestemmelsens stk. 4 kan politiet træffe afgørelse om at foretage indgreb, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. I sådanne tilfælde skal politiet snarest muligt og inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten med henblik på rettens godkendelse af indgrebet og rettens godkendelse af en eventuel anmodning om opretholdelse af indgrebet.

Retsplejelovens § 783, stk. 5, regulerer godkendelsen af andre landes aflytninger af personer her i landet, hvor der ikke er behov for teknisk bistand fra danske myndigheder, og hvor underretning af dansk politi skal ske efter artikel 20 i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Efter be-stemmelsen i retsplejeloven skal et sådant indgreb forelægges for retten (i Danmark) senest efter 48 timer fra modtagelsen af underretningen. Retten afgør herefter, om indgrebet kan godkendes, og om en eventuel anmodning om opretholdelse kan godkendes.

2. For så vidt angår reglerne for aflytning i de øvrige 27 EU-medlemsstater har Justitsministeriet til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 123 (Alm. del) af 25. august 2015 fra Folketingets Retsudvalg anmodet Udenrigsministeriet om via de danske ambassader at indhente en udtalelse fra de relevante myndigheder i de øvrige 27 EU-medlemsstater.

Justitsministeriet har modtaget svar vedrørende reglerne for aflytning i 24 medlemsstater i EU. Justitsministeriet har ikke modtaget oplysninger fra de relevante myndigheder i Bulgarien, Slovenien og Storbritannien.

Ministeriet har fra en række landes relevante myndigheder alene modtaget uddrag af de relevante bestemmelser for aflytning i den nationale lovgivning. Fra visse lande har ministeriet modtaget den relevante lovgivning som supplerende bilag til besvarelsen. Modtagne uddrag fra den nationale lovgivning er indsat i skemaform i bilag 1 til besvarelsen.

For så vidt angår Finland og Rumænien vedlægges lovgivning fra disse lande grundet deres omfang som selvstændige bilag (henholdsvis bilag 2 og 3).
Ministeriet har i øvrigt modtaget nedenstående oplysninger til brug for besvarelsen.

3. For så vidt angår Belgien har den danske ambassade i Bruxelles oplyst følgende:

”Kapitel 6, § 6, art. 90ter til 90decies af den belgiske strafferetsplejelov, omhandler aflytninger, erhvervelse af kendskab til og optagelse af privat kommunikation og telekommunikation (§ 6. Des ecoutes, de la prise de connaissance et de l'enregis-trement de communications et de telecommunications privees).

Telefonaflytning kan kun gennemføres efter en detaljeret og motiveret dommerkendelse er udstedt. Dette foregår efter me-get stramme lovmæssige forskrifter. Overvågningen må kun udføres, hvis man anser, at der ikke findes andre måder, at nå frem til sandheden, og der bør være præcise indicier for, at den aflyttede har udført en lovovertrædelse. Der er også mulighed for at aflytte personer, der mistænkes for at være i regelmæssig kontakt med den mistænkte (artikel 90ter § 1). Lovens artikel 90ter, §§ 2-4, opsummerer de præcise lovovertrædelser, der kan give basis for telefonaflytning eller anden form for overvågning.

Dommerkendelsen bør indeholde følgende oplysninger (Art. 90quater §1):

1. Indicier og konkrete fakta som retfærdiggør aflytnin-gen,
2. Årsagerne til at foranstaltningen er uundværlig for at finde frem til sandheden.
3. Personen, kommunikationsmidlet eller telekommunikationsmidlet som skal aflyttes.
4. Tidsperioden under hvilken aflytningen må udføres, og som ikke kan overskride en måned efterfølgende dommerens beslutning.
5. Navn og titel på polititjenestemanden som skal udføre opgaven.

Artikel 90octies præciserer, at personer, der er underlagt tavshedspligt, ikke må aflyttes med mindre de selv er direkte mistænkt i sagen.”

For så vidt angår Cypern har den danske ambassade i Athen oplyst følgende:

”Currently there is no legislation which authorizes the police to carry out tapping of telecommunications. A draft law is under examination with competent authorities for that purpose.”

For så vidt angår Frankrig har den danske ambassade i Paris oplyst følgende:

”I fransk retspraksis sondrer man mellem en aflytning med retskendelse (écoutes judiciaires) og en såkaldt administrativ aflytning (écoutes administratives). Begge tiltag er underlagt præcise kriterier og må kun anvendes i en begrænset periode.

Aflytning med retskendelse

Som stipuleret i den franske retsplejelov artikel 100 til artikel 100-7 kan en undersøgelsesdommer i en efterforskning i en kriminel sag bestemme at lade foretage en aflytning, hvor sa-gens beskaffenhed kræver det. Den pågældende lovovertrædelse skal have en strafferamme på to års fængsel eller mere. Dommerkendelsen er skriftlig og gyldig i fire måneder med mulighed for forlængelse uden begrænsning. Aflytning kan og-så tillades i tilfælde af mistænkelig død eller i sager om for-svundne personer. Her er dommerkendelsen gyldig i to måneder som anført i artikel 80-4 i retsplejeloven.

Aflytningen foretages af teleselskaber under undersøgelses-dommerens kontrol eller under en udpeget politimands kontrol. Der udarbejdes et detaljeret referat for hver aflytning med navn, kommunikationsart, dato og tidspunkt for start og afslutning på aflytningen. Optagelserne opbevares forseglet, derefter transskriberes indholdet af en undersøgelsesdommer eller en politimand. Korrespondance på fremmedsprog oversættes til fransk med tolkebistand. Kun elementer, der er relevante for efterforskningen, medtages i sagsakterne. Når en sag anses for afsluttet, destrueres optagelserne. Handlingen noteres.

En advokat, et parlamentsmedlem eller en dommer kan kun aflyttes, hvis formanden for det relevante fagforbund eller en overordnet er blevet informeret herom af undersøgelsesdom-meren.

Ifølge artikel 74-1 i retsplejeloven har den offentlige anklage-myndighed ligeledes mulighed for at bestemme aflytning i til-fælde af grov kriminalitet og organiseret kriminalitet. Det kræver imidlertid en forudgående accept fra en dommer med ansvar for varetægtsfængsling og løsladelse. Tilladelsen vil være gyldig en måned med mulighed for forlængelse én enkelt gang. Dommeren med ansvar for varetægtsfængsling og løsladelse skal løbende holdes skriftligt orienteret om aflytningens forløb.

Administrativ aflytning

Denne form for aflytning er strengt kontrolleret, som det frem-går af den nyligt vedtagne lov om efterretningsvæsnet af den 24. juli 2015.

Beslutningsmyndigheden for aflytning i enkelte sager er lagt over til premierministerens kontor i samråd med de forskellige ministerielle hemmelige tjenester. Det nye uafhængige domstolslignende organ, CNCTR, skal afgive rådgivende udtalelser i de enkelte sager, som skal danne grund for afgørelsen om aflytning. Følger premierministeren ikke organets råd, vil sagen kunne forelægges den øverste franske forvaltningsdomstol, Le Conseil d’Etat.

Aflytning kan finde sted i syv tilfælde, som stipuleret i artikel L. 811-3 i loven om efterretningsvæsnet. En aflytning må ikke overstige fire måneder. Der er mulighed for forlængelse.”

For så vidt angår Grækenland har den danske ambassade i Athen oplyst følgende:

”Indgreb i meddelelseshemmeligheden (i form af aflytning af personer) som led i efterforskningen af en lovovertrædelse kan ske efter forudgående retskendelse.

For at opnå en retskendelse skal flg. kriterier være opfyldt:

1) Der skal være tale om efterforskning af en alvorlig forbrydelse (for en nærmere opregning af de straffelovsbestemmelser, der skal være tale om henvises til vedlagte dokument)
2) Det skal være godtgjort, at videre efterforskning vil være umulig eller vanskelig uden iværksættelse af aflytning

Der kan i særligt hastende tilfælde helt undtagelsesvist iværksættes aflytning uden forudgående retskendelse, dog med krav om efterfølgende retskendelse.”

For så vidt angår Irland har den danske ambassade i Dublin oplyst følgende:

”Kriterier for tilladelse af aflytning er reguleret i sektion 4 og 5 af Interception of Postal Packets and Telecommunications Messages (Regulation) Act, 1993.

Tilladelse til aflytning bemyndiges af justitsministeren, eventuelt efter konsultation med den relevante dommer med henblik på at bistå en strafferetslig efterforskning (sektion 4) eller hvis det gælder statens sikkerhed (sektion 5). Nedenfor gen-nemgås alene kriterierne for aflytning i forbindelse med en strafferetslig efterforskning.

Det er et væsentligt kriterie for at opnå tilladelse, at politiet (Garda Síochána) eller anden relevant myndighed med kompetence til bekæmpelse af den relevante type kriminalitet, som skal være af alvorlig karakter (serious offence), ikke kan gennemføre efterforskningen uden aflytningen (enten fordi det er prøvet eller at det formodes at mislykkes) eller at efterforsk-ning uden aflytning ikke kan gennemføres i et tilstrækkeligt tempo.

I forbindelse med særligt grove typer af kriminalitet kan der udstedes tilladelse til aflytning med henblik på at forhindre kriminaliteten, eller muliggøre en senere opklaring, når den kriminelle handling har fundet sted.

Der benyttes i alle tilfælde et proportionalitetsprincip mellem bevarelsen af privatlivets fred og væsentligheden af aflytningen i forhold til efterforskningen.”

For så vidt angår Kroatien har den danske ambassade i Zagreb oplyst følgende:

”Aflytning/overvågning anses i kroatisk lov for at være et sær-ligt efterforskningsskridt, der midlertidigt begrænser borgernes forfatningsmæssige rettigheder. Blandt kriterierne for at benytte disse efterforskningsskridt i en række bestemte straffesager er, at efterforskningen ikke vil kunne ske på anden måde, eller der ellers vil være ikke-proportionelle begrænsninger i efter-forskningen, såfremt disse efterforskningsskridt ikke tages.

De særlige efterforskningsskridt kan benyttes

- ved overvågning og optagelse af telefonsamtaler og anden fjernkommunikation
- til sikring af computerdata
- til at få adgang til lokaliteter med henblik på overvåg-ning og teknisk optagelse
- ved hemmelig overvågning af personer og ting
- ved brug af agenter og informanter
- ved simulering af køb/salg af ting og tjenesteydelser samt ved simulering af ydelse/modtagelse af bestikkel-se
- ved overvågning af transport og levering af ting stammende fra kriminel aktivitet”

For så vidt angår Letland har den danske ambassade i Riga oplyst følgende:

“Ambassaden har modtaget svar efter henvendelse til det her-værende justitsministerium. Justitsministeriet har imidlertid kun svaret delvist på spørgsmålet, da de ikke har redegjort for hvornår dømte personer kan overvåges elektronisk, men ikke hvornår mistænkte kan overvåges elektronisk.

Electronic surveillance:

According to the Sentence Execution Code of Latvia a con-victed person may request an electronic monitoring if he/she complies with the certain criteria stipulated in the Section 503(4) of the Law and in the Criminal Law:

1) the convicted person agrees to electronic monitoring;

2) implementation of electronic monitoring is possible at the place of residence of the convicted person;

3) application of electronic monitoring will promote in-clusion of the convicted person in the society.

If application of electronic monitoring is possible in accordance with above stated criteria, conditional release prior to completion of punishment with determination of electronic monitoring may be proposed, if the convicted person has actually served:

1) not less than one third of the punishment imposed for a less serious crime;

2) not less than half of the punishment imposed, if it has been imposed for a serious crime, as well as if the convicted person is a person who previously has been convicted with deprivation of liberty for an intentional crime and the criminal record for this crime has not been set aside or extinguished;

3) not less than two-thirds of the punishment imposed, if it has been adjudged for an especially serious crime, as well as if the convicted person is a person who previ-ously had been conditionally released prior to comple-tion of punishment and has newly committed an intentional crime during the period of the unserved punishment; or

4) not less than twenty-four years of a punishment of deprivation of liberty, if the convicted person is a person for whom life imprisonment has been imposed.”

For så vidt angår Luxembourg har den danske ambassade i Bruxelles oplyst følgende:

“Dommere kan ifølge artikel 88-1 (1982) i strafferetsplejeloven kun i særlige tilfælde og efter en motiveret, detaljeret ansøgning give tilladelse til overvågning/ aflytning af alle former for kommunikation. Følgende betingelser skal være opfyldt, før en dommerkendelse til telefonaflytning kan udstedes:

a) Strafudmålingen for lovovertrædelsen skal være minimum 2 år;
b) Kun personer under mistanke for en lovovertrædelse, personer mistænkt for meddelagtighed eller personer med særlig betydning for en sag kan overvåges/aflyttes;
c) Overvågning/ aflytning af forskellige kommunikations-former kan kun finde sted i tilfælde, hvor almindelige undersøgelsesmetoder viser sig utilstrækkelige.

Ifølge Justitsministeriet kan personer underlagt tavshedspligt ikke aflyttes, medmindre de selv er mistænkt i en sag.

I særlige tilfælde, hvor det angår landets sikkerhed, kan et udvalg bestående af premierministeren, præsidenten for landets højesteret, præsidenten for forvaltningsdomstolen og formanden for byretten i Luxembourg by give efterretningstjenesten tilladelse til overvågning/ aflytning af en person i op til 3 måneder, hvis særlige omstændigheder umuliggør indsamling af bevismateriale via ordinære metoder jf. artikel 88-3. Artikel 88-3 præciserer, at premierministeren i en nødsituation og uden forudgående konsultation med ’udvalget’ kan igangsætte en aflytning/overvågning. Udvalget skal dog efterfølgende indkaldes med henblik på godkendelse af aflytningen i op til 3 måneder.”

For så vidt angår Nederlandene har den danske ambassade i Haag oplyst følgende:

”Det er et grundlæggende princip, at anklageren altid skal an-mode om en retskendelse for at få tilladelse til at gennemføre en telefonaflytning (artikel 126l litra 4, 6 og 7). Dommeren (examining magistrate), som tager stilling til en sådan anmod-ning, er en særlig proceduredommer, der kun deltager i en sags undersøgende skridt, eksempelvis spørgsmål om aflytning, ransagningskendelser og varetægtsfængsling m.v. Når (hvis) den samlede sag er klar og skal bringes for retten, vil det være en anden dommer, som tager stilling i selve retssagen.

Generelt opereres der med to typer af ”mistanke” i nederlandsk retspleje. Den klassiske, som giver adgang til at efterforske og undersøge forbrydelser, når de er begået, og en nyere definition (ca. 15 år gammel), som relaterer sig til bandekriminalitet i vid forstand. Hvis en person indgår i en mere eller mindre organiseret gruppe af mennesker (to personer eller mere), som begår kriminalitet, kan der iværksættes efterforsknings- og undersøgelsesskridt mhp. forhold, som ikke er begået endnu.

Principperne for telefonaflytning følger samme grundlæggende tilgang som principperne for varetægtsfængsling. I loven om strafferetsplejen henviser den relevante bestemmelse (artikel 126m) til kriterierne for varetægtsfængsling (artikel 67, stk. 1). Der skal med andre ord være tale om en ”alvorlig forbrydelse”. Dertil kommer, at der – efter teksten – skal være tale om et kvalificeret forhold: ”a serious breach of law and order”. Efter det oplyste er sidstnævnte kriterium ved at træde i baggrund i den anvendte praksis og kriteriet ventes ikke at indgå i den næste revision af retsplejen, som der pt. arbejdes på.

For at iværksætte telefonaflytning skal der efter artikel 67, stk. 1, være tale om efterforskning af en af følgende overtrædelser:

1) At der er tale om en forbrydelse, hvor straframmen er over 4 år, eller

2) Overtrædelse af en række specifikke paragraffer i straffeloven, som ikke har en strafferamme på over fire år. Der er ikke nogen systematisk inddeling. Artiklen op-remser bestemmelserne en for en. Eksempelvis er overtrædelse af visse bestemmelser om vold og narkotika nævnt.

3) Endelig henvises til en række grove overtrædelser af bestemmelser i særlovgivningen om: dyresundhed og dyrevelfærd, trafik, militærnægtelse, spillemyndighed, narkotika, våben, revision og tilhold.”

For så vidt angår Polen har den danske ambassade i Warszawa oplyst følgende:

“Criteria for wiretapping are regulated by the Code of Criminal Procedure of Poland (CCP), issued 6th June 1997, Chapter 26. Regarding the establishment of wiretaps, in Poland there is a distinction between the wiretapping carried out as part of a legal process and operational wiretapping. Concerning "legal process wiretapping" CCP applies, whereas "operational wiretapping" is regulated by the respective laws and regulations of the control services.

Legal process wiretapping” is regulated in Chapter 26 of the Code of Criminal Procedure (CCP). Art. 237 identifies cases where wiretapping could be ordered by the court, i.e.: to detect and obtain evidence for the legal proceedings, which are currently taking place, and to prevent new crimes from being committed.

In accordance with CCP art. 237, §1

Wiretapping is ordered by the court at the request of the prosecutor. The list of crimes that can be subjected to control of the content of telephone conversations is regulated in the Art. 237, §3.

In accordance with CCP art. 237, §2

In urgent cases, the surveillance and recording of conversations may be ordered by a prosecutor who is, however, obligated to obtain an approval for the order from the court within 5 days.

Operational wiretapping” may be applied within a framework of operational control by services such as the Police, the Cen-tral Investigation Office of the Police, Polish Border Guard, the Internal Security Agency (ABW) and the Central Anti-Corruption Bureau (CBA). Conditions for operational wiretap-ping are stated in the competence laws of the aforementioned services and their internal regulations.

Laws on Polish Border Guard, ABW and CBA state that if other means of investigation did not bring results, on the request of the head of Polish Border Guard, ABW or CBA and with a written consent of the Prosecutor General, a court may decide to commence operational control. Operational control includes a control of correspondence, packages and operational wiretapping.

In the Police Act of 6th April 1990, Art. 19 it is stated that if other means of investigation did not bring results, on the request of the head of Police or the head of the Central Investigation Office of the Police and with a written consent of the Prosecutor General, regional court may decide to commence operational control. Operational control includes a control of correspondence, packages and operational wiretapping. Also the head of regional Police (Voivodship Police) may apply to a regional court for a permit for the operational control, including wiretapping. The written consent of a regional prosecutor is needed in this case.

Art. 19 of the Police Act specifies that operational control can be carried out in secret, and implies the use of technical means allowing the police to obtain information and evidence in a secret way and to record it. By information the law implies the content of telephone conversations and other information transmitted through telecommunication networks.

Art. 19 of the Police Act and laws on Polish Border Guard, the Internal Security Agency (ABW) and the Central Anti-Corruption Bureau (CBA) state that operational control, in-cluding wiretapping may take place for a period of time not longer than 3 months. A court may prolong the operational control, including wiretapping by a period of time not longer than another 3 months. It is the court that issues such a deci-sion on a request from the head of Police, the head of the Cen-tral Investigation Office of the Police or the head of regional Police (Voivodship Police). A written consent of the respective prosecutor is needed (Prosecutor General or a regional prose-cutor). It is possible to extend the operational control even fur-ther in justified cases, when new circumstances important to prevent or detect crime or establish perpetrators and obtain ev-idence of crime appear. The regional court issues such a deci-sion, upon a written request of the head of Police, the head of ABW, the head of CBA or the head of Polish Border Guard, following a written consent of the Prosecutor General (Police Act, Art. 19, §9 and laws on Polish Border Guard, ABW and CBA).”

Den danske ambassade i Warzawa har i øvrigt fremsendt ambassadens oversættelse af en artikel om debatten i Polen vedrørende overvågning i anledning af lovforslaget givende efterretningstjenesten mulighed for frie-re adgang til telekommunikationsdata. Debatten og uenighederne mellem det polske Indenrigsministerium, Udenrigsministerium og Ministerium for Administration og Digitalisering blev beskrevet i den vedhæftede artikel fra den polske avis Rzeczpospolita af d. 2. september. Der henvises til bilag 4.

For så vidt angår Portugal har den danske ambassade i Lissabon oplyst følgende:

”Principperne for aflytningskendelser er fastsat i portugisisk straffelov (Código de Processo Penal) DL n.º 78/87 af 17. februar 1987, artikel 187.

Aflytning og registrering af telefonsamtaler eller meddelelser må kun anvendes i forbindelse med en undersøgelse, hvis der er grund til at tro, at foranstaltningen er afgørende for at fastslå sandheden, eller at beviser ellers ville være umulige eller meget vanskelige at tilvejebringe.

Aflytning kan kun foretages overfor den mistænkte eller tiltalte, eller overfor mellemmænd, for hvilke der er rimelig grund til at antage, at disse modtager eller videresender meddelelser til eller fra mistænkte eller tiltalte, samt ved den krænkedes samtykke, faktisk eller formodet.

Kendelser gives for tre måneder, som kan fornyes ved fortsat opfyldelse af ovenstående kriterier.

Der skal indhentes begrundet kendelse fra undersøgelsesdommeren og efter anmodning fra anklagemyndigheden i tilfældene:

- lovovertrædelser med over tre års maksimal fængsels-straf,
- lovovertrædelser relateret til handel med narkotika,
- røveri med ulovligt våben samt våbenhandel,
- smugling,
- injurier, trusler, tvang, krænkelser mod privatlivets fred og forstyrrelse af ro og orden, når dette sker telefonisk,
- trusler om handlinger af kriminel karakter, trusler om misbrug samt foregivelse af faresignaler,
- flugtforsøg, når sagsøgte er dømt for nogen af ovenstående lovovertrædelser.

Aflytningskendelser kan alternativt rekvireres fra dommeren i den lokalitet, hvor samtalen eller meddelelsen kan tænkes at finde sted, eller af den myndighed, der er ansvarlig for sagens strafferetlige efterforskning, i følgende tilfælde, og såfremt kendelsen efterfølgende henledes til undersøgelsesdommerens opmærksomhed indenfor 72 timer:

- terrorisme, voldelig eller meget organiseret kriminalitet,
- kidnapning, bortførelse og gidseltagning,
- krænkelser rettet mod en persons kulturelle identitet og personlige integritet, som fastsat i straffeloven vedr. krænkelser af internationale menneskerettigheder,
- trusler mod national sikkerhed,
- møntforfalskning og forfalskning af værdipapirer,
- handlinger omfattet af konventionen for luft- og sø-fartssikkerhed.”

For så vidt angår Sverige har den danske ambassade i Stockholm oplyst følgende:

”Ifølge svensk lovgivning skal en domstol give tilladelse til aflytning som f.eks. telefonaflytning og rumaflytning. En tilladelse til telefonaflytning kan gives ved udredninger af forbrydelser, som kan give fængsel i minimum to år og for visse andre forbrydelser af særlig karakter. For at få tilladelse til rum-aflytning kræves det, at der er tale om meget alvorlige forbrydelser, hvor der er en minimumsstraf på fængsel i fire år.”

Det fremgår i øvrigt, at den svenske lovgivning for aflytning (27 kapitel, 18-25 § i Rättegångsbalk (1942:740) kan tilgås via følgende link: https://lagen.nu/1942:740.

For så vidt angår Tjekkiet har den danske ambassade i Prag oplyst følgende:

”Kriterierne for udstedelse af tilladelse til aflytning i Tjekkiet findes i den tjekkiske straffelovs paragraf 88. En tilladelse til aflytning kan gives, hvis der er begrundet mistanke om, at informationer, der er væsentlige for en efterforskning, vil blive kommunikeret igennem mediet. En sådan tilladelse gives af en dommer på anmodning fra den offentlige anklager. Kommuni-kation mellem en anklaget og hans forsvarer må dog ikke aflyttes. En tilladelse til aflytning gælder maksimalt 6 måneder, men kan hvis nødvendigt forlænges af en dommer efter anmodning.”

For så vidt angår Ungarn har den danske ambassade i Budapest oplyst følgende:

“I følge det ungarske Indenrigsministerium kan såvel politiet, sikkerhedsmyndighederne og skattemyndighederne foretage aflytning i henhold til gældende ret. Hvad angår det retlige grundlag for tilladelse til at foretage aflytning henvises til vedhæftede uddrag af kriminallovgivningen (bilag A) og lovgiv-ning vedrørende politiets beføjelser (bilag B). Som generel regel kan aflytning, herunder optagelse af privat kommunikation og telekommunikation, i udgangspunkt kun foretages i forbindelse med en efterforskning (”in the case of serious criminal acts") og ved forudgående indhentelse af dommerkendelse. En begæring om anvendelse af aflytning skal indgives til lokal domstol og indeholde følgende:

I. Lokaliteten for anvendelse af aflytningsudstyret
II. Beskrivelse af de konkrete udstyr
III. Start og sluttidspunkt for aflytningen
IV. Navn og andre informationer til identifikation af den aflyttede person
V. Begrundelse for anvendelse af aflytning i pågældende efterforskning

Domstolen har efter modtagelse af begæringen 72 timer til at træffe beslutning. I udgangspunkt kan domstolen give tilladelse til aflytning i op til 90 dage med efterfølgende mulighed for forlængelse. I hastende sager, hvor tilladelse om aflytning ikke kan nås begæret, kan efterforskningsmyndigheden give haste-ordre om aflytning i op til 72 timer. Begæringen skal indsendes til domstolen hurtigst muligt herefter. Enhver information op-taget i forbindelse med aflytningen og vurderet irrelevant for efterforskningen skal destrueres indenfor 8 dage efter afslutningen af aflytningen.“

For så vidt angår henvisningen til bilag A og B i oplysningerne fra den danske ambassade i Budapest, henvises der til bilag 1 til besvarelsen.

For så vidt angår Østrig har den danske ambassade i Wien oplyst følgende:

”For hele efterforskningsprocessen, specielt tvangsforanstaltninger, gælder retningslinjerne om forholdsmæssighed ifølge § 5 StPO. Ifølge disse skal enhver indskrænkning af rettigheder stå i passende forhold til lovovertrædelsen, mistanken og for-ventede udgang. Under flere foranstaltninger er den at vælge, som indskrænker den berørtes rettigheder mindst muligt.

Optisk og akustisk overvågning er ifølge § 136, Abs. 1 StPO tilladt i følgende tilfælde:

1. Ved alvorlig mistanke om, at den der overvåges har bortført en anden, og overvågningen begrænser sig til hændelsesforløb og ytringer inden for tidspunktet og stedet for frihedsberøvelsen,

2. hvis overvågningen begrænser sig til hændelsesforløb og ytringer, der er bestemt for underretning af undercover efterforskeren eller en anden person med kendskab til overvågningen eller som straks af denne kan registreres, og hvis de anses for at være nødvendige for en opklaring af en forbrydelse (§ 17 Abs. 1 StGB),

3. hvis opklaringen af en forbrydelse der er strafbar med mere end 10 års fængsel eller en forbrydelse begået af en kriminel organisation eller terroristisk sammenslutning (§§ 278a og 278b StGB), eller hvis opklaringen eller forhindringen af begåede eller planlagte strafbare handlinger inden for en sådan organisation eller sammenslutning eller udforskningen af den mistænktes opholdssted ellers ville være udsigtsløs eller væsentligt vanskeliggjort og

a. den overvågede person selv er mistænkt for en af ovennævnte forbrydelser eller

b. det grundet bestemte kendsgerninger kan antages, at en kontakt mellem en sådan mistænkt person og den person, som overvågningen retter sig mod, vil opsøges.

Under punkt 3 er det muligt også at trænge ind i boliger, hvis dette til gennemførelse af overvågningen er uundgåeligt, og det grundet bestemte kendsgerninger kan antages, at den mistænkte benytter de berørte rum.

En overvågning ifølge punkt 3 til forhindring af begåede eller planlagte strafbare handlinger inden for en kriminel organisation eller terroristisk sammenslutning er kun tilladt, hvis bestemte kendsgerninger tyder på en alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed.

En overvågning ifølge punkt 1 kan kriminalpolitiet gennemføre af egen kraft. Ellers kan kriminalpolitiets overvågninger kun gennemføres efter kendelse fra statsadvokaturen med rettens bevilling (ex ante), hvortil en indtrængen i rum hver især kræver en bevilling fra retten.

Derudover er det overladt til en juridisk befuldmægtiget person at undersøge og kontrollere kendelse, tilladelse, bevilling og gennemførelse af en overvågning. Den juridisk befuldmægtigede er et af justitsmyndighederne uafhængigt kontrolorgan.

Den gejstlige tavshedspligt er beskyttet og er ikke at komme udenom. En akustisk overvågning af skriftestol og rum, der tjener den gejstlige samtale, er ikke tilladt. Det samme gælder for de under § 157, Abs. 1 Z 2 – 4 nævnte persongrupper.

For samtlige nævnte erhvervsgrupper (gejstlige og personer under § 157, Abs. 1 Z 2 – 4) gælder forbuddet dog ikke, hvis disse personer selv er alvorligt mistænkt for en lovovertrædelse. Forudsætning for en overvågningskendelse fra statsadvokaturen og også for rettens bevilling er den juridisk befuldmægtigede persons tilsagn.”

Det bemærkes, at spørgsmålet tidligere er stillet til justitsministeren som spørgsmål nr. 123 (Alm. del) af 25. august 2015 fra Folketingets Retsudvalg.


Spørgsmål 55: om kriterierne for tilladelse til beslaglæggelse i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler

”Ministeren bedes redegøre for kriterierne for tilladelse til beslaglæggelse i samtlige øvrige 27 EU-lande sammenlignet med de danske regler.”

Svar:

1. Reglerne om beslaglæggelse i dansk lovgivning findes i retsplejelovens kapitel 74 (§§ 801-807 f).

De almindelige betingelser for beslaglæggelse over for en mistænkt er fastsat i retsplejelovens § 802. Der sondres mellem beslaglæggelse af genstande, som en mistænkt har rådighed over, gods, som en mistænkt ejer, og en mistænkts formue eller en del heraf.

Der kan foretages beslaglæggelse af genstande, som en mistænkt har rådighed over, såfremt (1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt (mistankekravet) for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale (kriminalitetskravet), og (2) der er grund til at antage (indikationskravet), at genstanden kan tjene som bevis eller bør konfiskeres, eller ved lovover-trædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage. Der kan foretages beslaglæggelse af gods, som en mistænkt ejer, såfremt (1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt (mistankekravet) for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale (kriminalitetskravet), og (2) beslaglæg-gelse anses for nødvendig (indikationskravet) for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen. Endelig kan der ske beslaglæggelse af en mistænkts hele formue eller en del af denne, herunder formue, som den mistænkte senere måtte erhverve, såfremt (1) tiltale er rejst for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover (kriminalitetskravet), og (2) tiltalte har unddraget sig videre forfølgning i sagen.

Det følger af retsplejelovens § 806, stk. 2, at afgørelse om bl.a. beslaglæggelse træffes af retten efter politiets begæring. Efter stk. 4 kan politiet, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, som udgangspunkt træffe beslutning om beslaglæggelse. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Inden retten træffer afgørelse i den forbindelse, skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, ad-gang til at udtale sig, jf. stk. 6. Afgørelse om beslaglæggelse træffes af politiet, såfremt den, som indgrebet retter sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet, jf. stk. 8.

2. Vedrørende reglerne om beslaglæggelse i de øvrige 27 EU-medlemsstater kan spørgsmålet kun besvares fyldestgørende ved at indhente en udtalelse fra de relevante myndigheder i disse medlemslande.

Det er Justitsministeriets erfaring, at en anmodning til Udenrigsministeriet om tilvejebringelse af oplysninger om retstilstanden i andre lande kan være ressource- og tidskrævende. Da der kan gå nogen tid før de ønskede oplysninger foreligger, har Justitsministeriet henset til fristen for besvarelsen af spørgsmålet ikke fundet anledning til at anmode Udenrigsministeriet om at tilvejebringe de i spørgsmålet ønskede oplysninger fra de øvrige EU-medlemslande til brug for besvarelsen af nærværende spørgsmål.

Spørgsmål 56: om oversendelse af oversigt over den estimerede gennemsnitlige udgift til de forskellige efterforskningsmæssige tvangsindgreb/tvangsmidler, der er hjemlet inden for strafferetsplejen

”Ministeren bedes oversende en oversigt over den estimerede gennemsnitlige udgift til de forskellige efterforskningsmæssige tvangsindgreb/tvangsmidler (fordelt på hvert enkelt ind-greb/middel), der er hjemlet inden for strafferetsplejen. Spørgsmålet stilles på baggrund af, at direktivet om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager, som ja-partierne ønsker at tilvælge, indebærer, at medlemslandene selv bærer udgifterne for gennemførelse af tvangsindgreb, selvom dette er besluttet af et andet medlemsland. Spørgsmålet er delvist tidli-gere stillet som REU alm. del– spørgsmål 172 (folketingsåret 2014-15, 2. samling).”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”Rigspolitiet kan henvise til Rigspolitiets tidligere bidrag til brug for Justitsministeriets besvarelse af 20. oktober 2015 af spørgsmål nr. 172 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg ved-rørende den gennemsnitlige udgift til gennemførelse af tvangsindgreb.”

For så vidt angår afholdelse af omkostninger i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse, kan Justitsministeriet oplyse, at det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (herefter direktivet), at fuldbyrdelsesstaten som udgangspunkt afholder alle omkostninger, der opstår på fuldbyrdelsesstatens område i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk efterforskningskendelse, jf. direktivets artikel 21 og præampelbetragtning nr. 23.

Hvis fuldbyrdelsesstaten finder, at fuldbyrdelsen af efterforskningskendel-sen vil medføre uforholdsmæssigt store omkostninger, kan omkostningsspørgsmålet imidlertid drøftes mellem de relevante medlemsstater i en høringsfase med henblik på at afklare, hvorvidt og hvordan omkostningerne kan deles, eller om den europæiske efterforskningskendelse kan ændres, jf. artikel 21, stk. 2. Fuldbyrdelsesmyndigheden skal i den forbindelse underrette udstedelsesmyndigheden detaljeret om de omkostninger, der anses for at være ekstraordinært høje.

Hvor der ikke kan opnås enighed om uforholdsmæssigt store omkostninger, kan udstedelsesmyndigheden enten beslutte at trække den europæiske efterforskningskendelse helt eller delvist tilbage eller at opretholde den europæiske efterforskningskendelse og bære den del af omkostningerne, der anses for at være ekstraordinært høje.

Direktivet indeholder endvidere enkelte bestemmelser om udgifter, der skal afholdes af udstedelsesstaten. Disse vedrører udgifter i forbindelse med en midlertidig overførelse af en frihedsberøvet person til og fra udstedelsesstaten, jf. artikel 22, stk. 2, og artikel 23, stk. 3. Endvidere skal udstedelsesstaten, hvis den foretager aflytning af telekommunikation med en anden medlemsstats tekniske assistance, afholde omkostninger i forbindelse med udskrift, afkodning og afkryptering af de aflyttede kommunikationer, jf. artikel 30, stk. 8.

Direktivet træder i stedet for de tilsvarende bestemmelser i Europarådets europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager af 20. april 1959 (retshjælpskonventionen) samt dens to tillægsprotokoller og de bilaterale aftaler, der er indgået i henhold til artikel 26 i denne konvention, konvention om gennemførelse af Schengenaftalen (Schengen-konventionen) og konvention om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EU-retshjælpskonventionen) og protokollen hertil. Konventionernes bestemmelser vil dog fortsat finde anvendelse mellem medlemsstaterne og tredjelande.

Direktivet træder endvidere i stedet for Rådets rammeafgørelse 2008/978/RIA af 18. december 2008 om den europæiske bevissikringskendelse med henblik på fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager og bestemmelserne om indefrysning af bevismateriale i Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale.

Udgangspunktet i EU-retshjælpskonventionen og retshjælpskonventionen i forhold til afholdte udgifter i forbindelse med gensidig retshjælp er, at den fuldbyrdende stat ikke fremsætter krav om refusion. Dette udgangspunkt kan dog fraviges i forbindelse med gennemførelsen af visse efterforskningskridt samt i forbindelse med udgifter af væsentlig eller ekstraordinær karakter.

Spørgsmål 57: om hvor langt man er på EU-plan med udviklingen af et europæisk PNR-system ift. indhentning af PNR-oplysninger

”Vil ministeren redegøre for, hvor langt man er på EU-plan med udviklingen af et europæisk PNR-system ift. indhentning af PNR-oplysninger, dvs. direktivforslaget af 2. februar 2011, herunder hvad der har været årsagen til parlamentets blokering for direktivets vedtagelse?”

Svar:

Justitsministeriet kan oplyse, at Kommissionen den 2. februar 2011 fremsatte et direktivforslag om anvendelse af PNR-oplysninger til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet.

Direktivforslaget er fremsat under henvisning til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), navnlig artikel 82, stk. 1, litra d, og artikel 87, stk. 2, litra a, og skal vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure (TEUF artikel 294).

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 26.-27. april 2012 blev der i Rådet opnået enighed om en generel indstilling til direktivforslaget.

På et møde i Europa-Parlamentets LIBE-udvalg den 29. april 2013 blev direktivforslaget afvist, hvilket har betydet, at forhandlingerne om forslaget i en periode var blokeret. Der henvises i den forbindelse til udvalgets betænkning af 29. april 2013 om direktivforslaget (A7-0150/2013), som er tilgængelig på Europa-Parlamentets hjemmeside www.europarl.europa.eu.

Den 15. juli 2015 blev sagen på ny sat til afstemning i LIBE-udvalget og Europa-Parlamentets ændringsforslag til direktivet blev vedtaget. Trilogforhandlingerne om direktivforslaget blev herefter påbegyndt i september 2015 og er fortsat verserende.

Spørgsmål 58: om at man i forbindelse med den kommende folkeafstemning om det danske retsforbehold de facto også vil stemme om tilslutning til et europæisk PNR-system

”Vil ministeren bekræfte, at man i forbindelse med den kommende folkeafstemning om det danske retsforbehold de facto også vil stemme om tilslutning til et europæisk PNR-system, selvom dette direktiv ikke er oplistet blandt de 22 retsakter, som regeringen ønsker, at Danmark skal tilvælge, jf. bemærkningerne til lovforslaget L 23, afsnit 1.5, s. 4, hvoraf det frem-går, at regeringen ønsker at tilslutte sig et direktivforslag ved-rørende et europæisk PNR-system?”


Svar:

Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den 17. marts 2015 en aftale om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender.

Aftalepartierne er i den forbindelse enige om, at 22 eksisterende retsakter omfattet af retsforbeholdet bør tilvælges. 

For så vidt angår fremtidige retsakter fremgår det af aftalen, at aftalepartierne inden for rammerne af aftalen om Danmark i Europol vil tage stilling fra sag til sag. Aftalepartierne er dog allerede nu enige om, at Danmark bør forblive del af det stærke samarbejde mellem de europæiske anklagemyndigheder i Eurojust. Tilsvarende er aftalepartierne indstillet på, at Danmark kan deltage i det kommende europæiske system for registrering af flypassagerer (PNR), som kan være med til at afdække mulige terroristers rejsemønstre. Aftalepartierne er derimod afvisende over for dansk deltagelse i reglerne om en europæisk anklagemyndighed. 

Der henvises i øvrigt til aftalen af 17. marts 2015 om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender, der er optrykt som bilag 4 til lovforslaget.

Spørgsmål 59: om den konkrete konsekvens af artikel 8, styk 2 i "Protokol nr. 22 om Danmarks stilling"

Ministeren bedes uddybende forklare den konkrete konsekvens af artikel 8, styk 2 i "Protokol nr. 22 om Danmarks stilling", herunder om den betyder, at alle de 102 Schengen-relaterede retsakter, som omtales i bilag 6 til L29, vil være bindende som EU-ret inklusive senere præciseringer og fortolkninger fra f.eks. EU-domstolen.

Svar:

Ja, forbeholdsprotokollen medfører, at alle eksisterende Schengen-retsakter tilvælges.

Det bemærkes, at Danmark allerede i dag deltager fuldt ud i Schengen-samarbejdet (sammen med de øvrige nordiske lande). En særlig teknikalitet i forbeholdsprotokollen har således gjort det muligt for Danmark at forblive tilknyttet alle de Schengen-retsakter, der er vedtaget siden 1999 på mellemstatsligt grundlag. Det betyder også, at Danmark i efterlevelsen af disse retsakter følger den fortolkning, der anlægges af EU-domstolen.

Det følger af forbeholdsprotokollens artikel 8, stk. 2, at alle de Schengen-retsakter, der er vedtaget forud for omdannelsen af forbeholdet til tilvalgsordningen, automatisk anses for tilvalgt af Danmark i forbindelse med, at Danmark afgiver meddelelse om at overgå til tilvalgsordningen. Disse retsakter bliver bindende for Danmark som EU-ret 6 måneder efter, at den danske meddelelse om overgang til tilvalgsordningen får virkning.

Tilvalgsordningen medfører grundlæggende alene den ændring, at der fremover bliver tale om et egentligt tilvalg af de pågældende Schengen-retsakter, hvorefter Danmark deltager EU-retligt og fuldt ud på lige fod med de øvrige medlemsstater i samarbejdet. Der kan i den sammenhæng henvises til redegørelsen om samarbejdet om retlige og indre anliggender (side 23 f.). Redegørelsen findes på Udenrigsministeriets hjemmeside (www.um.dk) såvel som på Justitsministeriets hjemmeside (www.jm.dk).

Spørgsmål 60: om efteruddannelse af jurister i politi, anklagemyndighed, domstole, statsforvaltninger, styrelser og ministerier

”Hvor mange penge har regeringen afsat til efteruddannelse af jurister i politi, anklagemyndighed, domstole, statsforvaltninger, styrelser og ministerier, således at de får indsigt i reglerne i de 27 andre EU-lande på de områder, hvor regeringen mener, at Danmark fremover skal være underlagt afgørelser fra andre EU-lande?”

Svar:

1. Regeringen har ikke afsat særskilte midler til jurister i statsadministrationen mv. med henblik på efteruddannelse i de øvrige EU-landes regler i forbindelse med folkeafstemningen om Lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L29). Således følges den almindelige praksis om, at implementering af ny lovgivning som udgangspunkt indgår som en del af det løbende arbejde.

2. Det kan oplyses, at princippet om gensidig anerkendelse som udgangs-punkt indebærer, at afgørelser truffet af en judiciel myndighed i én medlemsstat skal anerkendes og fuldbyrdes af myndighederne i en anden EU-medlemsstat i overensstemmelse med de relevante EU-regler, når der an-modes herom. Myndighederne og andre retsanvendere i den medlemsstat, hvor afgørelsen skal anerkendes og fuldbyrdes, skal således ikke anvende lovgivningen i den medlemsstat, hvor afgørelsen er truffet.

Spørgsmål 61: om støtte til, at jurister i Forbrugerrådet, børneorganisationer, fagforbund, Finansrådet, familieretsadvokater, forsvarsadvokater og andre relevante aktører i civilsamfundet kan få efteruddannelse

”Vil regeringen give støtte til, at jurister i Forbrugerrådet, børneorganisationer, fagforbund, Finansrådet, familieretsadvokater, forsvarsadvokater og andre relevante aktører i civilsam-fundet kan få efteruddannelse i reglerne i de 27 andre EU-lande på de områder, hvor regeringen mener, at Danmark fremover skal være underlagt afgørelser fra andre EU-lande?”

Svar:

1. Regeringen har ikke afsat særskilte midler med henblik på efteruddannelse af jurister i organisationer og civilsamfund i de øvrige EU-landes regler i forbindelse med folkeafstemningen om Lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L29).

2. Det kan oplyses, at princippet om gensidig anerkendelse som udgangspunkt indebærer, at afgørelser truffet af en judiciel myndighed i én medlemsstat skal anerkendes og fuldbyrdes af myndighederne i en anden EU-medlemsstat i overensstemmelse med de relevante EU-regler, når der an-modes herom. Myndighederne og andre retsanvendere i den medlemsstat, hvor afgørelsen skal anerkendes og fuldbyrdes, skal således ikke anvende lovgivningen i den medlemsstat, hvor afgørelsen er truffet.

Spørgsmål 62: om, hvorvidt Danmark fortsat vil kunne gå foran med ny lovgivning på de områder, hvor der afgives suverænitet til EU, f.eks. med rettigheder på familieområdet til regnbuefamilier

”Vil Danmark fortsat kunne gå foran med ny lovgivning på de områder, hvor der afgives suverænitet til EU, f.eks. med rettigheder på familieområdet til regnbuefamilier?”

Svar:

Som det bl.a. fremgår af regeringsanalysen Samarbejdet om retlige og in-dre anliggender fra marts 2015 (side 76), er det overordnede politiske mål på det civil-, handels- og familieretlige område at skabe et europæisk ret-ligt område, hvor grænserne mellem medlemsstaterne ikke udgør en hindring for borgere og virksomheders adgang til bilæggelse af civilretlige tvister, indbringelse af sager for domstolene og fuldbyrdelse af afgørelser.

EU’s kompetence på det civil-, handels- og familieretlige område er derfor begrænset til grænseoverskridende situationer.

EU kan således ikke harmonisere medlemsstaternes håndtering af civil-, handels- og familieretlige spørgsmål, som alene angår rent nationale situationer.

De 14 eksisterende retsakter på det civil-, handels- og familieretlige område, som vil blive tilvalgt i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015, vedrører bl.a. grænseoverskridende samarbejde på bag-grund af princippet om gensidig anerkendelse.

Et eventuelt tilvalg af disse retsakter vil ikke ændre på, at det fortsat vil være op til hver enkelt medlemsstat at bestemme, hvilken materiel regulering der i medlemsstaten skal gælde på det pågældende retsområde.

Således vil et eventuelt tilvalg af familieretlige retsakter ikke berøre den familieretlige lovgivning i Danmark om eksempelvis ægteskab mellem to personer af samme køn og lovgivningen om medmoderskab, ligesom tilvalget heller ikke vil berøre mulighederne for at ændre denne lovgivning.

Tilsvarende indeholder konkursforordningen f.eks. regler om gensidig an-erkendelse af konkursdekreter afsagt i andre medlemslande, men det vil fortsat være op til hver enkelt medlemsstat at bestemme, hvilke nationale regler der i medlemsstaten skal gælde vedrørende betingelserne for konkursbehandlingens indledning og afslutning samt dens forløb, herunder f.eks. reglerne om prioritetsrækkefølge, omstødelse mv.

Spørgsmål 63: om, hvorvidt Danmark vil kunne gå foran med ny lovgivning på insolvensområdet, hvis først suveræniteten er afgivet til EU, som f.eks. dengang Danmark som det første land indførte gældssanering

”Vil Danmark kunne gå foran med ny lovgivning på insolvensområdet, hvis først suveræniteten er afgivet til EU, som f.eks. dengang Danmark som det første land indførte gældssa-nering?”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 62 vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 64: om at få "præciseret, hvorledes forbrugerbeskyttelsen vil kunne blive påvirket" af en eventuel dansk tilvalgsordning

”I forlængelse af høringssvaret fra Forbrugerrådet TÆNK (L 29 – bilag 3) bedes ministeren kommentere Forbrugerrådets ønske om at få "præciseret, hvorledes forbrugerbeskyttelsen vil kunne blive påvirket" af en eventuel dansk tilvalgsordning.”

Svar:

1. Aftalepartierne (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) blev ved aftale om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender af 17. marts 2015 enige om at tilvælge 22 eksisterende retsakter på området for retlige og indre anliggender, herunder 10 retsakter på det civil- og handelsretlige område, hvis resultatet bliver et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015.

2. For så vidt angår forbrugerbeskyttelse, fremgår det af artikel 12 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), at forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Unionens politikker og aktiviteter.

Således indgår hensynet til forbrugerbeskyttelse også ved udformningen af EU-retsakter på det civil- og handelsretlige område.

Det overordnede politiske formål på det civil- og handelsretlige område er at skabe et europæisk retligt område, hvor grænserne mellem medlemsstaterne ikke udgør en hindring for borgerne og virksomheders adgang til bilæggelse af civilretlige tvister, indbringelse af sager for domstolene og fuldbyrdelse af afgørelser.

EU’s foranstaltninger på området er begrænset til grænseoverskridende situationer. EU kan således ikke harmonisere medlemsstaternes håndtering af civil- og handelsretlige spørgsmål, som alene angår rent nationale situationer.

Et tilvalg af retsakter på det civil- og handelsretlige område kan således i almindelighed bl.a. gøre det lettere at inddrive krav mod personer eller virksomheder i andre medlemsstater. Det gælder også forbrugeres krav mod firmaer i andre medlemsstater.

Forbrugere vil således kunne anvende f.eks. småkravsprocedureforordningen, som har til formål at forenkle og fremskynde behandlingen af grænseoverskridende tvister om krav på op til 2.000 EUR på det civil- og handelsretlige område og nedbringe omkostninger forbundet hermed.

3. Det bemærkes, at bl.a. Forbrugerrådet TÆNK blev hørt i forbindelse med udarbejdelsen af regeringens analyse Samarbejdet om retlige og indre anliggender fra marts 2015 med henblik på at forbedre grundlaget for aftalepartiernes vurdering af, hvilke af de eksisterende retsforbeholdsbelagte retsakter der ønskedes tilvalgt. De forskellige interessenter fik således mulighed for at bidrage med yderligere oplysninger om betydningen for deres område.

På grundlag af analyserapporten indgik aftalepartierne som nævnt ovenfor den 17. marts 2015 aftalen om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender.
Aftalen, analyserapporten og de underliggende analyser af samtlige retsforbeholdsbelagte retsakter blev samtidig lagt på Justitsministeriets og Udenrigsministeriets hjemmesider.

Spørgsmål 65: om svar på fagforbundet FOA's anmodning om "en vurdering af, dels omfanget af de aktuelle og forventelige retsakter, dels hvilke områder retsakterne vil berøre"

”I forlængelse af høringssvaret fra FOA (L 29 – bilag 3) bedes ministeren svare på fagforbundets anmodning om "en vurdering af, dels omfanget af de aktuelle og forventelige retsakter, dels hvilke områder retsakterne vil berøre".”

Svar:

1. Med aftalen Danmark i Europol blev der nedsat en analysegruppe, som skulle give aftalepartierne (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) et grundlag for at beslutte, hvilke af de forbeholdsbelagte retsakter der skal tilvælges, hvis det nuværende danske retsforbehold omdannes til en tilvalgsordning.

Analyserapporten Samarbejdet om retlige og indre anliggender fore-lå i marts 2015. I forbindelse med analyserapporten blev der udarbejdet analyser af samtlige retsforbeholdsbelagte retsakter, som bl.a. gennemgår indholdet af de pågældende retsakter samt eventuelle konsekvenser forbundet med tilvalg heraf.

Aftalepartierne (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) blev på den baggrund ved aftale om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender af 17. marts 2015 enige om at tilvælge 22 eksisterende retsakter på området for retlige og indre anliggender, hvis det nuværende danske retsforbehold omdannes til en tilvalgsordning.

Analyserapporten blev samtidig lagt på Justitsministeriets og Udenrigsministeriets hjemmesider, og de underliggende analyser af de enkelte retsakter kan findes på Justitsministeriets hjemmeside.

2. Hvis resultatet af folkeafstemningen den 3. december 2015 bliver et ja, vil der blive fremsat lovforslag med henblik på tilvalg af de retsakter, der er omfattet af den politiske aftale fra marts 2015, og som forudsætter, at der sker ændringer i dansk ret.

Lovforslagene vil indeholde en gennemgang af de enkelte retsakter samt regeringens overvejelser om, hvilke lovændringer der er nødvendige for, at retsakterne kan finde anvendelse i Danmark.

Alle interessenter vil i den forbindelse have mulighed for at komme med bemærkninger til udformningen af de konkrete lovforslag.

Spørgsmål 66: om svar på fagforbundets anmodning om en redegørelse for lovforslagets "betydning for udviklingen af den arbejdsretslige praksis på såvel kort som længere sigt"

”I forlængelse af høringssvaret fra FOA (L 29 – bilag 3) bedes ministeren svare på fagforbundets anmodning om en redegørelse for lovforslagets "betydning for udviklingen af den ar-bejdsretslige praksis på såvel kort som længere sigt".”

Svar:

1. Aftalepartierne (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) blev ved aftale om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender af 17. marts 2015 enige om at tilvælge 22 eksisterende retsakter på området for retlige og indre anliggender, herunder 10 retsakter på det civil- og handelsretlige område, hvis resultatet af folkeafstemningen den 3. december 2015 bliver et ja.

2. Det overordnede politiske formål på det civil- og handelsretlige område er at skabe et europæisk retligt område, hvor grænserne mellem medlemsstaterne ikke udgør en hindring for borgerne og virksomheders adgang til bilæggelse af civilretlige tvister, indbringelse af sager for domstolene og fuldbyrdelse af afgørelser.

EU’s foranstaltninger på området er begrænset til grænseoverskri-dende situationer. EU kan således ikke harmonisere medlemsstaternes håndtering af civil- og handelsretlige spørgsmål, som alene angår rent nationale situationer.

3. Rom II-forordningen indeholder regler om lovvalg – det vil sige regler om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes i tilfælde af en tvist – i sager vedrørende forpligtelser uden for kontrakt. Lovvalg uden for kontrakt er ikke i dag lovreguleret i dansk ret, men afgøres ud fra principper skabt gennem retspraksis.

Forordningen indeholder bl.a. særlige regler om lovvalg i sager om skader, der forvoldes af forestående eller gennemførte kollektive kampskridt. Hovedreglen er, at loven i det land, hvor kampskridtet skal foretages eller er foretaget, skal anvendes. Det betyder, at skader som følge af et dansk fagforbunds kollektive kampskridt, som gennemføres i Danmark over for en arbejdsgiver fra en anden medlemsstat, som hovedregel skal vurderes efter de danske regler.

Forordningen anvender princippet om universel anvendelse. Det betyder, at de medlemsstater, som allerede er bundet af forordningen, allerede i dag vil skulle anvende dansk ret i en konkret sag, hvis dette følger af forordningen.

4. For så vidt angår spørgsmålet om adgangen til at inddrive løntilgodehavender inden for EU i grænseoverskridende sager henvises der til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 39 vedrørende forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29) fra Folketingets Europaudvalg.

Spørgsmål 67: om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager

”I forlængelse af Advokatrådets høringssvar (L 29 – bilag 3) bedes ministeren kommentere Advokatrådets betænkelighed vedrørende den europæiske efterforskningskendelse i straffe-sager, herunder i forhold til at visse bestemmelser "ses at være mere vidtgående end de gældende danske regler" samt om det er muligt at ændre dette grundlæggende "i forbindelse med implementeringen i Danmark".”

Svar:

1. Det fremgår af Advokatrådets høringssvar over udkast til lovforslag om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning afgivet den 29. september 2015, at Advokatrådet overordnet set ud fra en retssikkerhedsmæssig synsvinkel bifalder omdannelsen af det nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning. Advokatrådet finder det desuden hensigtsmæssigt, at Danmark med tilvalgsordningen vil kunne deltage i samarbejdet om EU-lovgivningen, som forbedrer retssikkerheden for borgere og virksomheder i Danmark, og Advokatrådet støtter derfor lovforslaget.

Det fremgår endvidere, at Advokatrådet har visse betænkeligheder i relation til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) nr. 2014/41 af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager, idet visse af direktivets bestemmelser, herunder særligt bestemmelserne om diskrete undersøgelser, der skal foretages af embedsmænd, der arbejder under dække eller falsk identitet, ses at være mere vidtgående end de gældende danske regler, hvilket man bør være yderst opmærksom på i forbindelse med implementeringen i Danmark, da sådanne undersøgelser skal foretages efter regler, der gælder i dansk ret.

2. Direktivet indfører et samlet system for indsamling af bevismateriale i straffesager baseret på princippet om gensidig anerkendelse. Der indføres som udgangspunkt en pligt for medlemsstaterne til at anerkende og fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, medmindre staten kan påberåbe sig en af de afslagsgrunde, der er indeholdt i forslaget.

Direktivet medfører som udgangspunkt ikke nye efterforskningsredskaber til politi og anklagemyndighed, ligesom det som udgangspunkt ikke indebærer nye rettigheder for mistænkte, tiltalte eller vidner. Direktivet vedrører derimod samarbejdet mellem de deltagende medlemsstaters myndigheder. Direktivet afgrænser, hvilke efterforskningsskridt der er omfattet, på hvilken baggrund anmodninger om retshjælp medlemsstaterne imellem kan afslås, og der indføres en række processuelle regler for, hvordan samarbejdet mellem myndighederne skal foregå, herunder ved fastsættelse af tidsfrister for behandlingen af sagerne.

3. Direktivets artikel 29 fastsætter regler om såkaldte diskrete undersøgelser, hvor embedsmænd arbejder under dække eller falsk identitet. Det fremgår bl.a. af bestemmelsen, at sådanne undersøgelser gennemføres i overensstemmelse med national ret og de nationale procedurer i den medlemsstat, hvor undersøgelsen foregår. En europæisk efterforskningskendelse, der vedrører sådanne diskrete undersøgelser, kan bl.a. afslås, hvis fuldbyrdelsen af den diskrete undersøgelse ikke ville være tilladt i en tilsvarende national sag, jf. stk. 3, litra a, eller når det ikke har været muligt for staterne at nå til enighed om, hvilke nærmere vilkår, der skal gælde for den diskrete undersøgelse mv., jf. stk. 3, litra b.

Danmark har i forbindelse med ratifikation af EU-retshjælpskonventionen og 2001-tillægsprotokollen til retshjælpskonventionen fra 1959, som i denne sammenhæng erstattes af direktivet, erklæret ikke at være bundet af bestemmelserne om diskrete undersøgelser.

Danmark vil som følge af direktivet blive forpligtet til at behandle anmodninger om at yde bistand i forbindelse med diskrete undersøgelser og imødekomme disse, medmindre der foreligger en afslagsgrund. Bestemmelsen pålægger imidlertid ikke medlemsstaterne nogen pligt til at tillade eller ud-føre diskrete undersøgelser i videre omfang end efter national ret. Gennemførelse af såkaldte diskrete undersøgelser i Danmark på foranledning af en efterforskningskendelse udstedt i en anden EU-medlemsstat efter direktivet vil således skulle foretages i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom.

Spørgsmål 68: om fire konkrete retsakter, som regeringen ikke foreslår tilvalgt, ville øge retssikkerheden og gøre det tryggere at være borger

”I forlængelse af Advokatrådets høringssvar (L 29 – bilag 3) bedes ministeren kommentere Advokatrådets påstand om, at fire konkrete retsakter, som regeringen ikke foreslår tilvalgt, ville øge retssikkerheden og gøre det tryggere at være borger.”

Svar:

1. På baggrund af det analysearbejde, der blev igangsat med den politiske aftale om Danmark i Europol fra december 2014, indgik aftalepartierne (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) den 17. marts 2015 den supplerende aftale om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender.

De politiske aftaler er optrykt som bilag 3 og 4 til lovforslaget.

2. Det fremgår af aftalen fra marts 2015, at det har været aftalepartiernes pejlemærke at tilvælge den lovgivning, som enten giver konkrete fordele for borgere og virksomheder, eller hvor det vurderes at være gavnligt for Danmark at bidrage aktivt til udviklingen fremadrettet. Ambitionen er at gøre det sværere at være kriminel, tryggere at være borger og lettere at være virksomhed.

På den baggrund er aftalepartierne enige om i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015 at tilvælge 22 eksisterende retsakter på det civil- og handelsretlige område og politi- og strafferetsområdet.

Aftalepartierne er endvidere enige om, at der på disse områder er 10 eksisterende retsakter, som ikke ønskes tilvalgt, herunder fire direktiver, som er omtalt i det høringssvar, der henvises til i spørgsmålet. De omtalte fire direktiver er offerdirektivet1, direktivet om ret til tolke- og oversætterbistand2, direktivet om ret til information under straffesager3 og direktivet om ret til advokatbistand4.

3. Det fremgår af det høringssvar, der henvises til i spørgsmålet, at Advokatrådet ud fra en retssikkerhedsmæssig synsvinkel overordnet set bifalder omdannelsen af det nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning, og at Advokatrådet derfor kan støtte lovforslaget.

For så vidt angår de nærmere omtalte fire direktiver, som aftalepartierne ikke ønsker at tilvælge, kan Justitsministeriet oplyse følgende:

1) Offerdirektivet
Direktivet har til formål at sætte rammer for myndigheders behandling af ofre for kriminalitet og sikre, at ofret får passende information, støtte og beskyttelse og kan deltage i straffesagen. Direktivet indeholder bl.a. minimumsregler om information og støtte til ofre, om ofres rettigheder i forbindelse med anmeldelse, om ofres ret til at få information om sagen og om ofres ret til at deltage i straffesager, herunder om ret til at blive hørt under straffesagen og fremlægge beviser.

Det er vurderingen, at et tilvalg i vidt omfang alene ville formalisere procedurer, som i dag fungerer i praksis i Danmark.

Direktivet går på visse punkter videre, end gældende dansk lovgivning hidtil har gjort af retssikkerhedsmæssige grunde. Aftalepartierne er enige om at drøfte, om der er dele af direktivet, som skal gennemføres i dansk ret. Overvejelserne herom er ikke afsluttet, men har allerede på nuværende tidspunkt resulteret i nogle kommende tiltag vedrørende afhøring af ofre. Det drejer sig om at fastsættelse af regler om at undgå unødvendige gentagelser af afhøringer af ofre og om videoafhøring af børn.

2) Direktivet om ret til tolke- og oversætterbistand
Direktivet indeholder minimumsregler om retten til vederlagsfri tolke- og oversætterbistand i straffesager og i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt bestemmelser om tolkningens kvalitet.

Det er vurderingen, at dansk ret i vidt omfang allerede er i overensstemmelse med direktivet, og at et tilvalg derfor ikke vil indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.

3) Direktivet om ret til information under straffesager
Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer.
Det er vurderingen, at dansk ret i vidt omfang allerede er i overensstemmelse med direktivet, og at et tilvalg derfor ikke vil indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.

4) Direktivet om ret til advokatbistand
Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer.

Det er vurderingen, at dansk ret i vidt omfang allerede er i overensstemmelse med direktivet, og at et tilvalg derfor ikke vil indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.


1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/2207/RIA.
2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager.
3 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager.
4 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til ad-gang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen.




Spørgsmål 69: om garanti for, at tilvalgsordningen ikke vil påvirke det danske tvangsfuldbyrdelsessystem

”I forlængelse af Realkreditrådets høringssvar (L 29 – bilag 3) bedes ministeren garantere, at tilvalgsordningen ikke vil påvirke det danske tvangsfuldbyrdelsessystem.”

Svar:

Realkreditrådet har i høringssvaret anført, at det ved en tilvalgsordning vil være vigtigt at værne om det danske tvangsfuldbyrdelsessystem, som set i en europæisk kontekst er meget effektivt og velfungerende og er en væsentlig forudsætning for dansk realkredit.

Et tilvalg af de forordninger, der vedrører gældsinddrivelse, vil ikke berøre det danske tvangsfuldbyrdelsessystem, men skal derimod være med til at sikre den grænseoverskridende gældsinddrivelse.

Spørgsmål 70: om hvorvidt senere tilvalg af EU-retsakter kan "ske uden iagttagelse af proceduren i Grundlovens §20 om suverænitetsafgivelse"

”I forlængelse af Retspolitisk Forenings høringssvar (L 29 – bilag 3) bedes ministeren bekræfte, at senere tilvalg af EU-retsakter kan "ske uden iagttagelse af proceduren i Grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse".”

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Det fremgår bl.a. af besvarelsen, at det følger af lovforslaget, at det både omfatter tilvalg af eksisterende og fremtidige retsakter, og at der ikke efter lovforslaget vil blive gennemført en ny § 20-procedure i forbindelse med de enkelte tilvalg af retsakter. Dette gælder, uanset om Danmark tilvælger en retsakt på forslagsstadiet eller tilvælger en allerede vedtaget retsakt.

Lovforslaget indebærer således, at der på forhånd gennemføres én samlet § 20-procedure om overladelse af beføjelser på området for retlige og indre anliggender.

Spørgsmål 71: om hvordan beslutningen om dansk deltagelse i fremtidige retsakter konkret og skidt for skridt vil foregå, hvis retsforbeholdet erstattes af en tilvalgsordning

Ministeren bedes oplyse hvordan beslutningen om dansk deltagelse i fremtidige retsakter konkret og skidt for skridt vil foregå, hvis retsforbeholdet erstattes af en tilvalgsordning.

Svar:

Der henvises til justitsministerens besvarelse af spørgsmål 4.

Spørgsmål 72: om hvor mange eksempler der siden Lissabon-traktatens ikrafttræden i 2009 været på, at Danmark stemmeafgivning var afgørende for udfaldet af en EU-retsakt

Hvor mange eksempler har der siden Lissabon-traktatens ikrafttræden i 2009 været på, at Danmark stemmeafgivning var afgørende for udfaldet af en EU-retsakt?

Svar:

En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en meget tids- og ressourcekrævende manuel gennemgang af et stort antal vedtagelser og vil ikke stå mål med det resultat, der kan forventes at komme ud af arbejdet.

Udenrigsministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til en sådan gennemgang.

Det bemærkes, at Danmark ikke har deltaget i vedtagelsen af retsakter, der er fremsat med hjemmel i tredje del, afsnit V, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).

Spørgsmål 73:om hvorvidt udenrigsministeren vil stille et ændringsforslag til L29 med henblik på at gøre det løfte, som statsministeren har udstedt om at dansk tilslutning til EU's overnationale asylpolitik forudsætter en folkeafstemning, juridisk bindende

Vil udenrigsministeren stille et ændringsforslag til L29 med henblik på at gøre det løfte, som statsministeren har udstedt om at dansk tilslutning til EU's overnationale asylpolitik forudsætter en folkeafstemning, juridisk bindende?

Svar:

Der henvises til ændringsforslag fremsendt af udenrigsministeren til udvalget den 22. oktober 2015 (L 29 - bilag 4).

Spørgsmål 74: om oversendelse af alt materiale (herunder korrespondance, notater, svar på spørgsmål o.l.) som er tilgået, fragået eller behandlet i forbindelse med arbejdet i analysegruppen (jævnfør den politiske aftale af 10. december 2014 om Danmark i Europol)

”Til sikring af en grundig behandling af lovforslaget og i forlængelse af justitsministerens svar på REU alm. del - spørgsmål 632 (folketingsåret 2014-15, 1. samling), hvor den mang-lende oversendelse begrundes med "hensyn til fortrolighed i forhandlingssituationen", bedes regeringen nu oversende Folketinget alt materiale (herunder korrespondance, notater, svar på spørgsmål o.l.) som er tilgået, fragået eller behandlet i forbindelse med arbejdet i Analysegruppen (jævnfør den politiske aftale af 10. december 2014 om Danmark i Europol).”

Svar:

1. Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der anmodes om materiale, som er udvekslet mellem analysegruppen og den politiske følgegruppe i forbindelse med arbejdet i analysegruppen.

Justitsministeriet kan indledningsvis henvise til ministeriets besvarelse af 4. marts 2015 af spørgsmål 419 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Som det fremgår heraf, indgik Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti den 10. december 2014 den politiske aftale ”Danmark i Europol”. Det fremgår af aftalen, at aftalepartierne ønsker at omdanne det danske retsforbehold til en tilvalgsordning. Tilvalgsordningen betyder, at Danmark selv kan vælge, hvilke retsakter på området for retlige og indre anliggender Danmark ønsker at deltage i.

Som det endvidere fremgår af den nævnte besvarelse, besluttede aftalepar-tierne i forbindelse med aftalen at nedsætte en analysegruppe om omdannelse af Danmarks retsforbehold til en tilvalgsordning. Analysegruppen havde til opgave at gennemføre en analyse af EU-lovgivningen på området for retlige og indre anliggender med fokus på de retsakter, som Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er en del af i dag.

Til analysegruppen var knyttet en politisk følgegruppe bestående af EU- og retsordførere fra aftalepartierne. Følgegruppen drøftede løbende analysegruppens arbejde og har modtaget både mundtlig og skriftlig orientering om indholdet af og fremdriften i analysegruppens arbejde. Følgegruppen medvirkede til at sikre, at der skete en løbende politisk forventningsaf-stemning med henblik på at fokusere analysegruppens arbejde i forhold til de centrale og relevante retsakter. Følgegruppen blev ledet af justitsministeren og udenrigsministeren i forening.

Som det endelig fremgår af den nævnte besvarelse, følger det af den politiske aftale, at analysegruppen og den politiske følgegruppe skulle præsentere en samlet status for forligskredsen. På den baggrund traf aftalepartierne i enighed beslutning om, hvilke af de eksisterende forbeholdsramte retsakter aftalepartierne ønsker at tilvælge.

2. Justitsministeriet kan endvidere henvise til ministeriets besvarelse af 17. april 2015 af spørgsmål 632 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Som det fremgår heraf, har en minister i en række tilfælde behov for i fortrolighed at udveksle synspunkter med repræsentanter for partierne i forbindelse med f.eks. forberedelsen af et lovforslag eller tilsvarende politiske forhandlingsforløb.

Som det endvidere fremgår af den nævnte besvarelse, er det de samme hensyn til fortrolighed, der ligger bag offentlighedslovens § 27, nr. 2, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning og anden tilsvarende politisk proces.

Som det endelig fremgår af den nævnte besvarelse, regulerer offentlig-hedsloven ikke videregivelse af oplysninger til Folketinget og dets udvalg, og ministeriets beslutning om ikke at oversende materiale udvekslet mel-lem Justitsministeriet og aftalepartierne blev således ikke truffet i medfør af offentlighedsloven, men på baggrund af de nævnte hensyn til fortrolig-hed i forhandlingssituationen.

3. Det er de samme hensyn til beskyttelse af den politiske beslutningsproces der gør, at Justitsministeriet fortsat ikke ønsker at oversende materiale udvekslet mellem Justitsministeriet og aftalepartierne til Folketingets Retsudvalg – heller ikke i fortrolig form eller lignende.

Det bemærkes, at analysegruppens analyserapport om EU-lovgivning om-fattet af retsforbeholdet siden marts 2015 har været offentligt tilgængelig på Justitsministeriets og Udenrigsministeriets hjemmesider, ligesom de underliggende analyser af de enkelte retsakter er offentligt tilgængelige på Justitsministeriets hjemmeside.

Spørgsmål 75: om parallelaftale vedrørende konkursforordningen

”Det fremgår af aftalen mellem en række partier af 17. marts 2015 om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender, at Danmark har anmodet om en parallelaftale vedrørende konkursforordningen. Det ønskes oplyst, hvornår denne anmodning er givet, hvornår Kommissionen gav afslag herpå, om der var en begrundelse herfor, og i givet fald hvori kommissionens begrundelse for at give afslag bestod.”

Svar:

Danmark anmodede i januar 2001 om at blive tilknyttet Bruxelles I-forordningen, forkyndelsesforordningen, konkursforordningen, Bruxelles II-forordningen, Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen via parallelaftaler.

Kommissionen tog stilling til den danske anmodning i april 2002. Kom-missionen fandt, at parallelaftaler kun skal anvendes i undtagelsestilfælde og kun udgøre en overgangsordning samt kun kan accepteres, hvis Dan-marks deltagelse fuldt ud er i Fællesskabets og dets borgeres interesse, og hvis de krav, der stilles til Danmark, er identiske med dem, der stilles til alle medlemsstaterne, således at det sikres, at bestemmelser med det samme indhold gælder i Danmark og de øvrige medlemsstater. Kommissionen lagde herved vægt på, at Danmark suverænt kan beslutte at give afkald på forbeholdet, såfremt man fra dansk side ønsker at blive tilknyttet samarbejdet.

Kommissionen fandt, at disse betingelser var opfyldt for så vidt angår Bruxelles I-forordningen, forkyndelsesforordningen, Dublin-forordningen samt Eurodac-forordningen, mens det ikke var tilfældet for så vidt angår konkursforordningen og Bruxelles II-forordningen.

Spørgsmål 76: om Schengensamarbejdet

Vil ministeren, henset det forhold at udskiftning af det danske retsforbehold med en tilvalgsordning gør Schengen-samarbejdet overstatsligt, forklare, hvordan pkt. 4 i aftalen af 10. december 2014 om Danmark i Europol skal forstås, idet aftalepartierne her angiver at ville fortsætte den hidtidige praksis ved også fremover at tilvælge alle nye Schengen-relaterede retsakter, og vil ministeren forklare, hvad der i praksis vil ske, såfremt Danmark ikke "tilvælger" alle nye Schengen-relaterede retsakter, når Schengen-samarbejdet er blevet overstatsligt? Vil ministeren også forklare, hvordan man tilvælger en retsakt i et overstatsligt samarbejde?

Svar:

Som det fremgår af punkt 4 i den politiske aftale af 10. december 2014, lægger aftalepartierne vægt på fortsat dansk deltagelse i Schengen-samarbejdet. Som det fremgår af den politiske aftale har Danmark gennem de seneste 13 år fuldt ud gennemført al Schengen-lovgivning.

Det gælder allerede efter det eksisterende danske retsforbehold, at hvis Danmark ikke tilslutter sig en Schengen-retsakt på mellemstatsligt grundlag i medfør af Schengen-teknikaliteten, skal det ifølge bestemmelsen i forbeholdsprotokollen overvejes, hvilke passende foranstaltninger der skal træffes, jf. artikel 4 i Protokol nr. 22 om Danmarks stilling. Der gælder en tilsvarende bestemmelse under tilvalgsordningen for så vidt angår evt. manglende dansk tilvalg af en Schengenretsakt, jf. artikel 6, stk. 1, i protokollens bilag. Dette betyder – både før som efter en eventuel overgang til tilvalgsordningen- ultimativt ekskludering af Danmark fra Schengen-samarbejdet.

For så vidt angår spørgsmålet om proceduren for tilvalg henvises til justitsministerens besvarelse af spørgsmål 4.

Spørgsmål 77: om man i fremtiden vil kunne afholde vejledende folkeafstemninger, inden Folketinget behandler og eventuelt vedtager yderligere EU-retsakter

”Kan ministeren forestille sig, at man i fremtiden kunne afholde vejledende folkeafstemninger, inden Folketinget behandler og eventuelt vedtager yderligere EU-retsakter, såfremt folkeafstemningen den 3. december fører til en omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning?”

Svar:

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der spørges til, om regeringen ønsker, at der afholdes vejledende folkeafstemning forud for tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender, hvis rets-forbeholdet omdannes til en tilvalgsordning.

Det fremgår af det ændringsforslag til lovforslaget, som udenrigsministeren den 22. oktober 2015 har sendt til Folketingets Europaudvalg, at Venstre, Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti har tilkendegivet, at det er en forudsætning for ophævelse af deres veto, jf. pkt. 5 om fremtidige tilvalg af retsakter om asyl og indvandring i den politiske aftale om Danmark i Europol af 10. december 2014, at der afholdes folkeafstemning forud for sådan en beslutning. Som det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslaget, vil afholdelse af en sådan vejledende folkeafstemning kræve, at der vedtages en særlig lov herom. Aftalepartierne har tilkendegivet at ville stemme for et sådant lovforslag om fremtidig vejledende folkeafstemning. Der henvises i øvrigt til ændringsforslaget og bemærkningerne hertil.

Der er ikke med lovforslaget eller ændringsforslaget lagt op til, at der skal afholdes vejledende folkeafstemning forud for tilvalg af retsakter på andre dele af området for retlige og indre anliggender end asyl og indvandring.

Spørgsmål 78: om hvilke initiativer ministeren vil tage for at skabe gennemsigtighed og åbenhed omkring den proces og det arbejde, der har ledt til de fem ja-partiers udvælgelse af retsakter

Hvilke initiativer vil ministeren tage for at skabe gennemsigtighed og åbenhed omkring den proces og det arbejde, der har ledt til de fem ja-partiers udvælgelse af retsakter, som Danmark skal indgå i gennem en tilvalgsordning, herunder eksempelvis initiativtagen til offentliggørelse af breve, dokumenter, bilag, mødereferater og lignende mellem såvel ministerier som politiske partier?

Svar:

Der henvises til justitsministerens besvarelse af spørgsmål 74.

Spørgsmål 79: om ministeren vil redegøre for grundlaget, hvorpå de konkrete EU-retsakter er blevet tilvalgt og fravalgt i ”aftalen om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender” af 17. marts 2015

Hvis ministeren ikke påtænker at tage initiativ til større åbenhed omkring den proces og det arbejde, der har ledt til de fem ja-partiers udvælgelse af retsakter, som Danmark skal indgå i gennem en tilvalgsordning, vil ministeren så redegøre for grundlaget, hvorpå de konkrete EU-retsakter er blevet tilvalgt og fravalgt i ”aftalen om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender” af 17. marts 2015?

Svar:

Der henvises til justitsministerens besvarelse af spørgsmål 74.

Spørgsmål 80: om fremlæggelse af oversigt over domme vedr. den frie bevægelighed for personer, retspolitikken og Schengen-komplekset

”Vil regeringen fremlægge en oversigt over domme vedr. den frie bevægelighed for personer, retspolitikken og Schengen-komplekset, som har betydning for forståelsen af Traktatens bestemmelser?”

Svar:

En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en meget tids- og ressourcekrævende manuel gennemgang af et stort antal domme og vil ikke stå mål med det resultat, der kan forventes at komme ud af arbejdet.

Justitsministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til en sådan gennemgang.

Spørgsmål 81: om udarbejdelse af en oversigt over de traktatbestemmelser, som i lighed med fleksibilitetsbestemmelsen i art. 352 får en udvidet eller anden anvendelse ved dansk tilslutning til traktatens artikel 67-89 med tilhørende protokoller

Vil regeringen udarbejde en oversigt over de traktatbestemmelser, som i lighed med fleksibilitetsbestemmelsen i art. 352 får en udvidet eller anden anvendelse ved dansk tilslutning til traktatens artikel 67-89 med tilhørende protokoller?

Svar:

En omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil ikke betyde en udvidet eller anden anvendelse af bestemmelser i EU-traktaterne.

Spørgsmål 82: om erklæringer i tilknytning til EU’s retslovgivning

”Findes der erklæringer i tilknytning til EU’s retslovgivning, som ikke er offentliggjort, og vil regeringen i givet fald oversende dem til Europaudvalget?”

Svar:

Efter aftale med spørgeren er besvarelsen begrænset til at omfatte erklæringer vedrørende de i alt 26 eksisterende retsakter på området for retlige og indre anliggender, der er opregnet i bilag 5 til lovforslaget, og som regeringen på baggrund af lovforslaget agter at tilvælge umiddelbart efter en eventuel overgang til tilvalgsordningen.

Justitsministeriet kan oplyse, at erklæringer optaget i rådsprotokollerne i forbindelse med vedtagelsen af de 26 eksisterende retsakter er offentliggjorte. Det er fastsat i Rådets forretningsorden, at bl.a. erklæringer fra EU-institutionerne og/eller medlemsstaterne til Rådets protokol om vedtagne retsakter offentliggøres. Rådets protokoller findes på Rådets hjemmeside (www.consilium.europa.eu under Dokumenter og publikationer, hvor der kan søges i det offentlige register over Rådets dokumenter).

Spørgsmål 83: om regeringen vil fremlægge en komplet kopi af samtlige gældende retsakter og andre dokumenter, som er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 67-89

”Vil regeringen fremlægge en komplet kopi af samtlige gældende retsakter og andre dokumenter, som er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 67-89 eller deres forgængere og oplyse det samlede sideantal for den fuldstændige retslovgivning – inklusive regler for implementering, internationale aftaler, meddelelser, resolutioner, grønbøger, hvidbøger m.v.?”

Svar:

Justitsministeriet kan henvise til nedenstående hjemmesider, hvor materiale af den efterspurgte karakter er offentligt tilgængeligt:

http://eur-lex.europa.eu/homepage.html?locale=da

http://ec.europa.eu/prelex/apcnet.cfm?CL=da

http://www.euo.dk

Spørgsmål 84: om grænserne for den påtænkte overladelse af beføjelser med hensyn til lovgivende, udøvende og dømmende virksomhed

”Vil regeringen nøje beskrive grænserne for den påtænkte overladelse af beføjelser med hensyn til lovgivende, udøvende og dømmende virksomhed og for hver hjemmelsbestemmelse give et eksempel på en lov, som ikke vil kunne vedtages af Unionens myndigheder?”

Svar:

1. Med EU’s samarbejde om retlige og indre anliggender – også kaldet RIA-samarbejdet – forstås i lovforslaget foranstaltninger, der efter det gældende traktatgrundlag vedtages på grundlag af tredje del, afsnit V, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed samt persondatabeskyttelse i relation til politi- og strafferet efter samme traktats artikel 16, jf. pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Første del af traktatafsnittet, tredje del, afsnit V, indeholder i kapitel 1 en række almindelige bestemmelser vedrørende RIA-samarbejdet (kapitel 1, artikel 67-76) efterfulgt af i alt 4 kapitler for hvert af de enkelte politikområder under RIA-samarbejdet. Det drejer sig om politikker for grænsekontrol, asyl og indvandring (kapitel 2, artikel 77-80), samarbejdet om civil-retlige spørgsmål, herunder familie- og handelsret (kapitel 3, artikel 81) samt retligt samarbejde i straffesager (kapitel 4, artikel 82-86) og politi-samarbejde (kapitel 5, artikel 87-89).

For en uddybende gennemgang af EU-lovgivningen under politikområderne henvises til kapitel 7 og 8 i regeringsredegørelsen fra marts 2015 ”Samarbejdet om retlige og indre anliggender – en analyse af EU-lovgivning omfattet af retsforbeholdet”. Redegørelsen findes på Udenrigsministeriets hjemmeside (www.um.dk) såvel som på Justitsministeriets hjemmeside (www.jm.dk) og er sendt til Folketingets Retsudvalg den 27. marts 2015.

2. Det tilføjes, at hvis der med spørgsmålet sigtes til, hvorvidt lovforslagets overladelse af beføjelser til EU efter grundlovens § 20 opfylder kravet om, at beføjelser alene kan overlades til mellemfolkelige myndigheder ”i nærmere bestemt omfang”, henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 104 til lovforslaget. Som det fremgår heraf, har Højesteret i Maastricht-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800), pkt. 9.2, udtalt bl.a. følgende:

”Udtrykket »i nærmere bestemt omfang« må forstås således, at der skal foretages en positiv afgrænsning af de overladte beføjelser dels med hensyn til sagsområder, dels med hensyn til beføjelsernes karakter. Afgrænsningen skal gøre det muligt at vurdere suverænitetsafgivelsens omfang. Sagsområderne kan beskrives i rummelige kategorier, og det kan ikke kræves, at omfanget af suverænitetsafgivelsen er angivet så præcist, at der ikke kan blive tale om skøn eller fortolkningstvivl. De overladte beføjelser kan angives ved henvisning til en traktat.”

Der henvises i øvrigt for så vidt angår afgrænsningen af grundlovens § 20, herunder afgrænsningen af bestemmelsen ”opad”, dvs. i forhold til grundlovens § 88, til besvarelsen af spørgsmål nr. 23 og 86 til lovforslaget.

Spørgsmål 85: om danske love, som i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015 ikke kan berøres af EU-retten

”Vil regeringen fremlægge en liste over danske love, som i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015 ikke kan berøres af EU-retten?”
  

Svar:

En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en meget tids- og ressourcekrævende manuel gennemgang af samtlige gældende danske love.

Det resultat, der kan forventes at komme ud af arbejdet, vil være forbundet med betydelig usikkerhed og vil ikke stå mål med ressourceforbruget.

Justitsministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til en sådan gennemgang.

Spørgsmål 86: om beføjelser der vil kunne overlades til EU, uden at man skal anvende grundlovens § 88

”Vil regeringen oplyse, hvilke yderligere beføjelser der vil kunne overlades til EU, uden man skal anvende grundlovens § 88?”

Svar:

Grundlovens § 88, der vedrører ændringer af grundloven, har følgende ordlyd:

”Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter val-get følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere reg-ler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslut-ning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.”

Bestemmelsen i grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse må afgrænses ”opad”, det vil sige over for traktater mv., som Danmark ikke kan tilslutte sig efter § 20, men kun efter en grundlovsændring, jf. grundlovens § 88.

Grundlovens § 20 opstiller således visse betingelser, der skal være opfyldt for, at der til en mellemfolkelig myndighed kan overlades beføjelser, der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder. Betydningen af, at en af disse betingelser ikke er opfyldt, er, at dansk tilslutning til vedkommende traktat ikke kan ske inden for rammerne af den gældende grundlov.

Det er alene beføjelser, der ”tilkommer rigets myndigheder”, som kan overlades til en mellemfolkelig myndighed. Herom anfører Højesteret i Maastricht-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800) følgende i præmis 9.2:

”Det kan ikke i medfør af § 20 overlades til en international organisation at udstede retsakter eller træffe afgørelser, som strider mod bestemmelser i grundloven, herunder dennes fri-hedsrettigheder. Rigets myndigheder har nemlig ikke selv en sådan beføjelse.”

Af grundlovens § 20 følger endvidere det såkaldte bestemthedskrav, hvorefter beføjelser, der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, kun kan overlades ”i nærmere bestemt omfang”. Om dette krav anfører Højesteret i Maastricht-sagen bl.a. i præmis 9.2 følgende:

”Udtrykket »i nærmere bestemt omfang« må forstås således, at der skal foretages en positiv afgrænsning af de overladte befø-jelser dels med hensyn til sagsområder, dels med hensyn til be-føjelsernes karakter. Afgrænsningen skal gøre det muligt at vurdere suverænitetsafgivelsens omfang. Sagsområderne kan beskrives i rummelige kategorier, og det kan ikke kræves, at omfanget af suverænitetsafgivelsen er angivet så præcist, at der ikke kan blive tale om skøn eller fortolkningstvivl. De overlad-te beføjelser kan angives ved henvisning til en traktat.

Bestemthedskravet i § 20, stk. 1, udelukker, at det overlades til den internationale organisation selv at bestemme omfanget af sine beføjelser.

Udtrykket »i nærmere bestemt omfang« kan ikke forstås således, at beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder, kun kan overlades til en international organisation i begrænset - dvs. mindre - omfang.”

En yderligere betingelse for, at § 20 kan anvendes, følger af kravet i grundlovens § 20, stk. 1, om, at der kun kan overlades beføjelser til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ”ved gensidig overenskomst” med andre stater.

Om gensidighedskravet anfører Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2, 3. udgave (2001), side 264 f., bl.a., at der ikke kan stilles krav om, at de en-kelte medlemsstater skal have lige stor indflydelse, idet indflydelsen må kunne afpasses efter deltagerstatens størrelse med hensyn til befolkning, vælgere, areal mv. Tilsvarende synspunkter anføres bl.a. af Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 411, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer (1973), side 311 f., Peter Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave (2012), side 254, og Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer, 1. udgave (2015), side 171.

I Maastricht-sagen udtalte Højesteret sig bl.a. også om den begrænsning i anvendelsesområdet for § 20, der ligger i, at Danmark fortsat skal bestå som en selvstændig stat. Der henvises herom til Højesterets dom i Maastricht-sagen, præmis 9.8. Der har endvidere været rejst spørgsmål om, hvilken betydning en grundlovsmæssig forudsætning om demokratisk styreform har for adgangen til at overlade beføjelser efter grundlovens § 20. Herom henvises til Højesteret dom i Maastricht-sagen, præmis 9.9.

Der henvises i øvrigt vedrørende afgrænsningen af grundlovens § 20 i for-hold til grundlovens § 88 til Justitsministeriets redegørelse af 6. oktober 1997 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Amsterdam-Traktaten, side 15 f., Justitsministeriets redegørelse af 22. november 2004 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af traktat om en forfatning for Europa, side 21 ff., og Justitsministeriets redegørelse for visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Lissabon-Traktaten, side 28 f.

Spørgsmål 87: om grundlovsstridighed

”Tvind-dommen fra 1999 gjorde det grundlovsstridigt at lade den lovgivende magt udføre udøvende og dømmende myndig-hed. Er det tilsvarende i strid med Grundlovens paragraf 3 om tredeling af magten at lade lovgivende magt blive til udøvende og dømmende myndighed?”

Svar:

Det er ikke klart for Justitsministeriet, hvad der nærmere sigtes til med spørgsmålet. I det omfang spørgsmålet vedrører delegation af lovgivnings-kompetence, henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 27 til lovforslaget.

For så vidt angår Højesterets dom i Tvind-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 841 ff.), kan der bl.a. henvises til Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 1. udgave (2012), side 238 ff.

Spørgsmål 88: om muligheden for at overlade beføjelser vedr. Europol og politisamarbejdet særskilt på stemmesedlen ved folkeafstemningen den 3. december 2015

”Vil regeringen give borgerne mulighed for at overlade beføjelser vedr. Europol og politisamarbejdet særskilt på stemmesedlen ved folkeafstemningen den 3. december 2015?”

Svar:

Udenrigsministerens lovforslag har titlen ”lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning”. Det fremgår af § 4 i bekendtgørelse nr. 185 af 8. marts 2011 om stemmesedler til brug ved folkeafstemninger, at lovforslagets titel anføres på stemmesedlen. Denne titel vil således fremgå af stemmesedlen den 3. december 2015.

Spørgsmål 89: om mulighed for at bytte børnepornografiske billeder af sex med børn for at få adgang til lukkede pædofile netværk

”Vil det være muligt for Danmark efter en evt. tiltrædelse af direktivet om seksuelt misbrug af børn at give politiet mulighed for at bytte børnepornografiske billeder af sex med børn for at få adgang til lukkede pædofile netværk.”

Svar:

1. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om seksuelt misbrug af børn mv. fastsætter minimumsregler for afgrænsningen af strafbare handlinger og strafferetlige sanktioner i forbindelse med seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn, børnepornografi og hvervning af børn til seksuelle formål. Direktivet indeholder endvidere regler om forebyggelse og efterforskning af de omfattede strafbare handlinger samt om beskyttelse og bistand til ofrene herfor.

Direktivet er vedtaget på baggrund af en fælles europæisk holdning om, at seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn, herunder børnepornografi, udgør alvorlige krænkelser af grundlæggende rettigheder, navnlig børnenes ret til beskyttelse og omsorg, og på baggrund af en konstatering af hyppigere forekomst og udbredelse af børnepornografi ved hjælp af ny teknologi og internettet.

Som det også fremgår af regeringsanalysen Samarbejdet om retlige og indre anliggender fra marts 2015, blev de ændringer af strafferammer og forældelsesregler, der var nødvendige for at bringe dansk straffelovgivning i overensstemmelse med direktivet, gennemført ved lov nr. 633 af 12. juni 2013 om ændring af straffeloven mv. Det drejer sig om en skærpet straffe-ramme i straffelovens § 227, stk. 2 (tidligere § 235 a, stk. 2), om overværelse af en pornografisk forestilling med deltagelse af en person under 18 år og udskydelse af forældelsesfristen for overtrædelse af § 226 (tidligere § 230) om optagelse af pornografiske fotografier mv. af en person under 18 år med forsæt til at udbrede materialet.

Et eventuelt tilvalg af direktivet om seksuelt misbrug af børn mv. vil – bl.a. på baggrund af det ovenfor anførte – ikke have betydning for, hvilke efterforskningsforanstaltninger politiet kan anvende i efterforskningen af seksuelt misbrug af børn.

2. En eventuel omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning vil imidlertid give Danmark mulighed for at tilvælge den kommende Europol-forordning, hvilket vil have betydning for politiets efterforskning og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn mv.

Bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn har i en længere årrække været et prioriteret indsats- og monitoreringsområde for Europol, ligesom EU-medlemsstaterne i væsentlig forøget omfang har anvendt Europol-samarbejdet til at indsamle og udveksle oplysninger om seksuelt misbrug af børn. Medlemsstaterne kan således f.eks. gennem Europol hurtigt ind-hente oplysninger om seksuelt misbrug på internettet, der kan være en vigtig hjælp til opklaring af en national efterforskning.

Hertil kommer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager, som Danmark også vil få mulighed for at tilvælge, hvis retsforbeholdet omdannes til en tilvalgsordning. Med efterforskningskendelsen indføres et samlet system for fremskaffelse af bevismateriale i straffesager baseret på prin-cippet om gensidig anerkendelse.


Spørgsmål 90: om hvorvidt Europol-ansatte kan holdes ansvarlige for brud på lovregler i de lande, hvor de virker

Vil regeringen arbejde for, at Europol-ansatte kan holdes ansvarlige for brud på lovregler i de lande, hvor de virker?

Svar:

I Kommissionens udkast til ny Europol-forordning lægges der op til, at Europol-ansatte i forhold til privilegier og immuniteter skal underlægges de almindelige EU-regler på dette område. Disse regler er fastsat i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions Privilegier og Immuniteter, som er knyttet til Lissabon-traktaten. Det følger således af kommissionens udkast til ny Europol-forordning, at denne protokol skal gælde for Europol og dets personale, jf. udkastets artikel 65, stk. 1(se dokument COM (2013) 173 final).

Immuniteter og privilegier, der indrømmes EU’s tjenestemænd og øvrige ansatte, er nærmere fastlagt i protokollens kapitel 7. Disse regler vedrører bl.a. spørgsmål om fritagelse for retsforfølgning for de i embeds medfør foretagne handlinger, herunder mundtlige og skriftlige ytringer; fritagelse sammen med deres ægtefæller og familiemedlemmer, der forsøges af dem, for indvandringsrestriktioner og bestemmelser om registrering af udlændinge; indrømmelse af de samme lettelser, som sædvanligt indrømmes tjenestemænd i internationale organisationer med hensyn til valuta- og omvekslingsbestemmelser m.v.

Kommissionens udkast til ny Europol-forordning giver ikke på dette punkt den danske regering anledning til bemærkninger.

Spørgsmål 91: om hvilke lønninger og tillæg der udbetales til ansatte i Europol

Vil regeringen oplyse, hvilke lønninger og tillæg, der udbetales til ansatte i Europol?

Svar

Europol har status som decentralt agentur og er dermed underlagt reglerne i EU's personalevedtægt1, som regulerer lønvilkår i EU's institutioner.

Der differentieres i personalevedtægten mellem en række personalegrupper, hvortil der knytter sig forskellige vilkår for løn og tillæg. De fastansatte tjenestemænd er opdelt i kategorierne administratorer (Lønklasse AD 1-16), assistenter (lønklasse AST 1-11) samt en ansættelsesgruppe for sekretærer og kontorpersonale (lønklasse AST/SC 1-6). Midlertidigt ansatte er omfattet af samme kategorier. Dertil kommer kontraktansatte opdelt i funktionsgrupperne I-V (lønklasse 1-18), samt nationale eksperter udsendt af medlemslandene.

Der er ikke fastansatte EU-tjenestemænd i Europols personalesammensætning, som alene består af midlertidige ansatte på administratorniveau i lønklasserne AD 5-15 og assistentniveau i lønklasserne 2 -7 samt kontraktansatte i funktionsgrupperne 2-4 og nationale eksperter jf. tabel 1.

De midlertidigt ansattes løn og tillæg svarer i al væsentlighed til den af en fastansat tjenestemands. Det indebærer, at den månedlige lønpakke for både AD og AST ansatte består af en grundløn, der afhænger af lønklasse og løntrin, samt en række tillæg afhængigt af den ansattes familiesituation.

Der gives således et husstandstillæg til ansatte med partnere, eller enlige med forsørgerpligt overfor et eller flere børn. Husstandstillægget udgøres af et fast grundbeløb samt 2 pct. af den ansattes grundløn.

Et fast månedligt børnetillæg ydes for hvert barn den ansatte har forsørgerpligt overfor.

Der gives et udlandstillæg for ansatte, der arbejder udenfor sit hjemland, som svarer til 16 pct. af summen af grundløn, husstandstillæg og børnetilskud.

Svar til lovforslag L 29

For kontraktansatte gælder de samme regler for tillæg, som for midlertidigt ansat-te, idet grundlønnen dog er fastsat på et lavere niveau.

Nationale eksperter er udlånt fra medlemslandenes myndigheder og aflønnes fort-sat af disse. En udstationeret national ekspert har dog i udgangspunktet ret til dagpenge og en månedlig godtgørelse fra agenturet i hele udstationeringsperioden. Der kan dog være tilfælde, hvor en national ekspert udstationeres ”uden omkostning”, hvorved denne ikke modtager godtgørelsen fra agenturet.

Med venlig hilsen

Claus Hjort Frederiksen
Finansminister


1 Forordning nr. 31 (EØF), 11 (Euratom), om vedtægten for tjenestemænd om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det europæisk økonomiske Fællesskab og Det europæiske Atomenergifællesskab. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013.

Spørgsmål 92: om automatisk adgang til alle arbejdsdokumenter og referater fra arbejdsgrupper i Rådet og Coreper

Vil regeringen, hvis lovforslaget bliver vedtaget og godkendt ved den efterfølgende folkeafstemning, give EU-ordførerne automatisk adgang til alle arbejdsdokumenter og referater fra arbejdsgrupper i Rådet og Coreper?

Svar:

Regeringen finder ikke, at forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L29) giver anledning til ændring af Europaudvalgets adgang til Rådets interne dokumenter, således som det er beskrevet i Beretning om styrkelse af Europaudvalgets adgang til information om forhandlinger i Rådet af 5. juli 2013.

Spørgsmål 93: om automatisk adgang til alle mødeindkaldelser, mødedokumenter og referater fra regeringens specialudvalg og regeringens EU-udvalg, eventuelt under fortrolighed

Vil regeringen, hvis lovforslaget bliver vedtaget og godkendt ved den efterfølgende folkeafstemning, give EU-ordførerne automatisk adgang til alle mødeindkaldelser, mødedokumenter og referater fra regeringens specialudvalg og regeringens EU-udvalg, eventuelt under fortrolighed?

Svar:

Nej, regeringen finder ikke, at der er noget i L29, der fordrer, at EU-ordførerne får automatisk adgang til regeringens interne dokumenter.

Spørgsmål 94: om fremsendelse af en samlet oversigt over de omkring 678 retsakter vedr. EU’s retspolitik, som er optaget i Eur-Lex

”Regeringen bedes fremsende en samlet oversigt over de omkring 678 retsakter vedr. EU’s retspolitik, som er optaget i Eur-Lex, samt de 171 forslag til nye retsakter, og for hver af disse angive, om regeringen er mest positivt eller negativt stemt i forhold til at tage dem medtage dem i den samlede liste over retsakter, som ja-partierne ønsker at tilvælge.”

Svar:

1. En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en omfattende gennemgang af et stort antal EU-retsakter og forslag hertil.

En sådan gennemgang vil være meget tids- og ressourcekrævende og vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke stå mål med det resultat, der kan forventes at komme ud af arbejdet. Ministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til at udarbejde den efterspurgte oversigt.

2. Som det bl.a. fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 65 vedrørende lovforslaget, blev der i forlængelse af den politiske aftale om Danmark i Europol udarbejdet analyser af samtlige retsforbeholdsbelagte retsakter, som bl.a. gennemgår indholdet af de pågældende retsakter samt eventuelle konsekvenser forbundet med tilvalg heraf.

Analyserapporten blev samtidig lagt på Justitsministeriets og Udenrigsministeriets hjemmesider, og de underliggende analyser af de enkelte retsakter kan findes på Justitsministeriets hjemmeside.

Aftalepartierne (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) blev på den baggrund ved aftale om tilvalg af retsakter på området for retlige og indre anliggender af 17. marts 2015 enige om i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen den 3. december 2015 at tilvælge 22 eksisterende retsakter på det civil- og handelsretlige område og politi- og strafferetsområdet, hvortil kommer enkelte fremtidige retsakter, herunder den kommende forordning om Europol.

De politiske aftaler er optrykt som bilag 3 og 4 til lovforslaget.

Spørgsmål 95: om straffebestemmelser i vedtaget EU-lovgivning

”Regeringen bedes fremlægge en fuldstændig oversigt over straffebestemmelser vedtaget i EU-lovgivning.”

Svar:

En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en manuel gennemgang af den samlede EU-lovgivning.

En sådan gennemgang vil være meget tids- og ressourcekrævende, og Justitsministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til at udarbejde den efterspurgte oversigt.

Spørgsmål 96: om udarbejdelse af en oversigt over lovgivningen i de andre EU-lande på de områder, hvor regeringen anbefaler henholdsvis et dansk tilvalg og et fravalg af retsregler

”Regeringen bedes udarbejde en oversigt over lovgivningen i de andre EU-lande på de områder, hvor regeringen anbefaler henholdsvis et dansk tilvalg og et fravalg af retsregler. Over-sigten bedes udarbejdet på de områder, der indfører princippet om gensidig anerkendelse af de andre landes love.”

Svar:

1. Som det bl.a. fremgår af svaret på spørgsmål nr. 38 vedrørende lovforslaget, indebærer princippet om gensidig anerkendelse som udgangspunkt, at afgørelser truffet af en judiciel myndighed i én medlemsstat skal anerkendes og fuldbyrdes af myndighederne i en anden EU-medlemsstat, når der anmodes herom.

Princippet imødekommer derved behovet for samarbejde mellem medlemsstater samtidig med, at medlemsstaternes forskellige retssystemer respekteres.

Et eventuelt tilvalg af retsakterne om gensidig anerkendelse, der er omfattet af de politiske aftaler, vil ikke ændre på, at det fortsat vil være op til hver enkelt medlemsstat at bestemme, hvilken materiel regulering der i medlemsstaten skal gælde på det pågældende retsområde.

2. En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en omfattende indsamling af oplysninger fra de andre EU-medlemslande.
Da en sådan indsamling vil være særdeles tids- og ressourcekrævende, ag-ter Justitsministeriet ikke at tage initiativ hertil.

Spørgsmål 97: om Danmark kan risikere at skulle udlevere kvinder, som har fået abort i Danmark, til retsforfølgelse i lande, hvor abort er forbudt

”Regeringen bedes oplyse, om Danmark risikerer at skulle udlevere kvinder, som har fået abort i Danmark, til retsforfølgelse i lande, hvor abort er forbudt.”

Svar:

Det lægges til grund, at spørgsmålet vedrører konsekvenserne af et eventuelt tilvalg af direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager.

Justitsministeriet kan imidlertid oplyse, at direktivet ikke vedrører udlevering af personer fra én medlemsstat til en anden med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Reglerne om udlevering mellem EU-medlemsstaterne af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse, findes i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, der er gennemført i dansk ret i udleveringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005. Det bemærkes i den forbindelse, at Danmark efter reglerne i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre ikke er forpligtet til at udlevere personer til strafforfølgning for at have fået foretaget en abort.

Spørgsmål 98: om hvorvidt en korrupt dommer i et andet EU-land kan forlange udlevering af værdier fra en borger i Danmark

”Regeringen bedes oplyse, om en korrupt dommer i et andet EU-land kan forlange udlevering af værdier fra en borger i Danmark.”

Svar:

Det lægges til grund, at spørgsmålet vedrører konsekvenserne af et eventuelt tilvalg af direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager.

Direktivet bygger på princippet om gensidig anerkendelse og indfører som udgangspunkt en pligt for medlemsstaterne til at anerkende og fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, medmindre staten kan påberåbe sig en af de afslagsgrunde, der er indeholdt i direktivet.

Således kan en medlemsstat f.eks. afslå at anerkende eller fuldbyrde en europæisk efterforskningskendelse, når der er vægtige grunde til at tro, at gennemførelsen af den efterforskningsforanstaltning, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, ville være uforenelig med fuldbyrdelsesstatens pligter i henhold til TEU artikel 6 og chartret om grundlæggende rettigheder, jf. direktivets artikel 11, stk. 1, litra f.

Det kan i øvrigt oplyses, at reglerne om beslaglæggelse af formuegoder med henblik på efterfølgende konfiskation af formuegodet er reguleret af Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om indefrysning af formuegoder og bevismateriale. Reglerne er gennemført i lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, jf. lovbe-kendtgørelse nr. 213 af 22. februar 2013. Bestemmelserne om beslaglæggelse af formuegoder med henblik på efterfølgende konfiskation berøres ikke af direktivet.

Spørgsmål 99: om regeringens garanti for, at den danske strejkeret ikke på nogen måde kan berøres af EU’s retslovgivning

Regeringen bedes garantere, at den danske strejkeret ikke på nogen måde kan berøres af EU’s retslovgivning.

Svar:

EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender omfatter tre hovedområder: 1) Det strafferetlige og politimæssige samarbejde, 2) samarbejdet inden for det civil-, handels- og familieretlige område samt 3) samarbejdet vedrørende grænsekontrol, asyl og indvandring.

En omdannelse af det gældende retsforbehold til en tilvalgsordning på området for retlige og indre anliggender og efterfølgende tilvalg af de retsakter, der er omfattet af de politiske aftaler, vedrører ikke spørgsmål om ret til at strejke.

Det er dermed forkert at fremføre, at afstemningen den 3. december - og dansk deltagelse i tilvalgsordningen - vil ændre EU’s betydning for dansk strejkeret.

Spørgsmål 100: om hvorledes grundlovens 24-timersregel og andre vanlige retsgarantier sikres for folk, der udleveres til retsforfølgelse og mulig domfældelse i andre EU-lande

”Regeringen bedes oplyse, hvorledes grundlovens 24-timers-regel og andre vanlige retsgarantier sikres for folk, der udleveres til retsforfølgelse og mulig domfældelse i andre EU-lande.”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 97 vedrørende forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29).

Spørgsmål 101: om, hvad den kriminelle lavalder er i de øvrige 27 EU-lande

”Vil ministeren redegøre for, hvad den kriminelle lavalder er i de øvrige 27 EU-lande?”

Svar:

Der kan generelt henvises til Justitsministeriets besvarelse af 11. juni 2014 af spørgsmål nr. 116 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, som indeholder oplysninger om den kriminelle lavalder i Belgien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Kroatien, Polen, Slovakiet, Spanien, Storbritannien (Skotland), Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Henset til den korte svarfrist vil der ikke blive taget initiativ til en høring af de øvrige EU-medlemsstater.

Det kan dog supplerende oplyses, at interesseorganisationen Child Rights International Network på sin hjemmeside bl.a. har en oversigt over de europæiske landes lovgivning på området. Oversigten findes via følgende link: https://www.crin.org/en/home/ages/europe.

Spørgsmål 102: om hvor mange af de øvrige EU-medlemslande der har ligestilling mellem mødre og fædre i forældremyndighedssager

"Vil ministeren redegøre for, hvor mange af de øvrige EU-medlemslande der har ligestilling mellem mødre og fædre i forældremyndighedssager?"

Svar:

En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en omfattende indsamling af oplysninger fra de andre EU-medlemslande.

En sådan indsamling vil være ganske tids- og ressourcekrævende, og vil efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse ikke stå mål med det resultat, der kan forventes at komme ud af arbejdet. Ministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til en sådan indsamling.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

Spørgsmål 103: om hvor mange af de øvrige EU-medlemslande der anerkender medmødre juridisk

"Vil ministeren redegøre for, hvor mange af de øvrige EU-medlemslande der anerkender medmødre juridisk?"

Svar:

En fyldestgørende besvarelse af spørgsmålet vil forudsætte en omfattende indsamling af oplysninger fra de andre EU-medlemslande.

En sådan indsamling vil være ganske tids- og ressourcekrævende, og vil efter Social- og Indenrigsministeriets opfattelse ikke stå mål med det resultat, der kan forventes at komme ud af arbejdet. Ministeriet agter derfor ikke at tage initiativ til en sådan indsamling.

Det kan dog oplyses, at der i Sverige er indført en fuldstændig ligestilling af ægtefæller af samme køn med ægtefæller af forskelligt køn. Dette gælder i forhold til forældreskabet til det barn, som den ene ægtefælle føder, og hvor barnet er blevet til, efter at moren er blevet behandlet med kunstig befrugtning. Der henvises til bemærkningerne i Forslag til Lov om ændring af børneloven, lov om adoption, retsplejeloven og forskel-lige andre love (Medmoderskab m.v.) (L 207), fremsat den 10. april 2013.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

Spørgsmål 104: om Grundlovens krav om, at Danmark kun kan afgive suverænitet i "nærmere bestemt omfang"

”Hvordan mener regeringen, at Grundlovens krav om, at Danmark kun kan afgive suverænitet i "nærmere bestemt omfang" overholdes i forbindelse med den såkaldte tilvalgsordning?”

Svar:

Lovforslaget indebærer, at der på området for retlige og indre anliggender overlades beføjelser til EU efter grundlovens § 20, stk. 1. Lovforslaget skal derfor behandles efter proceduren i grundlovens § 20, stk. 2.

Lovforslaget omfatter både tilvalg af eksisterende og fremtidige retsakter, og der vil ikke efter lovforslaget blive gennemført en ny § 20-procedure i forbindelse med de enkelte tilvalg af retsakter. Dette gælder, uanset om Danmark tilvælger en retsakt på forslagsstadiet eller tilvælger en allerede vedtaget retsakt. Lovforslaget indebærer således, at der på forhånd gen-nemføres én samlet § 20-procedure om overladelse af beføjelser på området for retlige og indre anliggender. Der henvises til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget og besvarelsen af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget.

Det følger af grundlovens § 20 bl.a., at beføjelser alene kan overlades til mellemfolkelige myndigheder ”i nærmere bestemt omfang”. Om denne betingelse fremgår af Højesterets dom i Maastricht-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800), pkt. 9.2, bl.a. følgende:

”Udtrykket »i nærmere bestemt omfang« må forstås således, at der skal foretages en positiv afgrænsning af de overladte beføjelser dels med hensyn til sagsområder, dels med hensyn til beføjelsernes karakter. Afgrænsningen skal gøre det muligt at vurdere suverænitetsafgivelsens omfang. Sagsområderne kan beskrives i rummelige kategorier, og det kan ikke kræves, at omfanget af suverænitetsafgivelsen er angivet så præcist, at der ikke kan blive tale om skøn eller fortolkningstvivl. De overladte beføjelser kan angives ved henvisning til en traktat.

Bestemthedskravet i § 20, stk. 1, udelukker, at det overlades til den internationale organisation selv at bestemme omfanget af sine beføjelser.

Udtrykket »i nærmere bestemt omfang« kan ikke forstås således, at beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder, kun kan overlades til en international organisation i begrænset - dvs. mindre - omfang.”

Bilaget til protokol nr. 22 om Danmarks stilling, jf. bilag 2 til lovforslaget, fastlægger, hvilke sagsområder der er omfattet af ordningen, og hvilke retsvirkninger der vil være forbundet med at benytte muligheden for at tilvælge retsakter. Der henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. 84 til lovforslaget.

Den foreslåede omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning inde-bærer på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse, at der i overensstemmelse med grundlovens § 20 overlades beføjelser ”i nærmere bestemt omfang”.

Spørgsmål 105: om udlevering af danske statsborgere til andre EU-lande, når EU's arrestordre bliver overstatslig

”Ønsker regeringen, at Danmark skal afgive suverænitet til EU angående udlevering af danske statsborgere til andre EU-lande, når EU's arrestordre bliver overstatslig?”

Svar:

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 97 vedrørende lovforslaget, findes reglerne om udlevering mellem EU-medlemsstaterne af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, der er gen-nemført i dansk ret i udleveringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005.

Rammeafgørelsen er vedtaget inden Lissabon-Traktatens ikrafttræden den 1. december 2009 og dermed inden, det politi- og strafferetlige samarbejde blev overstatsligt.

Rammeafgørelsen er derfor ikke omfattet af retsforbeholdet og vil således ikke blive berørt af en eventuel omdannelse af det nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning.

Hvis der på et senere tidspunkt – med hjemmel i tredje del, afsnit V, i EUF-Traktaten – måtte blive fremsat forslag til en retsakt med et indhold som det, der er omhandlet i spørgsmålet, vil dette være omfattet af retsforbeholdet, uanset om retsforbeholdet bliver omdannet til en tilvalgsordning eller ej.

Hvis retsforbeholdet omdannes til en tilvalgsordning, vil Danmark i givet fald have mulighed for at tilvælge en sådan retsakt.

Der er ikke aktuelt fremsat forslag til en retsakt med det nævnte indhold.

Spørgsmål 106: om grunden til, at danske statsborgere, der bor på Færøerne og i Grønland, ikke skal deltage i folkeafstemningen

Flere retspolitiske spørgsmål er et fælles anliggende for hele Rigsfællesskabet. Det gælder f.eks. politiet. Hvad er så grunden til, at danske statsborgere, der bor på Færøerne og i Grønland, ikke skal deltage i folkeafstemningen den 3. december 2015?

Svar:

Færøerne valgte at stå uden for Danmarks EF-medlemskab i 1973 og Grønland valgte med virkning fra 1985 – efter en folkeafstemning herom - at træde ud af EF-samarbejdet, men opnåede samtidig status som oversøisk land og territorium (OLT).

EU-traktaterne gælder derfor ikke for Færøerne og - bortset fra de særlige OLT-regler - heller ikke for Grønland. Det gælder således også tredje del, afsnit V, om retlige og indre anliggender, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, som Danmark får mulighed for at kunne deltage i under tilvalgsordningen. Det fremgår på den baggrund udtrykkeligt af lovforslagets § 4, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Dette er samtidig baggrunden for, at der ikke afholdes folkeafstemning på Færøerne og i Grønland om lovforslaget om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Spørgsmål 107: om hvorvidt Danmark på linje med Norge og Island giver ofre for menneskehandel en refleksionsperiode på 6 måneder og mulighed for permanent opholdstilladelse

Vil regeringen støtte, at Danmark på linje med Norge og Island giver ofre for menneske-handel en refleksionsperiode på 6 måneder og mulighed for permanent opholdstilladelse?

Svar:

Jeg kan oplyse, at regeringen ikke på nuværende tidspunkt har planer om at ændre hverken reglerne vedrørende refleksionsperiode eller mulighederne for permanent opholdstilladelse i forhold til ofre for menneskehandel.

Inger Støjberg / Moya-Louise Lindsay-Poulsen

Spørgsmål 108: om oversendelse af en oversigt over alle vedtagne straffebestemmelser i samtlige EU-retsakter

”Ministeren bedes oversende en oversigt over alle vedtagne straffebestemmelser i samtlige EU-retsakter med angivelse af deres respektive hjemmel i traktaten.”

Svar:

Der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 95 vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 109: om, hvorfor ministeren ikke har stillet et ændringsforslag om en folkeafstemning forud for fremtidig tilslutning til EU-retsakter på asyl- og in