Ryger Danmark ud af Schengensamarbejdet hvis resultatet af afstemningen om en tilvalgsordning bliver et nej?

Det korte svar er nej, Danmark vil fortsat kunne være en del af Schengen, uanset om det eksisterende retsforbehold ændres eller ej.

Schengensamarbejdet blev i 1980’erne etableret uden for EU, og først med Amsterdamtraktaten blev Schengen integreret i EU som en del af det overstatslige samarbejde. Danmark havde indtil da deltaget i Schengen, men fordi Schengen nu indgik som en overstatslig del af EU, så kunne Danmark ikke fortsat deltage pga. det danske retsforbehold. Retsforbeholdet fastslår nemlig, at Danmark står udenfor EU’s retlige samarbejde, når det er overstatsligt.

I forbindelse med forhandlingerne af Amsterdamtraktaten blev der tilføjet en særlig protokol til traktaten, som gav Danmark mulighed for at deltage i Schengen på mellemstatsligt niveau. Den mulighed benyttede Folketinget. Danmark indgår nu i Schengen, så længe vi løbende tilvælger de nye Schengenregler, som de andre lande vedtager.

Danmark kan ekskluderes
Danmark deltager med en betingelse om, at hvis Danmark ikke tilvælger retsakter, så kan Danmark blive ekskluderet af Schengensamarbejdet – denne betingelse omtales lidt drabeligt som guillotine-klausulen.

Den politiske aftale
Ændres retsforbeholdet, så har Socialdemokraterne, Venstre, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti en politisk aftale om, hvordan de vil benytte tilvalgsordningen. Og de er enige om, at alle Schengenregler skal tilvælges, og at de alle fem skal være enige for at ændre den aftale.

Spørgsmål & svar


Se alle Spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Folketinets Cookie politik