Har Danmark tiltrådt EU-Domsforordningen?

Danmark har ikke tiltrådt EU-domsforordningen pga. retsforbeholdet. Danmark har i stedet indgået en parallelaftale, så EU-domsforordningens regler gælder i Danmark.

EU-domsforordningen

EU-domsforordningen fastsætter, hvilke kompetencer at EU-landenes domstole har til at behandle sager imod personer og selskaber, der hører hjemme i andre EU-lande. Forordningen forpligter derudover medlemsstaterne til at tvangsfuldbyrde domstolsafgørelser, der omfattes af forordningen, uden at foretage en selvstændig prøvelse af afgørelsen.

EU-domsforordningen er en revision af EF-domskonventionen og har blandt andet til formål at forenkle formaliteterne ved gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af EU-landenes retsafgørelser.

Danmark og EU-domsforordningen

På grund af retsforbeholdet har Danmark ind til 2009 kun deltaget i samarbejdet om retlige og indre anliggender på mellemstatsligt grundlag. EU-domsforordningen er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens afsnit IV om Visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer, som er et overstatsligt samarbejde. Da Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009 blev retlige og indre anliggender overstatsligt samarbejde ligesom mange andre politikområder i EU.

Danmark har i stedet forhandlet en såkaldt parallelaftale om EU-domsforordningen på plads med de andre EU-lande. Parallelaftalen blev underskrevet den 20. september 2005, og den 27. april 2006 godkendte Rådet aftalen på Fællesskabets vegne. Parallelaftalen blev ratificeret i Folketinget den 15. december 2006. Aftalen trådte i kraft den 1. juli 2007 (jf. artikel 12 i aftalen). Parallelaftalen betyder, at EU-domsforordningens regler gælder i Danmark.

EF-Domskonventionen, San Sebastian- og Luganokonventionerne

EU-domsforordningen erstatter EF-domskonventionen fra 1968, som også bliver kaldt for Bruxelles-konventionen.

Bruxelles-konventionen blev ændret i forbindelse med Spanien og Portugals tiltrædelse af Bruxelles-konventionen den 26.maj 1989. Denne ændring kaldes til tider San Sebastian-konventionen.

Luganokonventionen blev indgået mellem EU-staterne og EFTA-staterne i 1988 og senere revideret i 2007. Denne konvention er en ”parallelkonvention” til EU-domsforordningen, og regulerer således domstolenes internationale kompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af domme m.v. i borgerlige sager mellem EU-staterne og EFTA-staterne (med undtagelse af Liechtenstein).

Luganokonventionen trådte i kraft mellem EU-landene (inklusiv Danmark) og Norge den 1. Januar 2010. I Schweiz trådte den nye Luganokonvention i kraft den 1. Januar 2011 og først den 1. Maj 2011 i Island.

Spørgsmål & svar


Se alle Spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Folketinets Cookie politik