Den historiske udvikling

EU-samarbejdet om rets- og udlændingepolitik har fulgt sin helt egen udvikling.

EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender begyndte i 1993 med Maastrichttraktaten. Medlemslandene kontrollerede udviklingen, og i begyndelsen gik det langsomt.  

Medlemslandenes ønske om kontrol skyldes, at dette samarbejde er nationalt hjerteblod. Det handler om statens kerneopgaver – om at beskytte borgere, retsforfølge borgere, kontrollere grænser og afgøre, hvem der må komme ind i landet. Derfor har det været følsomt for medlemslandene, der har styret og præget udviklingen med skiftende nationale dagsordener.

I 00'erne kom der dog fart over feltet. Der blev vedtaget en mængde lovgivning indenfor civilret, et fælles asylsystem og kriminalitetsbekæmpelse.

I dag er mange enige om, at der bør være fokus på, at få nogle af de mange ting, der er vedtaget til at fungere bedre, frem for at kaste sig over ny lovgivning. Samtidig står Europa over for en udfordring med at håndtere det historisk høje antal flygtninge, der kommer til kontinentet. 

I 1976 indledte EF-landene et uformelt samarbejde, der kaldtes TREVI. Det stod for Terrorism, Radicalism, Extremism, Violence. Først med Maastrichttraktaten i 1993 blev retlige og indre anliggender en formel del af EU-samarbejdet. Dog på mellemstatsligt grundlag. 

Mellemstatsligt samarbejde betyder:

  • at samarbejdet ikke som på øvrige områder (f.eks. landbrugspolitik) har direkte virkning for borgere og virksomheder, men kun forpligter medlemsstaterne
  • at Kommissionen kun kan komme med ideer
  • at regler vedtages med enstemmighed i Rådet
  • at Europa-Parlamentet kun skal konsulteres
  • at EU-Domstolen ikke har kompetence.

Området blev med andre ord styret af medlemslandene. Kommissionen kunne altså ikke indlede en sag ved EU-Domstolen mod et medlemsland, der ikke overholdte de fælles EU-regler på retsområdet. Alt sammen forhold, der gav medlemslandene fuld kontrol over udviklingen på området. Af samme grund gik udviklingen ikke ret hurtigt, for alle lande skulle være enige om alle detaljer, og alt, der blev vedtaget, skulle efterfølgende indarbejdes i national lovgivning.

Maastrichttraktaten indeholdte samtidig en mulighed for senere at overflytte elementer af samarbejdet om retlige og indre anliggender til overstatsligt samarbejde. Det er netop denne mulighed, som Danmark i 1993 fik forbehold overfor.

Der skete ikke ret meget på området for retlige og indre anliggender før slutningen af 1990’erne. Ganske vist blev Europol oprettet. I 1999 trådte Amsterdamtraktaten i kraft, og med den blev grænsesamarbejdet, Schengen, en del af EU.

Desuden blev samarbejdet om asyl, migration og civilret overstatsligt med Amsterdamtraktaten. Det vil sige:

  • Ny lovgivning på disse områder får direkte virkning i medlemsstaterne
  • Europa-Parlamentet bliver inddraget i beslutningerne
  • Kommissionen får eneinitiativret
  • EU-Domstolen får kompetence
  • Rådet vedtager med kvalificeret flertal frem for enstemmighed på de fleste områder.

Dermed træder Danmark også ud af samarbejdet om asyl, indvandring og civilret pga. retsforbeholdet.

Samme år - 1999 - vedtog EU's stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd på et topmøde i den finske by Tampere et meget ambitiøst program for det, der kaldtes et fælles område for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Programmet indeholdte mål om en fælles asylpolitik, harmonisering indenfor både civilret og strafferet samt bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Måldatoen var 1. maj 2004.

Tampere-programmet satte turbo på området. I perioden 1999-2004 vedtog man bl.a.:

  • Den europæiske arrestordre
  • Eurojust (samarbejde mellem nationale anklagemyndigheder)
  • Konkursforordningen
  • Dublinforordningen (hvilket land har ansvaret for asylansøgere)
  • Eurodacforordningen (fingertryksdatabase for asylansøgere)
  • Kvalifikationsdirektivet (hvem kan få asyl)
  • Modtagelsesdirektivet
  • Familiesammenføringsdirektivet.

Det ambitiøse Tampereprogram fra 1999 satte turbo på området. På enkelte punkter røg det imidlertid også ind i vanskeligheder. Særlig på asylpolitik og strafferet var det vanskeligt for landene at nå til enighed.

I 2004 vedtog EU's stats- og regeringschefer på et topmøde i Haag et nyt 5-års program med en mere trinvis tilgang. Hovedfokus i det nye program var:

  • Terrorbekæmpelse med øget informationsudveksling om trusler og en større rolle for Europol og Eurojust. Konteksten var terrorangrebet i New York 9/11 2001 og bomberne i Madrid 2004 (og senere i London i 2005).
  • Anden fase af det fælles asylsystem og oprettelse af grænseagenturet FRONTEX. Konteksten var Kosovoflygtninge som følge af krigen i Sebien samt flere immigranter over Middelhavet.
  • Samarbejde med lande uden for EU om udveksling af informationer til efterforskning, aftaler om tilbagetagning af afviste migranter og flygtninge i nærområder.

Med Lissabontraktaten i 2009 blev resten af samarbejdet om retlige og indre anliggender overstatsligt – det vil sige politi- og strafferet.

Overstatsligt samarbejde betyder:

  • at regler har direkte virkning for borgere og virksomheder i EU
  • at Kommissionen har initiativret (på retlige og indre anliggender har Kommissionen delt initiativret med medlemslandene)
  • at regler normalt vedtages med kvalificeret flertal i Rådet
  • at Europa-Parlamentet er medlovgiver
  • at EU-Domstolen har fuld kompetence til at sikre at medlemslandene overholder lovgivningen.

 

Samme år -2009 - vedtog EU's stats- og regeringschefer et nyt femårigt program på et topmøde i Stockholm med en række konkrete tiltag, der fokuserer på:

  • intern sikkerhed 
  • samarbejde med lande uden for EU - såkaldte tredjelande 
  • det fælles asylsystem 
  • grænsesamarbejde 
  • terrorbekæmpelse 
  • cyberkriminalitet og anden grænseoverskridende kriminalitet.

 

Fokus på rettigheder og retssikkerhed

Der kommer også fokus på rettigheder, herunder bl.a. processuelle rettigheder for mistænkte og tiltalte. Den del har tidligere været svag i EU-samarbejdet, men der er nu en erkendelse af, at gensidig tillid til landenes retssystemer forudsætter fælles minimumrettigheder for borgere i retssystemerne. Det har også stor betydning, at Europa-Parlamentet, der generelt er optaget af borgernes rettigheder, med Lissabontraktaten får indflydelse på området.

Der er således siden 2009 vedtaget minimumsstandarder for ret til information, oversættelse, tolkebistand og advokatbistand. Mens der forhandles om forslag til uskyldsformodning, retshjælp og garantier for børn, der til mistænkt eller tiltalt i straffesager. 

Afstemning2

Hvad stemmer vi om den 3. december?
Et samlet ja eller nej til:

- ændring af retsforbeholdet til en tilvalgsordning

- overdragelse af suverænitet til EU i 
 samarbejdet om retlige og indre anliggender

- tilvalg og deltagelse i 26 EU-regler og tre
 forslag til nye EU-regler - herunder Europol.

Den 3. december skal vi stemme om en ændring af retsforbeholdet til en såkaldt tilvalgsordning, hvor Folketinget fra sag til sag kan beslutte, om vi ønsker at deltage. Til gengæld overdrager Danmark suveræniteten på hele området for retlige og indre anliggender til EU.

Spørgsmål & svar


Se alle Spørgsmål og svar
Stil dit eget spørgsmål

Stil dit eget spørgsmål til EU-Oplysningen. Vi svarer som udgangspunkt inden for 24 timer.

Ring til os på
Tlf: 33 37 33 37
Stil os et spørgsmål
Bestil publikationer fra EU-Oplysningen
Folketinets Cookie politik